Her ligger branchens største vækstpotentialer ifølge McKinsey

Fra kunstig intelligens og cloud-teknologi til elektriske køretøjer og digital annoncering. Det er blot nogle af de brancher, der i 2040 vil generere trillioner af dollars. Det fastslår McKinsey i en ny rapport.

En ny rapport fra konsulenthuset McKinsey fremhæver 18 vækstindustrier med potentiale til at transformere den globale økonomi frem mod 2040. Under overskriften “The next big arenas of competition” har McKinsey udvalgt de industrier, der har størst potentiale for global vækst.

Industrierne spænder fra kunstig intelligens (AI) og cloud-teknologi til elektriske køretøjer og digital annoncering. Ifølge McKinsey kan disse sektorer tilsammen generere mellem 29 og 48 trillioner dollars i årlig omsætning med et overskud på mellem 2 og 6 trillioner dollars.

Vækstindustrier med enormt potentiale

Blandt de 18 identificerede industrier hører hovedparten under it-branchen. For den danske it-sektor er nedenstående industrier særligt bemærkelsesværdige.

Fælles for dem er, at de alle vurderes til at have betydelige vækstpotentialer:

E-handel: Potentiel omsætning op til 20 billioner dollars globalt set understøttet af stigende digitalisering og forbrugernes skift mod online handel.

AI-software og -tjenester: Forventes at generere op til 4,6 billioner dollars med fokus på automatisering, beslutningsstøtte og personalisering.

Cloud computing: Estimeret omsætning på 3,4 billioner dollars, da virksomheder søger skalerbare løsninger for at reducere omkostninger og øge fleksibilitet.

Elektriske køretøjer: Potentiale for 3,2 billioner dollars i omsætning, der er understøttet af den grønne omstilling og teknologiske fremskridt.

Digital annoncering: Forventes at nå 2,9 billioner dollars med øget brug af dataanalyse og målrettede kampagner.

Halvledere/semiconductors: Estimeret omsætning på op mod 2,4 billioner dollars, som er drevet af stigende efterspørgsel inden for AI, cloud computing, elektriske køretøjer, som alle kræver avancerede chips og øget produktionskapacitet.

Cybersikkerhed: Forventet potentiale på op mod 1,2 billioner dollars i takt med det stigende behov for beskyttelse mod digitale trusler.

Danske virksomheders muligheder og udfordringer

For danske virksomheder åbner disse globale trends op for store vækstmuligheder. Særligt AI-software, cloud-tjenester og e-handel er områder, hvor danske virksomheder kan udnytte deres styrker inden for digitalisering og innovation. Dog står it-branchen over for betydelige udfordringer.

Ifølge EU vil Danmark mangle op mod 200.000 it-specialister i 2030. Og som logisk følge heraf angiver næsten to ud af tre danske it-virksomheder, til IT-Branchens IT-Barometer fra 2024, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er deres største vækstbarriere.

Konsekvenserne er, at 32 % af virksomhederne har opgivet at besætte stillinger på grund af mangel på ansøgere. Og mere end hver tredje virksomhed har måttet sige nej til ordrer eller udskyde innovation.

Jagten på kapital er ligeledes over årene kun blevet et mere udtalt problem. Ifølge IT-Barometer var det i 2023 19,9 % af virksomhederne, der så manglen på kapital som en barriere for vækst. I 2024 er det 23,8 %.

Danmark skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne

Danmark står over for unikke muligheder i lyset af de vækstindustrier, som McKinsey har identificeret. Men hvis danske virksomheder skal udnytte disse muligheder fuldt ud, kræver det en samlet indsats fra både erhvervslivet og politikerne.

 I IT-Branchen mener vi, at kompetencemanglen skal adresseres gennem investering i uddannelse og opkvalificering, mens der også skal skabes gunstige rammevilkår for innovation. McKinseys analyse viser tydeligt, at de virksomheder og nationer, der formår at omfavne fremtidens teknologier, vil være bedst positioneret til at lede den næste bølge af global økonomisk vækst. For Danmark er det ikke blot en mulighed – det er en nødvendighed for at sikre vores fremtidige konkurrenceevne. 

Computerworld skriver: Indenfor disse industrier kan dansk it sælge mest de kommende år: Men mangel på medarbejdere bremser branchen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *