Sådan opsiger du medarbejdere under corona

Står din virksomhed overfor at skulle opsige medarbejdere pga. coronakrisen? Få hjælp til, hvordan du bærer dig ad juridisk, samt hvordan du tager den svære samtale.

Sådan opsiger du medarbejdere under corona

Covid-19 har sat sine dybe spor i det danske erhvervsliv. Dette kan mærkes hos juridiske rådgivere, som i øjeblikket møder mange spørgsmål angående opsigelse af medarbejdere.

Vi kommer derfor her nogle af de hovedpiner i møde, som vores medlemmer står over for, ved at sætte fokus på de oftest stillede spørgsmål.

Hvordan opsiger man rent juridisk?

Hvis din virksomhed har oplevet f.eks. mistede ordrer eller et fald i omsætning på grund af coronakrisen og derfor er nødsaget til at opsige medarbejdere, så vil de normale regler for opsigelse stadig være gældende.

I skal dog være opmærksom på, om der er noget i jeres overenskomst eller aftale, der afviger fra de normale regler, når det kommer til opsigelsesvarsler som følge af force majeure, da coronakrisen kan defineres som dette.

Skal din virksomhed opsige et større antal medarbejdere, også kaldet en kollektiv opsigelse, sker dette også stadig efter den normale lovgivning.

Når I foretager kollektive opsigelser, skal I altid meddele det til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd. Her skal I huske, at opsigelsen først har virkning fire uger efter, at I har sendt nummer to meddelelse til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd. Men har din virksomhed mindst 100 ansatte, og skal I opsige mere end 50 % af jeres medarbejdere, så har opsigelsen først virkning efter otte uger.

Det er vigtigt, at I overholder dette. Ellers kan de opsagte medarbejdere rejse krav om erstatning for det resterende opsigelsesvarsel, ligesom I kan blive mødt af bøder for overtrædelse af lov.

Der er intet krav om, at opsigelsen skal være skriftlig. Det anbefales dog, at I kan bevise den skriftligt af hensyn til evt. senere bevismæssige årsager.

Du kan her finde guides og læse mere om de juridiske forhold angående opsigelser.

Hvordan tager du opsigelsessamtalen?

Når du som arbejdsgiver står overfor den svære opsigelsessamtale, er der flere ting, som kan gøre processen mere overkommelig for de involverede parter.

Der hersker i denne tid megen tvivl om, hvor samtalen bør finde sted. Hvis medarbejderne stadig møder fysisk ind på arbejdspladsen, opfordrer vi til, at man tager opsigelsen som et klassiske møde. Hvis medarbejderne udelukkende arbejder hjemmefra eller remote, bør man tage samtalen virtuelt eller pr. telefon.

I begge tilfælde, er det vigtigste, at du som arbejdsgiver er velforberedt til samtalen og klar i din kommunikation.

Her er det afgørende, at man går lige til sagen og forklarer den pågældende person, hvorfor I har dette møde – inden for det første halve minut skal det gerne stå klart, hvad der er på dagsordenen.

Efter beskeden er blevet overleveret, anbefaler vi, at du sender den opsagte person hjem eller afslutter det virtuelle møde.

I bør derfor aftale en tid til et nyt møde en af de efterfølgende dage, hvor I kan snakke det praktiske i gennem.

At få nyheden om en fyring er en enorm omvæltning. Som leder bør du derfor imødekomme reaktionen ved at vise forståelse og støtte og altså give vedkommende tid og rum til at sunde sig.

Under en opsigelse skal man samtidig også huske resten af virksomheden. Det kan skabe stor utryghed blandt de ansatte, når en eller flere kollegaer bliver opsagt.

Vi råder derfor til, at du som leder holder et fællesmøde i virksomheden eller afdelingen – uanset om det er fysisk eller virtuelt. Du skal her tydeliggøre, at opsigelsen efter omstændighederne er et nødvendigt tiltag, men at det er de resterende ansatte, som I nu satser på.

Herefter bør du invitere de enkelte medarbejdere til samtale, så du sikrer et godt og sikkert arbejdsmiljø for alle i virksomheden fremadrettet.

Har du yderligere spørgsmål angående opsigelse, kan du som medlem altid kontakte IT-Branchens personalejuridiske hotline på 33 74 64 00 for gratis rådgivning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *