Vi er glade for, at I er interesserede i vores kampagne Min Vej til IT og vil være med til at vise, at der er lige så mange veje til it, som der er mennesker i branchen. Kampagnen er lige nu åben, og det er muligt for alle medlemsvirksomheder i IT-Branchen at deltage.
Hvad er formålet med kampagnen? Formålet med Min vej til it er at inspirere flere unge til at vælge en it-uddannelse. Gennem personlige fortællinger fra rollemodeller i branchen viser kampagnen, hvordan en it-uddannelse kan føre til mange forskellige jobtyper og meningsfulde karrierer.
Hvem kan deltage i kampagnen? Ansatte fra medlemsvirksomheder i IT-Branchen kan være med i kampagnen som rollemodeller, hvis de er under 35 år og har læst eller er i gang med en it-uddannelse, . Det kan både være en lang eller kort uddannelse. Hvis du er tvivl om, uddannelsen er relevant kan du skrive til anvi@itb.dk.
Hvilket sprog kan vi skrive på? Det er muligt at skrive på dansk eller engelsk – eller begge. Det er op til jer selv at vælge, hvad der passer bedst til jeres kommunikationskanaler.
Hvem skriver artiklerne og tager fotos? Det er op til den enkelte virksomhed selv at skrive artiklerne og tage billeder af de enkelte rollemodeller. Der er ingen særlige form- eller længdekrav til artiklerne, men vi har defineret nogle spørgsmål som I tager udgangspunkt i. Vigtigst er, at historien er autentisk og inspirerende for unge, der overvejer it-uddannelse og karriere.
Hvornår skal vi have artiklerne klar? Vi kører kampagnen i to rul op mod henholdsvis kvote 2 og kvote 1 optag på de videregående uddannelser. Vil I deltage i første rul, skal i sende os jeres portrætter inden slutningen af februar 2026. Vil I deltage i andet rul, skal i sende dem inden slutningen af marts 2026.