Kvanteteknologi redder vores digitale infrastruktur

Interessen for kvanteteknologi stiger eksponentielt disse år, men det er ikke uden omkostninger, for kvanteteknologi har potentiale til at nedbryde beskyttelsen af vores data. Løsningen er dog klar, vi skal begynde at overveje kvantesikkerhed allerede nu.

Kvanteteknologi er kommet for at blive. Kvantemarkedet er inden for de seneste år for alvor begyndte at røre på sig, og der tales nu om den anden kvanterevolution, som vil omvælte mange af de strukturer, vi kender i dag.

For hvor kvanteteknologi åbner enorme teknologiske muligheder, så rykker det også ved de teknologiske spilleregler.

Her skal du forestille dig, at du står foran milliarder og atter milliarder af døre, og at du kun har én nøgle, der ville åbne én af disse døre – og at du fysisk skal afprøve dem en ad gangen for at finde ud af, hvilken en der åbnes. Lidt forsimplet fortalt er det sådan, det foregår med dagens computere. De kan kun åbne en dør ad gangen, og deres computerkraft fortæller blot, hvor hurtigt de kan løbe mellem dørene.

Kvantecomputere er bygget helt anderledes op. De kan åbne alle døre på én gang med samme ene nøgle. Det gør dem helt absurd hurtige og ekstremt effektive – uanset om der er tale om en eller milliarder af døre. Derfor er man også sikker på, at kvanteteknologien vil kunne bryde selv de vildeste eksisterende krypteringer i verden på ganske få minutter.

”Vi har med den nyeste viden indenfor kvanteteknologi potentiale til at åbne al nuværende sikkerhedskryptering. Hvis det sker, vil beskyttelsen af en stor del af vores data forsvinde, og vil være lettilgængeligt for eksempelvis hackere. Mit bedste råd til alle virksomheder og myndigheder er derfor allerede nu at overveje kvantesikkerhed, herunder foretage en analyse af, om man har data, som også om mere end 5 år, vil være hemmelige. Disse data vil en hacker kunne fiske nu og senere åbne, når teknologien er klar. Jeg er bekymret for, at vi næsten allerede er for sent på den”, udtaler Troels Jensen, Head of Machine Learning and Quantum Technologies for KPMG.

Han undrer sig samtidig over, hvorfor danske politikerne ikke er mere interesseret i den åbenlyse sikkerhedstrussel, der lurer. Flere lande er nemlig allerede begyndt at tage situationen alvorligt. Senest besluttede USA at blackliste salg af kvanteteknologier til Kina, MI6 i England har været ude at advare om kvantesikkerhed, mens hackere måske allerede er begyndt at stjæle data, for at vente på, at disse data kan åbnes om ikke så lang tid.

Hvordan kan kvanteteknologi påvirke vores sikkerhed?

På særligt to områder vil kvanteteknologien ændre vores it-sikkerhed. Det gælder først og fremmest i forhold til data og kommunikation, hvor kvanteteknologien åbner for, at man kan trænge nemt og hurtigt igennem den kryptering, som ellers indtil nu har beskyttet vores data.

”I princippet lukker vi hele tiden hullerne i dæmningen, når vi løser et hackerangreb. Men om under 10 år, når kvanteteknologien for alvor har gjort sit indtog, er dæmningen helt skyllet væk. Derfor skal vi allerede nu bygge en ny dæmning, og det arbejde er slet ikke i gang,” fortæller Troels Jensen og fortsætter:

”Systemer er det andet område, hvor vores sikkerhed for en stund vil blive udfordret af kvanteteknologi. Løsningen er dog også kvanteteknologi. Her er kvantesikkerhed nødvendigt at overveje, hvis man vil være sikker på, at ens systemer også er beskyttet for fremtiden.”

Hvad kan din virksomhed gøre for kvantesikkerhed?

Troels Jensen opfordrer alle virksomheder, særligt dem der arbejder med persondata, kritisk virksomhedsdata eller kritisk infrastruktur, til at undersøge de muligheder, der faktisk allerede er på markedet.

”Start med at få et overblik over, hvor din virksomhed bruger kryptering allerede nu, og hvilket data, der er særligt vigtigt for jer, skal forblive beskyttet.” udtaler Troels Jensen, og fortsætter:

”Mit bedste råd til alle virksomheder, er at få lavet en risikoanalyse over sin forretning. Undersøg hvilke data der kunne være særligt udsat for potentielle kvantetrusler. Hvad er deres levetid og vigtigheden af dem? Så kan man lave en prioriteret liste over, hvor man bør sætte ind,” afslutter Troels Jensen.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om kvanteteknologi, hvad det er, og hvad perspektiverne i det er, så læs med her

Vil du gerne høre, hvordan IT-Branchen arbejder med kvanteteknologi og hvilke initiativer, der er på området, så er du mere end velkommen til at kontakte Charlotte Holm Billund for at høre mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *