Alvoren er gået op for politikerne på Christiansborg. Cybersikkerheden er vigtig for Danmarks fælles forsvar og fremtidige sikkerhedspolitik, og skal tænkes ind, når vi i de kommende år skal modernisere Forsvaret og styrke vores militære kapaciteter.
Af samme grund har IT-Branchen over de seneste måneder været på besøg hos de forskellige partier og forsvarsordførere for at tage en snak om det aktuelle cybertrusselsbillede, hybridkrigstendenser og vores bud på, hvordan vi øger digitaliseringen og cybersikkerheden af det danske forsvar.
”Der er nok at bruge et øget forsvarsbudget på, hvis vi skal leve op til vores NATO-forpligtelser og styrke vores klassiske, militære kampkraft. Heldigvis møder vi også stor politisk forståelse for, at et skærpet, hybridt trusselsbillede stiller nye krav til forsvar og sikkerhed – herunder ikke mindst cybersikkerhed,” siger Troels Johansen, chefkonsulent i IT-Branchen.
Et nyt men vigtigt politisk område
Der er ingen tvivl om, at cybersikkerheden er et nyt område for mange politikere, og at der derfor er stor efterspørgsel på vores medlemmers viden.
Både i forhold til, hvordan vi konkret skal imødegå cybertruslerne, samt hvordan vi politisk og organisatorisk kan understøtte indsatsen på tværs af ressortområder og inden for de lovgivningsmæssige rammer.
”Vi har mødt stor interesse for vores agenda hele vejen rundt, og vi står klar til at løfte vores viden ind i forhandlingerne. Men det er også en stor opgave, fordi det er ny måde at tænke forsvars- og sikkerhedspolitik på. Så det er godt, at vi er i tæt dialog med alle partierne, da det er en opgave, vi kun kan løse sammen,” udtaler Troels Johansen.
Du kan læse IT-Branchens samlede forsvarsudspil her.