I Grønland lærer alle børn at kode

Over hele Grønland er der kreativ kodning på skoleskemaet. Alle fem kommuner er i gang med at undervise folkeskoleelever i Coding Class, og forløb nr. 100 er netop afsluttet.

I Danmark er teknologiforståelse endelig ved at blive en del af folkeskolen, men i Grønland er kodning allerede på skoleskemaet. Siden 2020 har den grønlandske virksomhed, og medlem af IT-Branchen, Tusass med stor succes arbejdet på at implementere Coding Class over hele Grønland.

Coding Class-forløbene skal skabe engagement og lyst hos børn og unge til at arbejde innovativt med it. Eleverne lærer at forstå den bagvedliggende logik, der er i de produkter de bruger til dagligt, så de kan gribe de digitale muligheder. Tilbage i 2016 søsatte IT-Branchen Coding Class-initiativet i samarbejde med lang en række medlemsvirksomheder og i 2020 kom ideen til Grønland første gang.

En ekstraordinær udvikling

Tusass har nu etableret partnerskaber med alle fem kommuner i Grønland og har rundet 100 Coding Class-forløb landet over:    

”Det har været en fantastisk rejse fyldt med læring og innovation. Jeg synes, det er ekstraordinært at være en del af den udvikling. Dette ville ikke være sket uden det gode samarbejde og netværk, der er blevet dannet undervejs!”  fortæller læringskonsulent i Coding Class fra Tusass, Nivi Thomassen Olsen, og fortsætter:

Vi har nogle dygtige elever med gode digitale og tekniske kompetencer, og jeg ser frem til at se mere til dem.”

Louise Madsen, lærer på Gammeqarfik i Aasiaat og underviser i Coding Class er også begejstret for forløbene:

Vi skal være klar til fremtidens kompetencer, for fremtiden er her nu, og jeg håber, at flere lærere vil få større kendskab til at undervise i faget. Lad os tage ansvar for vores egen læring.”

Vil du vide mere om Coding Class eller vil I støtte projektet? Læs mere her eller tag kontakt til Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation hos IT-Branchen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *