I tredje del af IT-Branchen og IDAs podcast Blinde Vinkler dykker tech-journalist og vært, Marie Høst, ned i både den bias blinde og synshæmmede er udsat for i tech, men også hvilke positive muligheder teknologien her bringer med sig.
Med som gæster er Brian Lystgaard Due, lektor ved Københavns Universitet, som netop forsker i dette ved projektet BlindTech, og Hans Jørgen Wiberg, der er grundlægger af appen Be My Eyes, som forbinder blinde og synshæmmede med seende frivillige over hele verden gennem videoopkald.
Hør del 3 – Tech der lader blinde se på Buzzsprout.
Hør del 3 – Tech der lader blinde se på Spotify.
Hør del 3 – Tech der lader blinde se på iTunes.
Den visuelle kultur har overtaget kommunikationen
I vore dages audiovisuelle samfund er der mange udfordringer for blinde og synshæmmede. Dette gælder også på den teknologiske side.
”Den måde f.eks. hjemmesider er designet på er i højere og højere grad ud fra en visuel tankegang og en visuel arkitektur,” fortæller Brian Lystgaard Due.
Her er Instagrams enorme popularitet bl.a. et eksempel på, hvordan den visuelle kultur har overtaget kommunikationen.
Men til trods for dette ligger der stadig et stort potentiale i at kunne inkludere de blinde og synshæmmede i denne teknologi f.eks. gennem billedgenkendelsesteknologi.
”Samtidig med at teknologien bliver mere visuel, giver teknologien også mulighed for at fortolke det visuelle. Det er bare et spørgsmål om, at der er nogen, der bruger penge og tid på at gøre det,” siger Brian Lystgaard Due.
Teknologisk gamechanger
En af de teknologiske udviklinger, der har gjort mest for blinde og synshæmmede er smartphonen. Hvor teknologisk hjælp til handicap gennem tiden har været stigmatiseret og haft symbolske betydninger, som viser, man har et handicap, så er smartphonen noget alle bruger.
Den kan hjælpe blinde med voice-over effekter og vibrationer, og nyere modeller har teknologi som gennem kameraet kan genkende og beskrive både objekter, mennesker og tekst.
Netop smartphonen er også omdrejningspunktet for appen Be My Eyes. Gennem sit arbejde i Dansk Blindesamfund erfarede Hans Jørgen Wiberg, at mange blinde og synshæmmede var nødt til at foretage videoopkald med familie og venner, hver gang noget skulle identificeres, så som om mælken i køleskabet har overskredet udløbsdatoen, eller om ovnen nu er sat til den rette temperatur.
”På denne måde bliver man som synshandicappet holdt tilbage. Man er altid den, der lige skal have lidt hjælp,” fortæller han. For at komme over dette problem kreerede han derfor appen, så man hurtigt og nemt kunne komme i kontakt med nogen, der selv frivilligt ønskede at hjælpe.
Og rigtig nok var der et behov i markedet for dette. Et døgn efter lanceringen af appen havde 1000 blinde og 10.000 frivillige allerede tilmeldt sig. I dag er Be My Eyes en global succes med 250.000 synshæmmede brugere og fire millioner frivillige, som kan hjælpe på i alt 180 sprog.