Et digitalt liv uden Silicon Valley – og med Europa i stedet?

Der bliver talt meget om Europas digitale suverænitet, og måske ligefrem en skilsmisse fra de store tech-selskaber. Men er det overhovedet realistisk eller ønskværdigt?

Billede af en knyttet næve på sort baggrund

Bør vi sige farvel til Silicon Valley og bonjour Europa? Det har vi spurgt tech-rådgiver, bestyrelsesmedlem og debattør Astrid Haug om i denne udgave af podcasten Blinde Vinkler, som IT-Branchen laver i samarbejde med PROSA og tech-journalist Marie Høst.

En personlig tech-skilsmisse

Siden januar 2025 har Astrid Haug været i gang med en digital skilsmisse fra Big Tech. Ikke blot som reaktion på at Trump blev præsident, men også fordi hun grundlæggende ikke bryder sig om, at få store virksomheder, ejer en så stor del af vores data og dagligdag.

Men kan man overhovedet være digital borger uden at bruge amerikanske platforme, softwareløsninger og hardware?

Det korte svar er ifølge Astrid Haug: Nej. Man kan ikke helt undgå de store tech-virksomheder i sin dagligdag, og det er måske heller ikke der vi skal hen.

For hende handler digital uafhængighed ikke om fuldstændig at boykotte amerikanske selskaber, men om at finde en bedre balance, hvor man i højere grad også benytter sig af danske og europæiske alternativer.

”Vi skal måske væk fra at bruge de store tech-selskaber i 80% af vores dagligdag, til kun at bruge dem 40% af tiden. Og det kan sagtens lade sig gøre, da der rent faktisk findes mange fede europæiske alternativer. Men det kræver, at vi gør noget selv,” forklarer Astrid Haug i podcasten.

Hun tror nemlig ikke på, at der kommer en bred politisk løsning omkring digital suverænitet, da man i Danmark og især EU ikke ønsker at optrappe en evt. handelskrig med USA.

Derfor ligge meget af ansvaret på en selv og i ens egen virksomhed, hvis man gerne vil gøre sig mere uafhængig af de store tech-selskaber.

Men lyt til diskussionen mellem Astrid Haug og Marie Høst i dette afsnit af Blinde Vinkler, og bliv klogere på hendes personlige erfaringer og råd til, hvordan man kan komme igennem en digital skilsmisse med tech-giganterne.

Du er også velkommen til at læse om IT-Branchens anbefalinger til øget dansk digital suverænitet, som digitaliseringsminister, Caroline Stage, også har været ude og rose.

Om podcasten Blinde Vinkler

Logo fra podcasten Blinde Vinkler

Bias er en uundgåelig del af livet, fordi vi hver især har et begrænset udsyn i verden.

Tanken om, at en maskine kan gøre det bedre end os, er forjættende og overalt støder vi på teknologi, der gennem sortering og anbefaling påvirker vores verdenssyn og vores beslutninger.

Men det vi putter ind i maskinen, er også det, der kommer ud. Og ubevidst bias bliver reproduceret – og i visse tilfælde forstærket – af teknologi.

Så hvordan drejer vi på bias-knappen og sørger for lige muligheder for alle? Det undersøger vi i podcasten Blinde Vinkler. Podcasten er produceret af PROSA og IT-Branchen og beværtet af tech-journalist Marie Høst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *