Går du forbi MedComs lokaler i Forskerparken, er det ikke umuligt, at du vil høre ”Kom maj du søde milde” strømme ud fra de åbne vinduer fra deres kontor. For hos dem er det en fast tradition, at man synger af højskolesangbogen til alle fællesmøder.
”Jeg tror, at det var helt tilbage i 2011, at Jens spurgte, om vi ikke skulle købe et klaver og nogle højskolesangbøger, så vi kunne synge sammen. Og det viste sig at være en god ide. Så nu er det blevet en tradition og også noget, som er blevet en vigtig del af det indre liv og kulturen hos os,” fortæller Lars Hulbæk, der er direktør i MedCom.
Normalt er det Jens Rahbek Nørgaard, der er chefkonsulent i deres systemforvaltningsteam eller Søren Gammelgaard, der er konsulent i standardteamet, der styrer klaveret og dermed også er med til at bestemme, hvilke sange der skal synges. Men uanset evner synger alle medarbejderne med på fællessangen.
”Faktisk bliver klaveret brugt mere end bordfodboldspillet på kontoret. Men kun fordi vi alle synes, at det er hyggeligt. Det er en fast aktivitet, der er med til at styrke fællesskabet og vise, at vi bruger tid med hinanden og er der for hinanden,” fortæller Lars Hulbæk.
For ham er virksomhedskulturen noget, der skabes af medarbejderne, og derfor også noget, der ændrer sig over tiden – alt efter hvilke medarbejdere der er ansat.
Løbeklubben blev f.eks. startet af nogle medarbejdere for nogle år siden, og for nyligt var der nogle af de yngre medarbejdere, der begyndte at arrangere padel tennis efter arbejdstid. Alt sammen noget der er med til at skabe en god og stærk medarbejderkultur i MedCom.
”Kunne man ikke…”
Spørger man ind til, hvad virksomhedens DNA er. Altså hvad Medcoms vigtigste grundbyggesten består af, er Lars Hulbæk ikke i tvivl. Det hele kan nemlig i bund og grund koges ned til sætningen ”Kunne man ikke…”
MedCom startede nemlig i 1994, fordi Henrik Bjerregaard Jensen, der dengang var informatikchef i Fyns Amt, sad og undrede sig over, om man mon ikke kunne automatisere nogle af de mange manuelle processer, der fandtes mellem læger, hospitaler, laboratorier og apoteker, ved hjælp af EDB.
Ret hurtigt viste det sig, at der også var andre i f.eks. Viborg, Odder og på Amager, der havde fået samme Kunne-man-ikke-tanke, og kort tid efter havde man i samarbejde med Amtsrådsforeningen, Sundhedsministeriet og private parter startet et landsdækkende 2-årigt pilotprojekt.
Formålet var at etablere et sammenhængende sundhedsdatanet ved at indsamle viden om, hvad der virkede lokalt, og så ”bare” udbrede de gode ideer og løsninger til hele landet.
”Vi har aldrig været hverken en it-virksomhed eller en myndighed, men fra starten været opbygget som en samarbejdsorganisation, som har skulle udbrede de mest innovative digitale løsninger på tværs af praksissektor, sygehuse og kommuner. Det tror jeg også, man kan mærke i vores tilgang til tingene. Vi er meget nysgerrige og kigger som det første altid på, hvordan vi kan få flere til at bruge en genial løsning.”
En knust pokal
Den tilgang har også høstet international anerkendelse og hæder af sig. Mens store dele af Europa stadig brugte faxmaskiner og fysiske breve, havde MedCom bl.a. sammen med sundhed.dk digitaliseret en stor del af samarbejdet mellem de forskellige sundhedsorganisationer og den borgervendte sundhedsdata og -kommunikation.
En digitalisering, der i 2004 endte med at sikre MedCom og sundhed.dk et fælles europamesterskab i eSundhed.
”Vi var helt vildt stolte over at vinde den ærefulde europæiske pris. Det var jo vores branches svar på en oscarstatue. Desværre indtraf katastrofen, og trofæet knækkede på tilbagerejsen i kufferten. Så det var med lidt røde ører, at vi måtte ringe og spørge, om de ikke lige kunne sende os en ny,” husker Lars Hulbæk.
