“Det er som at få en tidlig julegave”

Diversitet er lige nu på alles læber, men det kan være svært at sætte handling bag ordene. Med mentorordningen for kvindelige talenter i it er IT-Branchen med til at gøre en reel forskel for at udvikle og fastholde flere kvinder i branchen. På få år er initiativet blevet en dundrende succes og sætter igen rekord i år for antal deltagere.

Sådan sagde en kvindelig mentee, da hun fik besked om, at hun havde fået en kvindelig leder som mentor i dette års forløb af mentorordningen.

Diversitet og inklusion er vigtigt, det kan de fleste blive enige om. Vi er desværre stadig langtfra i mål. Det viser en tur ned af de danske ledelsesgange, her vil du oftere støde på en Lars end en kvinde. Det viser, at mere diversitet og inklusion nok er nemmere sagt end gjort.

Mentorordningen for kvinder i it er ét af IT-Branchens forsøg på at tage kampen op for at tiltrække og fastholde endnu flere kvinder til en karriere i it. Projektet er siden sin start i 2016 vokset støt til en stor succes. Hvert år melder stadig flere mentorer og mentees sig på banen, og i år er matchet 46 mentor-mentee par med start i 2022. Tallet for 2021 var 34 match.

I november i år blev mentorordningen også anerkendt, da Teknologipagtsrådet kårede mentorordningen som et ud af ni fyrtårnsprojekter, som andre kunne lade sig inspireret af.

”Vi er enormt stolte af, at vi kan samle så mange dygtige kvindelige topledere til at være med i vores mentorordning. På trods af travle kalendere afsætter de tid til at dele deres erfaringer og netværk, da de ønsker at inspirere og vise de mange karrieremuligheder der er inden for it til den yngre generation af kvindelige talenter. For talentmassen er derude – det er søgningen til mentorordningen et levende bevis på,” udtaler Charlotte Holm Billund, chefkonsulent i IT-Branchen.

Stor tilfredshed bærer projektet

Gennem årene har projektet fået mange positive tilbagemeldinger fra både mentorer og mentees. Hvor lysten til at få en erfaren og succesfuld mentor har gjort efterspørgslen på at deltage i ordningen stor, så er det særligt lysten til at give tilbage, der driver mentorerne. Mentorerne er kvindelig ledere fra en lang række virksomheder i og omkring i it-branchen fra bl.a. Atea, EG, Telenor, Tryg, Lundbeck, Microsoft og mange flere.

”I morges havde jeg mit første møde med min mentee. Vi talte om mål og ambitioner, netværk, ledelse og forventninger, og hvad der skal til for at lykkes. Mange fine refleksioner og tanker som nu skal føres ud i livet. Mentoring er en stor kilde til inspiration i min egen ledelse og giver mig masser energi på en grå mandag morgen. Tak til IT-Branchen for muligheden for at give tilbage.” udtaler Pia Riise, mentor og bestyrelsesmedlem hos Nexcom om det at være mentor.

Projektets succes fortsætter

”Vi har brug for at sætte diversitet endnu mere på dagsordenen, og det lykkes i høj grad med den store tilslutning til mentorordningen. Det er enormt vigtigt, at kvinder har synlige rollemodeller i it-branchen, så vi kan fastholde og tiltrække endnu flere af de kvindelige talenter der er derude. Vi glæder os allerede til at tage mentorordningen til nye højder i 2022,” udtaler Charlotte Holm Billund.

Vil du vide mere?

Vil du vide endnu mere om diversitet, så holder IT-Branchen i det nye år inspirational talk med Poornima Luthra, der vil fortælle, hvordan alle kan tage del i at skabe en inkluderende kultur.

Vil du vide mere om, hvordan IT-Branchen arbejder med diversitet, så læs vores håndbog

Vil du elleres vide mere om IT-Branchens initiativer mod mere diversitet, så er du meget velkommen til at kontakte Charlotte Holm Billund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.