Når man taler om risikoen ved AI, falder snakken ofte på fake news, manipulation og biased data. Men vi glemmer måske, at den intelligente, digitale teknologi også er ekstremt forslugen på energi.
I følge Maja Hanne Kirkeby, Assistant Professor at Department of People and Technology på RUC, har verdens samlede software et energiforbrug, der svarer til hele Indiens – det 3. mest energiforbrugende land i verden.
Og alt efter hvordan man beregner det, udleder vores digitale løsninger 1,8-2,8% af de samlede CO2-udslip mod flyindustriens årlige 2%. Så vi kan som branche ikke se os helt frie for, at vi også spiller en rolle i klimaregnskabet.
Men hvor stort er problemet, og hvad kan vi gøre ved det? Det diskuterer Maja Hanne Kirkeby med techjournalist, Marie Høst, i denne episode af podcasten Blinde Vinkler, som vi producerer sammen med Ingeniørforeningen IDA.
Vi bør gentænke vores digitale energiforbrug
Selvom internettet og digitaliseringen netto forbedrer CO2-udledningen og energiforbruget i verden, så er der stadig mange steder, hvor vi kan optimere, hvis du spørger Maja Hanne Kirkeby.
”Alene det at vi er online, sparer faktisk CO2. Så det er en god ting. Men vi behøver jo ikke designe vores digitale løsninger med en møggreb, når det handler om, hvor meget de bruger i energi. Skal alting f.eks. loades fra en hjemmeside – Og hvor meget behøver man egentligt at sende frem og tilbage af data, for at få svar på et spørgsmål?”
Hun fortæller bl.a. om et eksempel, hvor det at fjerne et par enkelte linjers kode i en dataquery førte til en energibesparelse på 30%.
Men hun mener også, at mange datacentre skal gentænke deres setup, da de oprindeligt var sat til at opbevare data, men nu med AI skal bruge langt flere energiressourcer på også at beregne data.
Spørgsmålet er så, om it-sektoren af sig selv vil finde vejen til grøn AI, eller om der er brug for regulering, afgifter og mærkningsordninger, eller om ansvaret skal ligge hos forbrugerne, der så til gengæld skal have mere information om, hvor meget de reelt forbruger af energi om måneden pga. deres digitale devices.
Lyt med på diskussionen i denne episode af Blinde Vinkler – Og tag et kig og lyt på alle vores podcasts.