Selvom Danmark har et højtspecialiseret sundhedspersonale, er der stadig mange opgaver og processer, der foregår manuelt og tager tid fra personalet.
Allerede i dag er der mange steder i sundhedsvæsenet ikke hænder og ressourcer nok til at kunne løfte de mange opgaver. Så der er behov for digitale værktøjer, der kan hjælpe dem med at varetage deres kerneopgaver og få hverdagen til at fungere.
Øget automatisering skal aflaste personalet
Skal man hjælpe sygehuspersonalet, er det vigtigt, at flere manuelle processer og arbejdsgange bliver digitaliseret, så medarbejderne får mere tid til deres kerneopgaver og patienterne.
IT-Branchens medlemmer er derfor gået sammen og har udarbejdet et hjælpekatalog over løsninger, der bl.a. kan hjælpe med at automatisere dagligdagen.
Det kan f.eks. være softwarerobotter, der automatisk registrerer data i systemerne, eller kan få de forskellige digitale løsninger til at tale sammen. Og det kan være talegenkendelse til indtastning af notater eller automatisering af logistik og ansættelsesforløb, så medarbejderne får frigivet mere tid.
Man kan komme rigtig langt ved at udbrede allerede eksisterende løsninger, som enten kun er implementeret enkelte steder i sundhedsvæsenet, eller som sundhedsvæsenet kan låne fra andre sektorer. Så potentialet er stort – uden det behøver at tage lang tid at implementere.
Du kan finde IT-Branchens samlede hjælpekatalog til sundhedsvæsenet her.
Sundhedsudfordringerne vokser i fremtiden
Desværre ser det ikke ud til, at sundhedsvæsenet får det lettere i fremtiden. Danmarks statistik forudsiger, at antallet af ældre vil være fordoblet i 2040, og at antallet af borgere med kroniske sygdomme vil være fordoblet allerede i 2030.
Samtidig vil der være færre borgere i den arbejdsdygtige alder til at tage hånd om de mange ældre og folk med kroniske sygdomme.
Dertil skal man lægge, at omkring 3.200 SOSU’er står til snart at gå på pension, og at antallet af deltidsansatte flere steder udgør 30-45% af arbejdsstyrken, mens sygefraværet pga. stress er markant højere end i resten af samfundet.
Så hjælpen haster, hvis vi ikke skal se et sundhedsvæsen, hvor flere medarbejdere bare giver op.