Mange it-virksomheder oplever lige nu markante prisstigninger fra deres leverandører. Således er priserne på f.eks. RAM på få måneder steget med omkring 30%, mens man også ser store prisstigninger på CPU’er, GPU’er og forskellige mikrochips.
Ifølge analytikerne er der flere prisstigninger på vej. Man forventer bl.a. at priserne på bærbare kan stige med op til 40%, mens priserne på hukommelseschip til servere kan blive fordoblet i løbet af 2026.
En prisudvikling der vil presse mange virksomheder. Vi har derfor spurgt IT-Branchens juridiske samarbejdspartner, HortenDahl, om, hvad man som virksomhed kan gøre.
Hvor står man juridisk ved markante prisstigninger?
Set fra et juridisk perspektiv er prisstigninger i denne størrelsesorden, varslet med få ugers varsel, en kraftig påmindelse om, at it-kontrakter ikke er statiske dokumenter.
Men hvad kan man som it-leverandør eller kunde gøre, hvis ens leverandør eller samarbejdspartner pludselig varsler store prisstigninger?
Det almindelige aftaleretlige udgangspunkt er, at hvis en aftale om løbende ydelser eller services, f.eks. hostingaftaler, ikke indeholder adgang for leverandøren til at ændre priserne, kan leverandøren ikke forlange, at priserne ændres. Heller ikke selvom leverandørens omkostninger til at levere ydelsen er steget.
Er store uforudsete prisstigninger force majeure?
Mange kontrakter indeholder ofte bestemmelser om force majeure, og det kan måske være oplagt at tro, at markante og uventede prisstigninger kan høre under dette. Men det kan man ikke umiddelbart.
Force majeure bestemmelser vedrører som udgangspunkt alene spørgsmålet om leverandørens ansvarsfrihed (eller at der slet ikke er misligholdelse) i ekstraordinære og uforudsigelige situationer, hvor det pga. en begivenhed som leverandøren ikke har kontrol over, er umuligt at levere.
Force majeure handler med andre ord om, hvornår leverandøren undgår ansvar for ikke at levere.
Dramatiske prisstigninger for leverandøren indebærer dels ikke umulighed, dels indeholder sædvanlige force majeure bestemmelser slet ikke en adgang til at opkræve en højere pris.
Du kan ikke bare hæve priserne. Så her er, hvad du skal gøre
Hvis leverandøren varsler og gennemfører en prisstigning uden hjemmel, vil dette som klart udgangspunkt udgøre en ensidig ændring af aftalen som kan blive anset for misligholdelse.
En ændring af prisen kræver, at der indgås en aftale mellem IT-leverandøren og kunden herom. Leverandøren skal i den forbindelse være opmærksom på bestemmelser i aftalen om ændringshåndtering, da der ofte er formkrav, som skal iagttages, for at en ændring kan anses for vedtaget.
1. Gennemgå alle berørte kundeaftaler nu
Leverandøren bør som det første gennemgå alle de berørte kundeaftaler og afklare, om disse indeholder bestemmelser om adgang til prisregulering eller genforhandling – f.eks. indeksregulering i takt med udviklingen i nettoprisindekset.
Indeholder aftalen en adgang til at gennemføre en regulering, bør det overvejes, hvornår reguleringen kan gennemføres, og om det vil være nok til at dække hullet for stigende leverandørpriser.
Desuden bør det undersøges, om aftalen indeholder bestemmelser om hardship. Hardship-bestemmelser går typisk ud på, at en leverandør fritages fra ansvar ved ikke at opfylde aftalen, hvis den manglende opfyldelse må anses for urimeligt byrdefuld.
Ligesom det er tilfældet ved force majeure indeholder hardship-bestemmelser dog ikke (eller kun ganske sjældent) adgang for leverandøren til at justere priserne over for kunden.
2. Indgå dialog med kunderne
Hvis aftalen ikke giver mulighed for prisregulering, bør leverandøren kontakte de berørte kunder med henblik på at indgå en aftale om en ny pris.
Hvis dialog ikke lykkes, kan leverandøren varsle en prisstigning i overensstemmelse med det opsigelsesvarsel, der er aftalt med kunden. Hvis varslingen er kortere end den aftalte opsigelsesfrist, kan gennemførelsen af prisændringen udgøre misligholdelse af kontrakten.
3. Fem juridiske værktøjer der kan fremtidssikre dine standardaftaler
Leverandører, der ikke har indrettet sine kundeaftaler til at håndtere ”pris-chok”, udsætter sig for en nærmest umulig situation. De kan hverken overholde aftalen på de oprindelige vilkår eller ændre dem uden at risikere at misligholde over for kunden.
Leverandørerne bør derfor have dialog med kunderne om dette. Her er nogle centrale kontraktværktøjer, man kan gøre brug af:
- Prisreguleringsklausuler (indeksering). Kontrakter bør ikke blot fastsætte en pris – de bør indeholde klare mekanismer for, hvordan prisstigninger fra underliggende leverandører kan reguleres og videresendes. Det kan ske ved indeksering til anerkendte komponentprisindeks, ved forud aftalte varslingskrav eller ved lofter for, hvor meget prisen kan stige inden for en given periode. Overvej desuden reguleringsfrekvensen, sædvanligvis sker det én gang årligt, men halvårlig eller kvartalsvis regulering bør overvejes i et volatilt marked.
- Opsigelsesret og exit-klausuler. Kontrakter bør give kunderne en reel og rimelig mulighed for at opsige aftalen, hvis priserne overstiger et aftalt niveau – uden at de straffes med urimelige ophørsvederlag. Tilsvarende bør leverandøren have en klar og transparent hjemmel til at hæve priserne, der er forankret i kontrakten fra begyndelsen eller alternativt en mulighed for at komme ud af aftalen.
- Hardship- og genforhandlingsklausuler. Den aktuelle situation er netop det scenarie, som hardship-klausuler kunde være designet til; en kombination af global forsyningskædeuro, AI-drevet efterspørgsel og geopolitisk usikkerhed, der tilsammen skaber et ekstraordinært prispres. Kontrakterne bør som minimum indeholde bestemmelser, der forpligter parterne til at genforhandle i god tro, hvis de underliggende markedsvilkår ændrer sig væsentligt. Det giver begge parter incitament til at finde en løsning frem for at ende i en tvist. Om muligt vil det være en fordel, hvis det også kan angives, hvilke forhold og parametre der skal forhandles ud fra.
- Shared risk-modeller og gain share. Andre shared risk-modeller, eventuelt kombineret med gain share, bør overvejes. Disse modeller fordeler risikoen ved markedsudsving mere ligeligt og styrker det langsigtede samarbejde.
- “Flow-through”-bestemmelser. Ved brug af sådanne sikres det, at dokumenterede prisstigninger fra (navngivne) underleverandørers side, f.eks. cloud-infrastrukturudbydere eller hardwareleverandører, automatisk eller med kort varsel kan videresendes til kunden. Klausulen bør angive, hvilke underleverandørkategorier der er omfattet, hvilken dokumentation der kræves, og et eventuelt loft for stigningen. Det skaber transparens og forudsigelighed for begge parter.
Konklusionen er klar, men der er hjælp at hente
Leverandørerne hænger på de aftalte priser, hvis der ikke kan findes en anden aftale.
Gennemgå derfor aftalerne nu. Identificér, om der er mekanismer til at håndtere markante prisstigninger fra underleverandørers side.
Og sørg for, at næste kontrakt indeholder den fleksibilitet, som markedet i dag kræver.
Som medlem af IT-Branchen kan du også altid gratis tage fat i HortenDahls it- og kontraktjurister.