Henrik kobler bedst af omgivet af hestepærer

For Henrik Kortermann Sørensen er det vigtigt, at både hans medarbejdere og han selv kan holde fri og koble helt af. Ellers får man ikke energien til at yde det bedste på arbejdet.

Der er nok ikke mange af Kortermann-IT’s 600 kunder, der forventer at se Henrik Kortermann Sørensen iklædt gummistøvler godt i gang med at muge ud i en hestestald eller reparere hegn omkring folden.

Men det er ofte sådan han foretrækker at holde sig beskæftiget, når han har fri fra arbejdet – og også derfor at Kortermann-IT modtager Månedens Brunsviger, hvor vi hylder dem, der vil dele deres historie med os andre.

”Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg nok, at heste mest af alt bare er noget man klapper eller har liggende i fryseren. Jeg er ikke lige så stor hestefan som min kone og ældste datter, men jeg nyder alligevel at bruge en masse tid omkring dem. For det giver mig mulighed for at koble helt af,” fortæller Henrik Kortermann Sørensen, der er adm. direktør i Kortermann-IT.

Derfor er det heller ikke unormalt, at man efter arbejde ser Henrik iført praktisk tøj, mens han knokler med at fjerne hestepærer fra familiens fire heste, fælder træer og graver hegnspæle ned.

Netop det, at kunne lave noget helt andet og få tankerne helt væk fra dagligdagen, giver ham en masse energi, som han kan tage med tilbage på arbejdet.

En filosofi som han også bruger som leder, hvor hans 20 medarbejdere får en stor frihedsgrad til at selv at planlægge deres hverdag og holde helt fri, når arbejdsdagen er omme.

Startede på havnen i Svendborg

Det lå ellers ikke i kortene, at Henrik Kortermann Sørensen skulle være selvstændig. Med to forældre, der begge var selvstændige, vidste han om nogen, hvad det krævede at starte op for sig selv.

Da han i 2006 luftede ideen til at droppe karrieren som konsulent og starte sit eget, var forældrenes første spørgsmål da også: ”Er du klar over, hvad du går ind til?”

Netop fordi han var vokset op med forældre, der havde egen virksomhed, var han klar over, hvad der skulle til: Et kontor at arbejde fra, masser af kundekontakt og så ellers bare benhårdt arbejde.

”Selvom jeg i starten tænkte: ”Aldrig i livet om jeg skal være selvstændig”, så var det især Christian Petersen, der blev ved med at spørge, hvorfor jeg ikke startede mit eget. Så jeg kan i den grad takke ham for, at jeg endte med at tage springet og kastede mig ud i det,” udtaler Henrik Kortermann Sørensen.

Starten var dog meget beskeden. Henrik fik lov til at låne et skrivebord hos Christians virksomhed på Svendborg havn, der levede af videresælge korn og foderstof. Og så var det ellers bare at køre ud og hjælpe små og mellemstore virksomheder omkring Svendborg med opsætning af pc’ere, servere, netværk, etc.

Noget som viste sig at Henrik var enormt god til. På bare tre måneder havde han fået over 100 kunder og kunne ansætte sin første medarbejder. Og siden er virksomheden bare vokset og vokset.

Det handler om at være i øjenhøjde med hinanden

I dag har Kortermann-IT over 600 kunder og omkring 20 ansatte. Det handler stadig i høj grad om at hjælpe kunderne med at outsource deres it, men over årene er produktpaletten blevet udvidet til også at omfatte telefoni, videoovervågning og diverse udviklingsopgaver.

Spørger man Henrik, er det dog i sidste ende ikke produkterne, der har skabt deres succes, men deres tilgang til hinanden og deres kunder.

”Uanset om det handler om medarbejdere eller kunder, så gælder det om at være i øjenhøjde med hinanden. Man skal være god til at lytte, så alle føler sig hørt og samtidig tale et sprog, som den anden forstår. Det tror jeg, har været det vigtigste for vores succes.”

Og så må der gerne være plads til humor og lidt fis og ballade, så det hele ikke bare bliver kedeligt og gråt.

De sociale aktiviteter fylder da også noget i Kortermann-IT, hvor der både er plads til fodboldgolf, bowling og badmintonturneringer.

”Vi har en ret flad og uformel struktur hos os, hvor man sagtens kan se mig gå og smide pappet ud i containeren. Og så tror jeg, det er vigtigt, at vi også kan møde hinanden uden uniformen på, og en gang i mellem lave noget, der ikke har med arbejdet at gøre, og hvor vi er sammen som mere end blot kollegaer. Det betyder meget for den kultur og succes vi har i virksomheden,” forklarer Henrik Kortermann Sørensen.

Skal du være den næste vinder af Månedens Brunsviger?

Hver måned kårer vi en fynsk it-virksomhed til at modtage en brunsviger, der kan deles mellem medarbejderne i virksomheden. Skal I være de næste?

Månedens Brunsviger handler om at komme om bag facaden og få de enkelte fynske it-virksomheder til at åbne lidt mere op for hinanden på en hyggelig og sjov måde, så man lærer hinanden at kende fra en mere uformel side også.

Det tror vi nemlig giver værdi og skaber et stærkere fynsk netværk.

Det eneste, man skal gøre, er at fortælle en sjov, anderledes eller uventet historie om enten virksomheden eller direktøren, som må bringes her på hjemmesiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *