Hver 4. af statens store it-projekter lyser rødt

De røde advarselslamper er tændt i 25% af statens store it-projekter. Det konkluderer Statens It-råd i deres netop offentliggjorte rapport.

Hver 4. af Statens store it-projekter lyser rødt

Statens It-råd har i deres årlige statusrapport vurderet 48 igangværende it-projekter, hvor man samlet forventer at skulle investere 15,8 mia. kr. Her kommer It-rådet frem til, at hele 12 af projekterne skal have et rødt trafiklys, mens 8 tildeles et gult trafiklys.

Dermed har andelen af problemfyldte projekter ikke ændret sig markant de seneste fem år, hvor ca. hvert fjerde projekt har været i rød, hvilket vækker bekymring hos It-rådet.

Det er især de økonomisk store og langvarige it-projekter der er udfordret, da der ofte ikke er balance mellem myndighedernes aktivitets- og ressourceniveau, konkluderer de.

”Det er helt tydeligt, at der er brug for at stramme op på statens tilgang til it-udvikling. F.eks. bør man genoverveje om store komplekse projekter kan deles op, eller på anden måde gøres mindre komplekse. F.eks. gennem regelforenklinger eller mere digitaliseringsklar lovgivning,” udtaler Martin Jensen Buch, chefkonsulent i IT-Branchen.

Også fremgang at spore

It-rådet har dog også ros til statens overordnede arbejde med it-porteføljen. Bl.a. roses myndighederne for, at er kommet bedre styr på risikovurdering, sikkerhedsopdateringer og dokumentation.

Særligt på sikkerhedsområdet noterer Statens It-råd, at der er sket markante forbedringer, hvor myndighederne har prioriteret midler og ressourcer til de mest kritiske it-systemer.

”Det er positivt, at der er sket en professionalisering af it-styringen, og at der bliver brugt flere midler på de samfundskritiske it-systemer. Men der er stadig alt for mange steder, hvor tingene halter faretruende i staten,” siger Martin Jensen Buch.

Teknisk gæld og mangel på kompetencer tynger

Myndighederne fortæller selv, at de er utilfredse med den tekniske tilstand i næsten hvert femte samfundskritiske it-system. For hvert ottende samfundskritiske system står det så galt til, at systemet slet ikke kan genudbydes.

Statens It-råd konkluderer derfor, at den tekniske gæld er blevet alt for stor, og at myndighederne bør bruge en større del af deres it-budget på at vedligeholde og udvikle den eksisterende systemer.

”Myndighederne har alt for længe syltet vedligeholdelse og videreudviklingen af deres eksisterende systemer. Det gør, at vi i dag står med kæmpestor udfordring i forhold til forældede systemer, der stor set ikke kan sikkerhedsopdateres, videreudvikles eller integreres med andre systemer, hvilket øger omkostningerne, kompleksiteten og udviklingstiden i staten.”

Desværre virker det ikke som om, at der findes folk internt, der kan håndtere udfordringerne. Tværtimod. På tværs af ministerierne oplever man en tilbagegang i myndighedernes interne ressourcer med teknisk viden om de kritiske it-systemer.

”Selvom der er en ambition om et decideret konsulentstop i det offentlige, står vi overfor den helt konkrete udfordring, at myndighederne ikke selv kan løfte opgaven, da de ikke har de interne kompetencer til det. Så der ligger en stor udfordring her,” forklarer Martin Jensen Buch.

Statens It-råd slutter af med at komme med tre anbefalinger:

  1. Myndighedernes ledelser skal tage større ansvar for at sikre den rette balance mellem aktiviteter og kapacitet i it-styringen.
  2. Myndighederne skal nedbringe deres tekniske gæld ved at bruge en større del af deres it-budget på at vedligeholde og udvikle den eksisterende systemportefølje gennem mindre delprojekter.
  3. Myndighederne skal blive dygtigere til at bringe deres it-projekter succesfuldt i mål ved at have større opmærksomhed på at slanke nye it-projekter mest muligt.

Baggrund for vurderingerne

Alle statslige myndigheder med årlige it-omkostninger på 30 mio. kr. eller derover og/eller ét eller flere samfundskritiske it-systemer skal deltage i review ved Statens It-råd.

En del af begrundelsen for de gule og røde trafiklys er, at projekterne enten oplever forsinkelser, fordyrelser og/eller forværring af gevinsterne. Overskridelserne på tid spænder over cirka to måneder til tre år, mens overskridelserne på økonomi går fra cirka to mio. kr. til cirka 50 mio. kr.

Følgende ministerier har haft it-projekter, der er blevet vurderet af it-rådet i 2023:

  • Beskæftigelsesministeriet
  • Børne- og Undervisningsministeriet
  • Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
  • Erhvervsministeriet
  • Finansministeriet
  • Forsvarsministeriet
  • Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  • Justitsministeriet
  • Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
  • Miljøministeriet
  • Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
  • Skatteministeriet
  • Transportministeriet
  • Uddannelses- og Forskningsministeriet
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet

Her kan du læse hele Statens It-råds Statusrapport 2023 samt appendiks med specificering af de enkelte projektvurderinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *