2,4 millioner kroner. Så meget tilfører hver enkelt udenlandsk dimittend inden for den tekniske og naturvidenskabelige sektor til den danske samfundsøkonomi.
Det gælder op til 13 år efter de studerende er blevet færdiguddannede. Udgifter til f.eks. SU, uddannelse og sundhed er trukket fra, og studerende, der er rejst hjem, efter de har modtaget eksamensbeviset, er modregnet.
En fortvivlende dårlig beslutning for it-branchen
Analysen taler dermed helt klart: De internationale studerende er uomtvisteligt en god forretning for Danmark.
Samtidig råber det danske erhvervsliv øredøvende højt efter de højtuddannede unge. Især it-branchen er særligt hårdt ramt både på kort og langt sigt. 84,5 pct. af alle it-virksomheder anser mangel på de rette it-kompetencer som den største udfordring for at vækste. Det viser IT-Branchens IT-Barometer 2022. Og det ser ikke ud til at blive bedre de kommende år for optaget af unge på it-uddannelserne er i år faldet med 9 pct.
Alligevel har de danske politikere besluttet at nedprioritere studier, hvor der undervises på engelsk, og at begrænse SU’en til internationale studerende.
”Det en fortvivlende dårlig beslutning at forsøge at holde de udenlandske studerende ude af Danmark” fortæller direktør for Politik og Kommunikation i IT-Branchen, Mette Lundberg, og fortsætter, ”både it-branchen og resten af samfundet leder desperat og forgæves efter kompetencerne, samtidig med at en del at løsningen står lige ude foran vores dør.”
Danmark skal rustes til fremtiden
Det er en af IT-Branchens store ønsker til den kommende regering, at vi får sikret et Danmark, der besidder de eftertragtede digitale kompetencer, som er hele forudsætningen for vores fælles fremtid. Mette Lundberg afslutter:
”Udenlandske studerende er i virkeligheden en gave når vi i den grad mangler kompetencer. Så vi må og skal åbne mere op dem igen for de er en af nøglerne til at holde Danmarks i front med den digitale omstilling. Det kan eksempelvis ske ved at genåbne engelsksprogede it-uddannelser og fjerne loftet på antallet af internationale studerende”.
Læs hele analysen fra Damvad her.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til IT-Branchens arbejde med at sikre fremtidens digitale kompetencer kan du læse mere om vores Policy Board for Digitale Kompetencer, eller du kan kontakte Mette Lundberg.