Misinformation skal bekæmpes som en virus

Ligesom med virus skal misinformation bekæmpes i små doser. Det viser seneste forskning.

Misinformation skal bekæmpes som en virus

Sander van der Linden, der er professor i psykologi ved Cambridge University, har med sin forskning vist, at man kan modstå misinformation bedre, hvis man får en lille smule af det, inden man bliver ramt af den reelle misinformation. Præcis på samme måde, som en vaccine virker mod en virus.

På mange måder fungerer misinformation ifølge professoren som en biologisk virus. Den har også brug for en vært, den kan koble sig på og udvikle sig fra, så den derfra kan sprede sig til andre. Og ligesom med virus, er misinformation svær at kurere, da der ikke som sådan findes antibiotika mod den.

Ifølge Sander van der Linden er en misinformations ”virus” typisk bygget op af seks karakteristika, der får misinformationen til at trives og vokse:

  • Følelser – Der f.eks. skaber frygt eller vrede
  • Efterligning – F.eks. falske konti, der udgiver sig for at være en kendt person eller virksomhed
  • Polarisering – For at drive folk fra hinanden
  • Trolling – Hvor man bruger ”madding” til at lokke folk mod en bestemt holdning
  • Konspiration – Der udnytter hjernens behov for at kunne sætte ting sammen
  • Miskredit – F.eks. at kalde troværdige medier for Fake News

Seks karakteristika som er med til at manipulere vores oplevelse af sandhed, og som desværre trives globalt. Specielt hvis de får lov til at trives i lukkede cirkler.

I World Economic Forums The Global Risks Report 2024, er ”Misinformation og desinformation” da også gået fra en 15. plads sidste år og direkte ind på førstepladsen i år over de ting, som ledere rundt om i verden ser som den største trussel over tid.

En YouGov-undersøgelse fra 2021 blandt 21 lande viser bl.a., at 42% af befolkningen i Spanien og Grækenland mener, at en hemmelig gruppe styrer verden og at en ud af fem amerikanere tror, at den globale opvarmning er fup og fidus.

Vi bliver bedre til at sortere i misinformation, hvis vi får det i små doser

Selvom ovenstående eksempler måske virker åbenlyse for de fleste, er vi som mennesker faktisk utroligt dårlige til at identificere misinformation.

Blot 4% af de forsøgspersoner, der har deltaget i Van der Lindens tests, var i stand til at identificere fake news.

Han fandt dog samtidig ud af, at mennesker bliver ret gode til at opdage manipulation og fake news, hvis de bare løbende blev eksponeret og trænet i det.

F.eks. udviklede han et online spil, Bad News, hvor man får rollen som en, der selv skal sprede falske nyheder. På den måde blev deltagerne langt mere bevidste om, hvordan misinformation blev skabt, og hvilke karakteristika de havde, så de lettere kunne genkende dem fremover.

Under coronapandemien udviklede hans forskerteam et andet spil, Go Viral, som havde til formål at få folk til at gennemskue misinformation omkring COVID-19. Her fik man rollen som manipulator, hvor man skulle interagere og påvirke andre via SoMe ved at bruge de seks karakteristika, som Sander van der Linden havde fundet frem til.

Hans konklusion, efter over en million har spillet de to spil, er, at hvis man løbende bliver præsenteret for misinformation (og er klar over det), så bliver man også bedre til at opdage fake news, konspirationsteorier o.lign.

Fuldstændig som en vaccine også indeholder en lille smule af den reelle virus og dermed gør kroppen modstandsdygtig mod den virkelige virus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *