Her er vinderen af Grunddataprisen 2026

Hvordan hænger åben data og beskyttelse af kritisk infrastruktur sammen? Det var en rød tråd på konferencen Danmarks Data, der satte samfundets grunddata i centrum og samtidig udgjorde rammen for uddelingen af den prestigefyldte Grunddatapris.

”Grunddata er ofte usynligt, men skaber stor værdi for samfundet” lagde Rikke Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen, ud med da dette års Danmarks Data-konference blev skudt i gang.

Men denne værdi for samfundet kommer ikke omkostningsfrit: ”Vores data ligger åbent, så alle kan få adgang, men verden har forandret sig, og det rejser dét væsentlige spørgsmål omkring, hvor meget data, der skal være åbent og tilgængeligt” fortsatte Rikke Zeberg og udpegede den modsatrettede tendens, der ligger i, at drivkræfter som geopolitik og grøn omstilling øger efterspørgslen efter grunddata, samtidig med at de selv samme tendenser leder til større krav om sikkerhed og strammere økonomiske rammer.

Med denne åbning blev vigtigheden af grunddata understreget, som er det absolutte fokus for konferencen Danmarks Data 2026, der er et samarbejde mellem Klimadatastyrelsen, Dansk IT og IT-Branchen. Og den forandrede verdensorden var svær at komme uden om, da Mette Stürup – fagchef for digitaliseringspolitik, Finans Danmark – fulgte op med et indlæg om resiliens i dén kritiske infrastruktur, som banker udgør, og som i disse år ikke kan se sig fri for at være påvirket af geopolitik, hybride trusler og AI.

Fra at have fokuseret på det overordnede miljø, der præger brugen af grunddata, blev der efter dagens pause zoomet ind på konkrete muligheder for brugen af grunddata i samfundet, da Søren Skov Jakobsen, direktør i Center Denmark, satte fokus på datadrevet grøn omstilling. Oplægget blev skarpt efterfulgt af seniorforsker v. Center for AI i Samfundet (CAISA) Andreas Bjerre Nielsen, der lagde fokus på Danmarks to data-stacke og dé mulige projekter, der findes ved brug af AI og grunddata.

Og vinderen er…

Og da dagens sidste oplæg var afrundet var scenen sat for at få udløst kulminationen på dagen, da Grunddataprisen 2026 skulle uddeles for 5. år i træk til dén private virksomhed, der har udmærket sig i at anvende grunddata i en innovativ digital løsning, som skaber værdi for samfundet. Juryen – der bestod af Rikke Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen, Ejvind Jørgensen fra Dansk IT, Natasha Friis Saxberg, direktør i IT-Branchen, Jeanette Hartz, direktør i Dansk IT og Pernille Kræmmergaard, direktør i DI2X – havde peget på tre virksomheder, der passede til prisens formål:

· Envira

· KM24

· Upsite

Men der var kun én virksomhed, der kunne vende hjem med det stykke bornholmske granit, der udgør Grunddataprisen…

Og det blev Envira!

Juryen begrundede deres valg med, at: ”Envira har en klar og bæredygtig forretningsmodel i kombination med en væsentlig innovation, hvor kombinationen af grunddata, satellitdata og AI løfter præcisionen og værdiskabelsen. Teamet viser stærk faglig indsigt og evne til at omsætte data til konkrete, brugbare produkter”

Og Envira fik med det samme mulighed for at sætte ord på deres arbejde med grunddata, da de indgik i fireside-samtale med tidligere vindere af Grunddataprisen E-nettet og Clever, hhv. vindere i 2022 og 2024.

Michael Wätjen, direktør, cBrain og forperson for IT-Branchens Policy Board for Offentlig Digitalisering, havde guidet os elegant i gennem dagens program, rundede dagen af med samle op på tematikkerne, indslagene og de gode diskussioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *