Travlt politisk efterår på vej

Velkommen tilbage fra ferie! Jeg håber, du har haft tid til at koble af, være sammen med dine nærmeste og bare nydt sommeren.

Travlt politisk efterår på vej

I IT-Branchen har vi brugt sommeren på at lade batterierne op, så vi er klar til et aktivt efterår, hvor der politisk sker rigtigt mange spændende ting.

Ny digitaliseringsstrategi på vej

I løbet af efteråret kommer der en ny digitaliseringsstrategi fra regeringen. En strategi der skulle være offentliggjort sidste år, men som blev forsinket pga. folketingsvalget, og som kommer til at sætte retningen for Danmarks fremadrettede digitalisering.

IT-Branchen er løbende kommet med input til strategien. Det har vi bl.a. gjort via vores deltagelse i regeringens digitaliseringspartnerskab, samt gennem en række konkrete udspil om f.eks. cybersikkerhed, den grønne omstilling og digital hjælp til sundhedssektoren.

Vi glæder os derfor til at se, om vores forslag er kommet med – og om strategien er ambitiøs nok til at kunne håndtere de udfordringer, vi som samfund står overfor i fremtiden.

Vi skal udbrede de gode offentlige it-løsninger

Mængden af sager, opgaver og data stiger overalt i det offentlige, samtidig med at behovet for effektive og borgernære it-løsninger øges. Det presser ikke bare de forskellige afdelinger, men også den enkelte medarbejder i deres hverdag.

Heldigvis findes mange af de løsninger, der kan løse udfordringerne i det offentlige allerede. De er bare ikke bredt ud.

I løbet af efteråret vil vi derfor komme med en række konkrete forslag til, hvordan man kan blive bedre til at skalere succesfulde løsninger, så man kan indfri det kæmpe potentiale, der ligger i at digitalisere det offentlige.

Iværksætterne har brug for bedre vilkår

Mere end halvdelen af alle danske iværksættervirksomheder dør indenfor fem år, og antallet af nye it-startups er faldende. Vi synes det er meget bekymrende, da en stor del af Danmarks fremtidige vækst og arbejdspladser skal bygges på netop dygtige iværksætteres succeser.

Derfor vil vi også gøre en stor indsats for at påvirke regeringens kommende iværksætteraftale, som vi forventer, præsenteres i løbet af efteråret.

Ét af de vigtige temaer er bl.a. mere vækstkapital til danske iværksættere, så de forbliver i Danmark. Her er der allerede taget nogle vigtige skridt, og IT-Branchen har gennem en årrække kæmpet hårdt for at bringe pensionsmidlerne mere i spil.

Nu skal pengene ud at arbejde hos iværksætterne, og vi er derfor i tæt dialog med bl.a. ATP om deres målsætning om at investere 6 mia. kr. i danske tech-iværksættere.

AI fylder alle steder – og rigtig meget hos os!

Med bl.a. ChatGPT og den hastige udvikling af AI, er kunstig intelligens pludselig kommet på alles læber. Især spørgsmålene om, hvad AI kan, skal og må bruges til, er blevet til en større samfundsdebat.

Heldigvis. For det er en teknologi der kommer til at påvirke alt omkring os, og derfor også noget, der er behov for at diskutere både bredt og dybt.

Gennem en række politiske udspil, artikler og events vil vi gennem efteråret da også sætte fokus på potentialerne og risici ved at bruge kunstig intelligens. Især i forhold til, hvordan it-virksomhed konkret kan og bør arbejde med AI.

Og så venter vi også i spænding på den kommende vedtagelse af AI-forordningen fra EU’s side.

Ses vi til lederdøgnet?

Sidst men ikke mindst vil jeg lige huske at invitere dig med til IT-Branchens lederdøgn, hvor vi i år vil give dig ny og anderledes inspiration til dit personlige lederskab.

Du kommer til at møde nogle af de største navne indenfor ledelsesudvikling. Blandt andet den internationale foredragsholder, bestsellerforfatter og Ph.d. ved Stanford Universitet Alex Soojung-Kim Pang og en af Danmarks mest efterspurgte ledelsesrådgivere indenfor emotionel intelligens (EQ), Mikkel Severin.

På lederdøgnet får du naturligvis også god tid til at netværke med dine kolleger, til at komme ud i naturen – og ikke mindst på dansegulvet.

Men uanset om det bliver i et af vores policy boards, til en af vores mange events eller på lederdøgnet, så håber jeg at se dig i løbet af efteråret, som en aktiv del af vores fællesskab i Danmarks største brancheforening for IT og Televirksomheder.

Hilsen

Natasha Friis Saxberg
Adm. direktør i IT-Branchen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *