Selvom mere end halvdelen af it-branchens direktører fortæller, at de vil arbejde med UX og brugeroplevelser i 2017, kan det være en svær disciplin at mestre. Især fem centrale udfordringer, vil langt de fleste virksomheder blive mødt med, når de for alvor går i gang med IT løsninger der sætter menneskets behov i centrum.
1. Hvordan regner vi gevinsterne ud på forhånd?
Man kan kun udregne en gevinst, hvis man kender valutaen. Ikke alle virksomheder måler på brugervenlighed eller brugeroplevelse, og det gør det vanskeligt at udregne eventuelle gevinster i forbindelse med adoptering af nye systemer eller nye arbejdsgange.
Det er en forudsætning for den gode brugeroplevelse, at man kan argumentere for den. For at kunne udregne gevinster ved at forbedre brugerrejsen, kræver det grundig kortlægning af eksisterende processer, inden man går i gang med at beregne de potentielle gevinster.
Et godt råd er at starte med at høste de lavthængende frugter. UX-koncepterne skal derfor ikke være for brede. Start med at lave det I kan udregne gevinster for.
2. Kan vi finde alle i styregruppens ”why”?
I store projekter er der mange mennesker, som skal arbejde, for at hele maskinen virker. Men hvad nu hvis ikke alle er motiveret for at løse deres del af processen?
En af de helt store udfordringer når man skal bygge gode digitale brugerrejser på tværs er, at ikke alle i en styregruppe bliver drevet af de samme incitamenter.
Det gælder ikke bare om at sammensætte et hold, der kan træffe beslutninger og har den nødvendige erfaring, men også om at få kortlagt incitamenterne for alle i styregruppen. Regn med politisk benspænd, og prioriter det interne salg og kommunikation.
3. Angst for nye metoder
Angsten for at lave prototyper, at kunne fejle eller at måtte tegne noget og så ikke bruge det, kan stoppe mange UX-projekter.
Det farlige er dog ikke at prøve nye ting, men at forelske sig i en endelig løsning for tidligt, som ikke er testet på målgruppen. Alle UX-løsninger bør derfor testes – af brugerne.
Kommuniker hvad testen skal belyse, og hvem der skal benytte resultatet fremadrettet. Få de rigtige kompetencer i spil og undgå at beslutninger bliver taget på baggrund af styregruppens mavefornemmelse.
Når kvalitativt data benyttes, er det vigtigt fra start at gøre sig klart, hvad data skal sige noget om, og hvor højt data skal vægte i beslutningen.
4. Den uventede rekrutteringsudfordring
Rekrutteringsudfordringen i forbindelse med både brugertest og sammensætningen af det rigtige ledelsesteam kommer ofte bag på mange.
Mht. brugertest, er det vigtigt at kunne teste hele vejen rundt, og man skal derfor sørge for at sammensætte testpersoner, så man både rammer slutbrugere, brugere og interessenter.
5. Digitalisering er ikke en værdi i sig selv
Husk at se ud over den digitale løsning. Nu handler det om at bringe værdien for den enkelte borger og for den enkelte virksomhed i spil.
Sørg for at selve målet med den forbedrede brugeroplevelse aldrig bliver glemt.
Du kan altid finde mere inspiration på dengodebrugeroplevelse.dk, hvor vi har samlet flere god råd og cases på UX.