Når man træder ind gennem frontdøren, og går ind i de nyistandsatte og fredede lokaler i Lindved Mølle, der stammer helt tilbage fra 1847, er man er ikke i tvivl om, at man træder ind i noget helt unikt.
Lyden af vandet, der løber forbi møllen, duften af tørt træ, de skæve vægge samt udsigten til møllens oprindelige maskineri, kombineret med spritnye glasvægge, moderne hæve sænkeborde og computere gør det til et kontorlokale, man aldrig har set før.
Men det er faktisk ikke bygningen eller lokalerne, der er det mest unikke. Det er de mennesker, der for et par år siden besluttede sig for at starte en ny ERP-virksomhed, nERP.
Tre af virksomhedens seks medarbejdere, Jakob, Steffen og Maria har inviteret forbi, for at fortælle deres historie. Og vi har kvitteret med at give dem Månedens Brunsviger.
Familiefølelse frem for vækstrejse
De fleste iværksættere har ofte store drømme, når de starter virksomhed. Markedet, ja nogle gange hele verden, skal erobres med nye innovative produkter. Gerne hurtigt, med en aggressiv vækstplan og uden det store sikkerhedsnet.
Sådan forholder det sig bare ikke hos nERP. Langt fra.
”Vores mål er ikke en vækstrejse i sig selv, men at have det godt sammen. På en måde kan man godt sige, at vi måske er lidt tryghedsnarkomaner, der har mere fokus på at dyrke vores mangeårige kompetencer end det udadvendte salgs- og vækstfokus,” siger Jakob Hauge Madsen, der er en af de seks medarbejdere i virksomheden.
I det hele taget fylder familiefølelsen rigtigt meget i nERP. Nogle af dem har arbejdet sammen i over 20 år. De har fulgt hinanden gennem forskellige virksomheder, og er efterhånden blevet en lille tæt familie af gode kollegaer med stor indsigt i hinanden behov, styrker og svagheder.
”Man kan måske godt tro, at vi er nystartede, men nogle af os har arbejdet sammen i over 20 år, og vi har kunder, der har fulgt os gennem tre firmaer. Så for os handler det også om stabilitet og om at kunne lide at nørde, med det vi nu engang er gode til,” forklarer Steffen Berg Hansen, mens han rækker ud efter et stykke brunsviger idet lille hyggelige mødelokale, hvor vi har sat os for at snakke.
Det startede i Katalins kælder
Det var ikke, fordi de ikke trives på deres gamle arbejdsplads. Der var masser af gode opgaver og kollegaer.
Men når virksomheder bliver større, sker der ofte det, at den helt tætte relation til kollegaer og kunderne forsvinder lidt. Man kender ikke længere alle lige godt. Lidt ligesom at gå til en fætter/kusinefest i stedet for en familiefest.
Og den følelse af familie ville de alle seks gerne have tilbage.
Efter en del overvejelser og snakke valgte de endelig at sige deres gode job op og etablere nERP. Det var for øvrigt Jakobs kone, der fandt på navnet nERP, der er en forkortelse for New ERP.
Første lokation var dog ikke et større kontorfællesskab fyldt med andre ihærdige iværksættere eller i en eller anden rå gammel lagerhal i et industrikvarter i Odense.
De første mange måneder af virksomhedens liv foregik i kælderen i Katalins hus, ikke langt fra væddeløbsbanen i Odense, og med kaffemaskinen stående i vaskerummet.
Lige til nosserne til knæene hang
Efter et stykke tid blev kælderen dog lige lille nok for de seks mennesker. Tiden var kommet til at sige pænt tak for lån, og finde noget mere permanent. Og her faldt de pladask for den gamle vandmølle, der på det tidspunkt stadig var under restaurering.
Da de under fremvisningen af lokalerne så det gamle billede af en mølle med ordene ”Her pulede jeg hele natten lang, lige til nosserne til knæene hang.”, var de ikke i tvivl om, at møllen gemte på en masse historie.
For nERP er det vigtigt at bibeholde historien i alt, hvad de laver, da det er med til at skabe kulturen og stemningen på arbejdspladsen.
”Ligesom os selv, havde vandmøllen en lang historie, der skulle bevares, og samtidig så vi også et potentiale i den gamle bygning. Så det passede rigtigt godt med, hvor vi var i vores liv og gerne ville hen,” fortæller Maria Skræp Kjærgaard.
De gør da også selv en del for at skabe den helt rigtige kultur i virksomheden. Internt pynter de vandmøllen op til jul, så det ligner et helt nissebo, ligesom de arrangerer familiedage, hvor partnere, børn og børnebørn deltager.
Også kunderne mærker den tætte relation. Det er f.eks. ikke sjældent, at kunderne sender billeder fra deres ferie på Mallorca, bruger tid på at hygge sammen med folkene fra nERP eller lige ringer og ønsker alle en god jul.
Til jul klædte Maria sig faktisk ud som julemand og tog rundt til kunderne for at dele julegaver ud. En så stor succes, at de nu har bedt hende om også at komme rundt som påskehare i slutningen af marts.
Om det ender med Maria i et påskeharekostume, må tiden vise. Sikkert er det dog, at nERP altid er klar til at gå det ekstra stykke for både sig selv, hyggen og kunderne.