IT-Branchen til Christiansborg: Sådan skal Danmark gribe AI

Toppen af dansk politik satte i sidste uge AI på agendaen på et møde på Marienborg. IT-Branchen har spillet ind til partierne, der deltager i de nuværende regeringsforhandlinger med vores anbefalinger.

Dekorativt foto

Torsdag i sidste uge skete der noget helt særligt i dansk politik efter en valgkamp, hvor AI ikke har været højt på agendaen. Alle partierne fra de igangværende regeringsforhandlinger deltog nemlig i et storstilet seminar på Marienborg om AI.

Et tydeligt tegn på, at man på Christiansborg og i de øverste lag af dansk politik nu endelig tager det alvorligt, at AI vil påvirke vores samfund helt fundamentalt allerede inden for de næste par år.

Teknologi er blevet afgørende for både vores økonomi og autonomi

I IT-Branchen mener vi, at AI bliver en strategisk forudsætning for Danmarks fremtidige handlekraft, og det er derfor positivt, at de danske politikere nu sætter spot på emnet:

“USA og Kina er i gang, og der er ingen, der venter på Danmark. Hvis vi ikke prioriterer det, så bliver vi efterladt på perronen. Vi er midt i et geopolitisk kapløb om at definere fremtiden. Det skal vi som land og som EU være en større del af,” udtalte IT-Branchens CEO, Natasha Friis Saxberg, i en artikel i Altinget i forbindelse med seminaret.

Også IT-Branchens direktør for politik og kommunikation, Mette Lundberg, udtalte sig i Computerworld om seminaret:

“Teknologi er blevet en strategisk magtfaktor, der definerer fremtidens samfund. Og er helt afgørende for både vores økonomi og autonomi. Øger vi ikke investeringerne i teknologi, vil en faldende konkurrenceevne risikere at koste os fundamentet for vores velfærd.”

AI er en af de teknologier, som i de kommende år vil forandre vores samfund og vores arbejdsmarked. Men i dag tegner Europa sig kun for 7% af de globale investeringer i AI.

Derfor har vi i IT-Branchen rakt ud til de partier, der deltager i regeringsforhandlingerne og spillet ind med vores prioriteter og anbefalinger.

5 anbefalinger fra IT-Branchen til, hvordan Danmark skal gribe AI

1. Regeringen skal lægge en langsigtet vision for AI i Danmark

Danmark skal høste de teknologiske gevinster ved AI og sætte strategisk retning

I Kina og USA har man for længst indset, at AI og digital teknologi er en strategisk magtfaktor og at de, der behersker teknologien, definerer fremtiden. Den kamp skal vi Danmark og Europa ind i.

Indsatsen er i dag for kortsigtet, fragmenteret og underfinansieret, og det gør at vi falder bagud. Vi har derfor brug for politisk lederskab på højeste niveau, klare prioriteringer og massive investeringer i AI fra dansk side.

2. AI skal behandles som strategisk infrastruktur. På linje med energi og forsvar

Som samfund skal vi styrke vores resiliens og robusthed

AI’s impact på vores samfund bliver ulig noget, vi har set tidligere og vil være en strategisk forudsætning for Danmarks fremtidige handlekraft – økonomisk, institutionelt og demokratisk.

Det betyder, at vi skal stå robust digitalt ift. vores data, fysiske infrastrukturer og systemer, som skal kunne fungere på tværs af sektorer. Hele livscyklussen skal være i fokus. Fra data og udvikling til implementering, drift og sikkerhed. Vores energi- og elnet skal geares til et stigende brug af AI.

3. Danmark har styrker inden for avanceret AI – det skal vi udbygge og investere mere i

Vi skal opbygge kapabiliteter til at kunne mere selv i Danmark og EU

Danmark har styrker inden for avanceret AI. Det skal vi udbygge og investere mere i. Vi hverken kan eller skal kopiere de AI-løsninger, som findes på markedet i dag. Vores styrke er at bygge videre på eksisterende teknologier og omsætte dem til konkrete løsninger i fx sundhed, grøn omstilling og offentlig administration. Her kan Danmark blive verdensførende.

Den offentlige sektor skal være en central AI -og teknologikunde

Vi skal bruge vores store offentlige indkøbsmuskel mere strategisk

Danmark har sammen med resten af Europa brug for en strategisk tilgang til, hvordan vi kan opbygge egen teknologisk kapacitet inden for kritiske sektorer. Ved at målrette vores indkøb kan vi hurtigere skalere teknologier og AI-løsninger udviklet i Danmark og Europa. Offentlige indkøb skal i højere grad bruges strategisk til at drive innovation og opbygning af stærk europæisk tech-sektor.

Alle danskere skal have AI-skills og forståelse for it-sikkerhed

Vi skal ruste danskerne til et arbejdsmarked i hastig forandring

AI vil påvirke arbejdsmarkedet markant de næste 5-10 år. WEF forudser, at en række jobs vil forsvinde, mens endnu flere vil komme til. I en omstilling er den største risiko ikke nødvendigvis, at jobs forsvinder, men at vi ikke har kompetencerne til at omstille os. Der er brug for en fond for teknologisk kompetenceløft og for at fjerne de politiske lofter, der i dag lægger begrænsninger på og gør tilpasningen af udbuddet af it-uddannelser ufleksibelt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *