IT handler om mennesker – ikke kun teknologi
Læs om Cecilia, der som Senior Service Delivery Manager hos PicoPublish trives i krydsfeltet mellem mennesker og teknologi og hvordan hendes baggrund og erfaringer har ført hende til en central rolle i it-branchen.
Hvad arbejder jeg med i virksomheden i dag, og hvilken forskel føler jeg, at jeg bidrager med?
Jeg arbejder som Senior Service Delivery Manager hos PicoPublish i vores driftsteam, PicoCore. Mit primære ansvar er at sikre fremdrift på opgaver fra virksomhedens driftskunder, aktivere konsulenternes allokerede tid og skabe en god struktur i opgavehåndteringen. Mit arbejde handler dog langt fra kun om at optimere processer og imødekomme skarpe deadlines – det handler i høj grad også om mennesker.
I hverdagen bruger jeg meget energi på at sikre, at PicoCore-teamet har det godt. Jeg spørger dagligt ind til, hvordan de har det, og tager deres input med videre for at se, om der er noget, vi kan gøre bedre. Det er vigtigt for mig at skabe en god stemning og nogle trygge rammer, hvor alle trives og yder deres bedste.
Ud over at være bindeled mellem kunder og team, assisterer jeg PicoPublish’s salgsteam, hvor jeg med stolthed præsenterer vores serviceydelser. Med kundernes feedback får jeg mulighed for at videreudvikle vores ydelser og for at sælge vores produkt, som jeg 100% kan stå inde for.
Hvorfor synes jeg, det er spændende at arbejde i it-branchen, og hvad motiverer mig i mit arbejde?
Noget af det, jeg elsker mest ved IT-branchen, er dens konstante udvikling. Man står aldrig stille. Det, jeg laver i dag, kan være noget helt andet om 10 år. Det gør mig tryg, at jeg ikke behøver bekymre mig om at sidde fast, for der vil altid være nye muligheder at gribe.
Min motivation ligger i at arbejde med mange forskellige mennesker og fungere som bindeled mellem udviklere og kunder. Jeg elsker dynamikken i mit job. Det er spændende at oversætte teknisk sprog til noget, som kunderne forstår, og omvendt forklare kundens behov på en måde, udviklerne kan arbejde med. Det er en rolle, hvor jeg virkelig føler, at jeg gør en forskel.
En af de største udfordringer i mit arbejde er at prioritere opgaver korrekt. Når en kunde melder en fejl, skal jeg vurdere, hvor kritisk den er, og hvordan den passer ind i vores andre opgaver. Det handler om at finde den rette balance mellem kundetilfredshed og en effektiv arbejdsproces.
Hvordan kom jeg ind i it-branchen?
Jeg har en kandidat i IT, Kommunikation og Organisation, men min vej dertil var ikke helt lige. Jeg startede med en bachelor i Marketing og Økonomi fra CBS, men fandt ud af, at jeg savnede noget mere praksisnært. På kandidaten fik jeg virkelig øjnene op for IT-branchen og dens muligheder. Jeg kunne mærke, at det var her, jeg hørte til.
Mit første job var i en virksomhed, der udviklede software til leasing- og finansieringsvirksomheder. Her startede jeg i marketing, men bevægede mig hurtigt over i en mere teknisk rolle som product owner. Det job gav mig en masse teknisk forståelse og indsigt i, hvor kompleks IT kan være. Jeg lærte at være brobygger mellem forretningsbehov og tekniske løsninger, og det er en erfaring, jeg bruger hver dag.
Jeg tror også, at min sportsbaggrund har formet min tilgang til arbejde. Jeg har spillet håndbold på højt niveau og spiller nu floorball i min fritid. Jeg elsker at spille på et hold og skabe en vindermentalitet. Min tidligere rolle som playmaker i håndbold minder meget om det, jeg gør i dag – jeg fordeler boldene, spiller mit team gode og sørger for, at vi sammen når målet.
Et godt råd til unge, der overvejer en karriere i it?
Jeg mener, at mange unge vælger uddannelse ud fra, hvad de er gode til, i stedet for hvad der kan være interessant og udfordrende på den lange bane. I handelsskolen var jeg god til sprog og afsætning, hvorfor jeg valgte en bachelor i marketing, men jeg fandt først rigtigt min passion, da jeg turde prøve noget nyt og udfordre mig selv. IT var en black box for mig i starten, men det viste sig at være det perfekte match.
Jeg vil opfordre unge til at tænke langsigtet og vælge et felt, hvor der er jobmuligheder. Man skal ikke bare tage en uddannelse, der lyder fin på papiret – man skal tage en uddannelse, hvor man kan udvikle sig og finde en karriere, der bliver ved med at være spændende. IT-branchen er fyldt med muligheder, hvis man er nysgerrig og klar på at lære.
