Min vej til it: Charlotte Kaas Hansen, Vertica

Der er mange veje ind i IT-branchen, og du behøver hverken et Y-kromosom eller en uddannelse som softwareudvikler for at få foden inden for døren. Tværtimod er det en branche, der trives bedst, når der kommer flere perspektiver og mere diversitet i spil. Det er Charlotte Kaas Hansen et godt eksempel på. Hør om hendes vej til IT her.

Hvordan kom du ind i it-branchen?

“Jeg har læst engelsk og litteraturhistorie på universitet, så jeg har nok ikke lige den oplagte vej ind i IT-branchen på papiret. Men efter mit studie fik jeg arbejde som webredaktør for Aarhus Universitet, hvor jeg lavede indholdsstrukturer og læste en masse korrektur. De løsninger, vi lavede der, var meget websites og systemer til de studerende, og derigennem fik jeg også noget erfaring med at teste løsningerne af. Det var sådan, jeg fik øjnene op for hele IT-delen – og så var store dele af mit netværk også i IT-branchen, hvilket også var med til at gøre branchen relevant for mig,” fortæller Charlotte Kaas Hansen og fortsætter:

“Jeg har altid været sådan en lidt irriterende fejlfinder-type, samtidigt med at jeg har et stort bekymringsgen. Den kombi, tror jeg, har gjort mig rigtig god til at forudsige, hvad der kan gå galt. Vi arbejder meget med eksplorative tests, hvor det handler om den samlede oplevelse. Og der er det nok i virkeligheden vigtigere, hvem man er som type, end hvilken uddannelse man lige kommer fra. Så selvom jeg egentlig har en anden baggrund end de fleste af mine kollegaer, så har jeg masser af kompetencer – både fra min uddannelse og selvlærte – som jeg drager rigtig godt nytte af i mit arbejde i dag.”

Hvorfor synes du, det er spændende at arbejde med it?

“Først og fremmest er det spændende, fordi man arbejder sammen med mange forskellige fagligheder. Der er jo både de meget tekniske profiler, meget kreative profiler og alt derimellem. Derudover er det fedt at arbejde for store virksomheder og brands, som man kender fra hverdagen. Det er sjovt at se det, man har været med til at bygge realisere sig ude i virkeligheden – eller i hvert fald den digitale virkelighed.

Det er en branche med stor mulighed for at bevæge sig i forskellige retninger. Der er rigtig mange teknologier, rigtig mange udviklinger og rigtig mange muligheder. Så det er jo spændende, at der sker så meget nyt hele tiden. Og så motiverer det mig at have mulighed for at nørde ned i de områder, som jeg synes er spændende at arbejde med. Samtidigt med at man i branchen er omringet af dygtige mennesker, som man kan lære rigtig meget af i hverdagen.

I IT-branchen arbejder man tit lidt bag kulissen, men for mig er det også noget af det fede ved det. At man som team arbejder sammen for at bygge nogle, ofte store og komplekse, løsninger, der bliver brugt af tusindvis af mennesker ude i virkeligheden. Der kan man godt få den stolte følelse, som jeg forestiller mig, at arkitekter tit har, hvor man tænker: ‘Det har jeg været med til at bygge’.”

Hvad arbejder du med ved Vertica?

“Jeg arbejder som tester, også kaldet QA. Det betyder grundlæggende, at jeg hjælper udviklerne med at teste og kvalitetssikre de løsninger, vi laver. Samtidigt er jeg også med til at sikre, at løsningerne lever op til kundernes krav og forventninger på tværs af udvikling, brugeroplevelse og design.

På den måde kommer vi testere ret dybt ned i løsningerne, og hvordan de opleves på forskellige niveauer – altså både visuelt og funktionelt. Det betyder også, at jeg i den proces kan være med til at identificere nye opgaver og eventuelle huller i osten. Det er sjovt at lege detektiv på den måde, og så skaber det også konkret værdi, fordi det sparer udviklerne for tid, og det gør, at vi kan give vores kunder den bedst mulige løsning. Det er en stor motivationsfaktor for mig.

En del af kvalitetssikringen går jo også på, at løsningen skal være så intuitiv og nem at bruge for slutbrugeren som muligt. Derfor motiverer det mig også at arbejde med sådan noget som webtilgængelighed, som vi gør meget i øjeblikket. Der er vi jo med til at sørge for, at vores løsninger bliver nemmere at bruge for personer med en eller anden form for funktionsnedsættelse eller handicap. Men det er også bare noget, der, helt generelt, hæver kvaliteten af produktet og oplevelsen for alle brugere. Så der føler jeg også, at jeg er med til at gøre en positiv forskel for en masse mennesker derude.”

Har du et råd til andre kvinder, der overvejer at søge ind i IT-branchen?

“Man skal ikke være bange for at kaste sig ud i IT, selvom man har en helt anden baggrund. Jeg er selv humanist og har egentlig altid mest interesseret mig for litteratur og sprog. Men man kan sagtens have nogle færdigheder og personlighedstræk, der gør, at man egner sig rigtigt godt til at arbejde med IT. Der er masser af områder inden for IT, som ikke nødvendigvis er så teknisk tunge. Der er alle mulige typer, man kommer til at arbejde sammen med i IT-virksomheder, så det er ikke noget, man skal være bange for.

Og så vil jeg sige, at det selvfølgelig hjælper at have nogen i sin omgangskreds, der kan hjælpe en på vej. Men selv hvis man ikke lige har en kontakt ved hånden, så er der masser i branchen, som jeg er sikker på, gerne vil hjælpe en. Så hvis man er interesseret i et bestemt område eller en bestemt virksomhed, så skal man ikke være bange for at række ud til dem.”