Kan Niels Bohrs 100 år gamle teori skabe et væksteventyr på 400 mia. kr.?

Knap 100 år efter Niels Bohr modtog nobelprisen, fortsætter hans opdagelser med at skabe banebrydende teknologiske løsninger. Med kvanteteknologien står vi overfor en reel tech-revolution, som ikke bare vil forandre vores hverdag, mens som også kan blive et kæmpe vækstområde for Danmark.

Kan Niels Bohrs 100 gamle teori skabe et væksteventyr på 400 mia. kr.?

En ny rapport fra KPMG og IT-Branchen om kvanteteknologi i Danmark viser, at Danmark har en unik mulighed for at skabe sit næste store erhvervseventyr netop her.

Uddannelsesmæssigt er vi det land, der har flest kvanteforskere per indbygger, og vi er samtidig blandt de bedste, hvis man kigger på vores digitale infrastruktur. Så fundamentet er på plads.

Det gør os også til et oplagt land for at udvikle fremtidens kvanteteknologier i. Noget som internationale virksomheder og forskere allerede har opdaget, og derfor har lagt deres R&D kvanteforskning her i landet.

“Danmark har en helt unik fordel, som vi skal udnytte til at accelerere udvikling, vækst og eksport af dansk kvanteteknologi. Vi oplever allerede nu de første start-ups med fokus på kvanteteknologi, og vi ser ind i et globalt marked som om nogle år er over 400 mia. kr. værd,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Kvanteteknologien bliver starten på en ny epoke

De eksisterende processorer i computerne, sensorerne i medicinsk udstyr og de grønne teknologier, har på mange måder nået deres maksimum. De kan ganske enkelt ikke blive meget mere effektive eller mindre.

Det er en kæmpe udfordring, når verden samtidig udvikler sig så hurtigt både demografisk og teknologisk, som den gør.

Derfor står vi også overfor et uundgåeligt skifte til kvanteteknologien.

“Kvanteteknologi kan bl.a. anvendes til at simulere kemiske reaktioner med en hastighed, som en almindelig computer slet ikke kommer i nærheden af. Det betyder, at vi vil kunne finde frem til nye vacciner på en brøkdel af den tid, som vi bruger i dag. Vi ser lignende store potentialer inden for kvantesensorer og sikker kvantekommunikation,” udtaler Bent Dalager, leder af KPMG’s new tech afdeling.

Kvanteteknologierne giver også større it-sikkerhed. Den nye rapport peger på, at særligt kineserne har investeret i kvantekommunikation, for at forhindre at udefrakommende magter i fremtiden vil være i stand til at afkode al information, som vi i dag regner for sikker.

Det kan både være militære hemmeligheder eller digital infrastruktur som NemID, der kan være i fare for potentielle udenlandske angreb.

Denne kvanteteknologi bør vi i Danmark også begynde at anvende, og som rapporten påpeger, har vi førende forskere inden for kvantesikkerhed, som kan udvikle den yderligere.

Stort erhvervspotentiale for kvanteteknologi

Lande som Holland, England, Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina og USA har allerede nationale strategier på området og er i gang med at investere mia. i at opbygge fremtidens erhvervsmæssige økosystemer omkring kvante.

Derfor haster det også med at få udarbejdet en national dansk strategi på området, hvis vi ikke skal sakke bagud og gå glip af dansk vækst og arbejdspladser.

IT-Branchen og KPMG har i samarbejde med Industriens Fond udarbejdet rapporten, så man kan få et tydeligere billede af kvanteteknologien i en dansk kontekst, og en indsigt i de muligheder og udfordringer som den fører med sig for dansk erhvervsliv.

”Med udgivelsen af den nye rapport stilles det billede nu til rådighed for alle, der vil læse med, og som kan være med til at omsætte rapporten – og teknologien – til nye initiativer, innovative produkter og efterfølgende dansk vækst på et voksende marked,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.

Rapporten kan læses i sin fulde længde her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *