Det overordnede tema for årsmødet i år var Sundhed og sammen med 3 x (K)Christian stillede vi skarpt på, hvordan man som it-virksomhed kan støtte sine medarbejdere til sundere vaner.
Og må vi som virksomhed egentlig blande os?
Der blev trådt i pedalerne – ikke helt i Vingegaard stil – men tæt på, gået ca. 3 km på løbebåndet uden at være kapgang, da Christian og Christian delte ud af deres erfaringer om hvordan de arbejder med Sundhed i Oxygen og Umbraco.
Den 3. Kristian – godt nok med K udfordrede os med elastikker – næsten alle kunne holde sig fra at skyde med dem 😊 – og viste os nogle ganske enkle øvelser, som vi kan gøre i arbejdstiden – træningselastikken skal bare ligge klar i skuffen.
Bevægelse er forbandet vigtig for vores sundhed!
Og i vores branche, hvor vi sidder meget foran skærmen, var det lidt af en øjenåbner, da et af budskaberne var, at ”STILLESIDDENDE arbejde kan sammenlignes med RYGNING”, da bivirkningerne kan sammenlignes én til én!
Så ud at gå – hold møder i skarpt trav. Og skab i det hele taget en arbejdsdag, hvor der er plads til lidt fysisk aktivitet. Men husk altid – man kommer længst af frivillighedens vej.
Bestyrelsen i IT-Branchen Fyn blev genvalgt, så vi snupper to gode år mere, sammen med:
- Claus Tjelum Winther, Oxygen, Formand
- Kim Sneum, Umbraco, Næstformand
- Jesper Skov Jørgensen, IT Forum Gruppen
- Astrid Rechnagel UCL
- Hans Due Andersen, Helphouse.io
- Kenneth Seerup, IST Group
Vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og skaber endnu flere forretningsnære og faglige netværksarrangementer for vores fantastiske medlemmer på Fyn.