Heldigvis viste det sig, at den daværende direktør var ferm på fingrene. Også når det handlede om at lime ting sammen. Så mens med de diplomatiske forhandlinger med juryen om en ny pokal foregik, lykkedes det MedCom at samle trofæet igen.
Det er årsagen til, at der i dag står både en pokal hos MedCom (med lidt skrammer) og en hos sundhed.dk (uden skrammer).
Pludselig blev videokonsultationer normalt
Selvom EM-kåringen for længst er nedlagt, oplever MedCom stadig en enorm international interesse for de løsninger, som de tilbyder.
Alene i de første fire måneder af 2024 har de haft besøg af delegationer fra Tjekket, Holland, Tyskland, Brasilien, Oman og Kina, som alle gerne vil vide, hvordan Danmark gør det.
Hvordan vi kan være så gode til at udbrede de sundhedsfaglige løsninger så bredt og effektivt, som vi gør det.
En af forklaringerne er ifølge Lars Hulbæk vores fælles bagvedliggende datainfrastruktur, som MedCom i høj grad har været med til at udvikle.
Et godt eksempel på dette var muligheden for at foretage videokonsultationer, da Covid-19 brød ud og lukkede landet ned.
”11. marts 2020 lukkede statsministeren landet ned pga. corona, men allerede 20 dage senere, kunne man lancere en national løsning for videokonsultationer, så danskerne havde mulighed for at kontakte deres læge live – uden at risikere smittespredning i venteværelserne. Den implementeringshastighed tror jeg ikke, man så nogen andre steder i verden,” siger Lars Hulbæk og tilføjer:
”Vi havde jo snydt lidt, ligesom de gør i TV-køkkenet. For vi havde allerede en national videoinfrastruktur, og de praktiserende læger havde allerede appen MinLæge.”
Inden Covid-19 var der dagligt omkring 100 videomøder i sundhedssektoren. Med den nationale løsning eksploderede tallet til 3.000 – 4.000 om dagen. Og selv her efter coronaen, har antallet ligget nu stabilt over 3.000 daglige videokonsultationer.
Så det har været en løsning, der ændrede måden, mange borgere kommunikerer med deres læge på.
30-års jubilæum
Det er dog ikke bare de faglige ting, som MedCom kan gå og fejre. 16. maj kunne MedCom fejre deres 30-års jubilæum, og selvom de måske nok i dag er mest kendt for dataudveksling og videokonsultationerne, så er det egentligt noget andet, som Lars Hulbæk mener, der i virkeligheden kendetegner dem.
”Vi starter sjældent med den store strategi, men er gode til at lade tingene boble op nedefra. At gribe de ideer, som det sundhedsfaglige personale selv kommer med, og så finde ud af, hvordan vi får det udbredt til hele landet.”
Og så gør MedCom en dyd ud af ikke at lave de perfekte løsninger. For hvis man bruger enormt lang tid på at gøre tingene helt perfekt, så ender de oftest med ikke at virke ude i den uperfekte virkelighed. Som et pilotprojekt der aldrig kommer op at flyve i hele landet.
For MedCom handler det derfor ofte om at være pragmatiske og sætte en standard, der også kan bruges i de uperfekte systemer.
Lidt ligesom en fællessang heller ikke behøver at være sunget perfekt af alle, for at den virker og skaber værdi.
Skal du være den næste til at modtage Månedens Brunsviger?
Hver måned finder vi en fynsk it-virksomhed til at modtage en brunsviger, der kan deles mellem medarbejderne i virksomheden.
Månedens Brunsviger handler om at komme om bag facaden og få de enkelte fynske it-virksomheder til at åbne lidt mere op for hinanden på en hyggelig og sjov måde, så man lærer hinanden at kende fra en mere uformel side også.
Det tror vi nemlig giver værdi og skaber et stærkere fynsk netværk. Det eneste, man skal gøre, er at fortælle en sjov, anderledes eller uventet historie om enten virksomheden eller direktøren, som må bringes her på hjemmesiden.