Min vej til it: Maria Eisenreich, MedCom

Fra gaming til teamleder i sundheds-it

Maria Eisenreichs vej til it begyndte allerede i barndommen, da hun fik sin første Commodore 64. Kombinationen af teknisk nysgerrighed og en fascination af innovation førte hende til en datamatikeruddannelse – og siden videre til en karriere i sundheds-it-feltet.

Efter sin uddannelse startede Maria som Product Owner hos EG Digital Welfare, hvor hun arbejdede med it-løsninger til sundhedssektoren. Her fik hun for alvor øjnene op for, hvordan teknologi kan understøtte klinikere og forbedre borgernes service. Det var denne erfaring, der banede vejen for hendes nuværende rolle i MedCom.

I dag er Maria teamleder for standardteamet i MedCom. Her arbejder hun og hendes team med at udvikle standarder, der sikrer, at sundhedsdata kan udveksles sikkert og effektivt på tværs af sektorer. Derudover fungerer hun som teknisk og faglig sparringspartner og har et særligt fokus på at skabe et godt samarbejdsmiljø gennem tillid, autonomi – og en god portion (dårlig) humor.

Hvorfor it-branchen?

For Maria er it-branchen spændende, fordi den konstant udvikler sig og favner mange fagligheder. Det er et felt, hvor man aldrig stopper med at lære, og hvor nye teknologier som AI åbner for nye muligheder. Men det er også en branche, hvor der stadig er udfordringer – f.eks. når komplekse it-løsninger udvikles, men aldrig tages i brug af slutbrugerne. Derfor brænder Maria for agil udvikling og mindre komplekse leverancer, hvor brugerens behov er i centrum.

Hun ser også en stor værdi i tværfagligt samarbejde og mener, at it-branchen har brug for flere profiler med forskellige baggrunde. “Det handler ikke kun om kodning – der er brug for analytikere, designere, projektledere og mange andre fagligheder for at skabe løsninger, der rent faktisk bliver brugt,” siger Maria.

Hendes bedste råd?

Maria opfordrer flere – særligt kvinder – til at overveje en karriere inden for it. 

“Det er en branche, der har brug for mange forskellige profiler – ikke kun hardcore programmører. Hvis du er nysgerrig, løsningsorienteret og kan lide at samarbejde, er der en plads til dig i it-verdenen.”