Min vej til it: Sarah Kieler Schrøder, MedCom

Fra en tilfældighed til konsulent i sundheds-it

Sarahs vej ind i it-branchen var lidt tilfældig. Hun havde altid haft en idé om at hun skulle være læge, på grund af passionen for at arbejde med sundhed og interaktionen mellem mennesker. Men da det kom til stykket og Sarah skulle vælge uddannelse, indså hun, at den største interesse lå i at arbejde med sundhed – men uden at være kliniker. Samtidig blev hun mere og mere fascineret af teknologi og dens rolle i sundhedssektoren.

Uddannelsen som civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi var et perfekt match med Sarahs interesser, hvor det, der virkelig fangede hende, var samspillet mellem mennesker og teknologi – hvordan en løsning kan se perfekt ud i teorien men fungerer helt anderledes i praksis. Interessen førte til det første job, som også er hendes nuværende stilling i MedCom, hvor hun arbejder med udvikling og vedligeholdelse af standarder for udveksling af sundhedsdata. I hendes daglige arbejde kan hun tydeligt mærke, at hun gør en reel forskel for digitaliseringen af sundhedsvæsenet, hvilket er det, der driver hende.

Hvorfor it-branchen?

Ifølge Sarah er it-branchen spændende at arbejde i, fordi den konstant udvikler sig og skaber nye muligheder for innovation og forbedringer. Især i sundhedssektoren har it en enorm betydning for effektiviseringen af arbejdsgange og kan sikre bedre patientbehandling, hvilket gør arbejdet både relevant og meningsfuldt for hende.

Det, der motiverer mig mest, er muligheden for at arbejde med komplekse problemstillinger og finde løsninger, der har en reel indflydelse på hverdagen for sundhedspersonale og borgere. Det er udfordrende, men samtidig utroligt givende at være med til at udvikle og vedligeholde standarder, der gør udvekslingen af sundhedsdata mere sikker og effektiv.”

For Sarah er en af de største udfordringer – og samtidig noget af det mest spændende – at arbejde med balancen mellem de eksisterende systemer og behovet for innovation. Arbejdet med udviklingen af nye standarder er med til at modernisere sundhedssektoren, men det kræver også forståelse og respekt for de eksisterende løsninger, så overgangen bliver så gnidningsfri som muligt.

Den egentlige belønning for Sarah, er at se de konkrete resultater af den fælles indsats – når nye standarder implementeres, når leverandører bliver certificeret, og især når hun kan se, at det daglige arbejde bidrager til en mere sammenhængende og velfungerende sundhedssektor. Det giver en følelse af at gøre en reel forskel, og det motiverer hende hver dag.

Hendes bedste råd?

Sarah opfordrer alle – specielt kvinder – til at vælge it-branchen, hvis de gerne vil gøre en forskel. Hun udtaler:

”Det er givende at se, hvordan mit arbejde bidrager til at optimere arbejdsgange for sundhedspersonale og i sidste ende understøtter bedre patientbehandling gennem hurtigere og mere præcis dataudveksling. Samtidig er det motiverende at være med til at imødekomme de nye behov, der opstår i takt med udviklingen af sundheds-it og den generelle digitalisering af sektoren.”