Fradrag på softwareudvikling genindføres – gælder nu også for hele 2025

Regeringen og Konservative her netop meldt ud, at straksafskrivninger genindføres med tilbagevirkende kraft. En god nyhed for især iværksættere i it-branchen.

Billede af ung fyr i iværksættermiljø

”Man skal indrømme, når noget ikke er gået helt efter planen. Og det skete, da vi – regeringen og et bredt flertal i Folketinget – fjernede straksafskrivning på software fra 1. januar 2025,” sådan starter kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) et LinkedIn-opslag.

Han skriver videre, at selve prioriteringen var rigtig, fordi den bidrog til finansieringen af andre og større erhvervsskattelettelser. Men at konsekvensen uforvarende ramte tech-startups alt for hårdt.

IT-Branchen kunne ikke være mere enig.

”Det er virkeligt positivt, at regeringen anerkender, at deres beslutning om at afskaffe straksafskrivninger for software ikke var den rigtige. De skal også have stor ros for, at ingen iværksættere kommer i klemme i 2025, da reglerne træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. januar i år,” udtaler Charlotte Holm Billund, chefkonsulent med ansvar for kapital og iværksætteri i IT-Branchen.

Et par turbulente år afsluttes nu

Straksfradraget gør, at virksomheder med det samme får lov til at afskrive de lønomkostninger, der bliver brugt på investering i og udvikling af software.

Et skattefradrag, der havde eksisteret siden 1991, men som blev skrottet i 2024, som del af iværksætterpakken.

Det skabte stor utilfredshed, især blandt tech-startups, hvor netop muligheden for at afskrive udvikling af software, patentrettigheder og knowhow har stor betydning – især i iværksættervirksomhedernes sårbare udviklingsfase, hvor de ofte i forvejen er presset økonomisk.

Dengang udtalte Charlotte Holm Billund:

”Konsekvensen er potentielt ikke bare manglende innovation og vækst, men også tab af vækstvirksomheder. For det er netop blandt de unge, teknologidrevne iværksættere, at næste generation af succesfulde danske it- og softwarevirksomheder opstår.”

Efter et kraftigt pres fra IT-Branchen og en række andre organisationer ændrede regeringen da også mening, og foreslog i finanslovsforslaget for 2026 at genindføre straksafskrivningerne på softwareudvikling fra 2026. Det efterlod dog et 2025, hvor hverken den gamle eller nye ordning var gældende.

Heldigvis har det politiske forhandlingsforløb betydet, at de nye regler nu indføres med tilbagevirkende kraft, så 2025 ikke bliver et ”tabt år”.

”Softwareudvikling er helt essentielt for rigtig mange startups, og at regeringen nu ”lukker hullet” og gør det klart, at de nye afskrivningsregler allerede gælder fra 1. januar 2025. Det har stor betydning for især tech-iværksætteres vækstmuligheder,” siger Charlotte Holm Billund.

Genindførelsen af straksafskrivningen har bl.a. betydning for de omkring 300 virksomheder, der hvert år får støtte gennem Innofounder og Innobooster – og hvor op mod 80% er softwarebaserede og befinder sig i en fase uden indtægter.

Hvis du vil vide mere

IT-Branchen arbejder med flere initiativer, der kan forbedre vilkårene for danske it-virksomheder, startups og vækstvirksomheder.

Senest har IT-Branchens Policy Board for Kapital og Iværksætteri lanceret udspillet Mere Risikovillig Kapital, hvor en af anbefalingerne netop er at genindføre straksafskrivninger for softwareudvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *