ChatGPT ændrer dit arbejdsliv som CIO

Der er efterhånden ikke mange tech-interesserede personer tilbage, der ikke har haft sig en snak eller to med ChatGPT. Men når det kommer til virksomhederne og deres CIO’s er brugen af den nye teknologi en anden sag. Holdningerne favner vidt fra forbud til store investeringer.

Du har ikke kunne undgå at se screenshots af samtaler med ChatGPT i alle dine feeds. Dine kollegaer har snakket om det. Og næsten alle i branchen, både eksperter og privatpersoner, har forsøgt at bruge det. Generativ AI og hyper avancerede sprogmodeller er kommet for at blive. Og det er en teknologi, der med dens hastige udvikling er umulig at komme udenom. Fra lanceringen i november og til i dag har ChatGPT nået over 100 millioner brugere.

Et godstog er på vej

Som CIO er nye sprogmodellers indtog en af de teknologier, som man må og skal forholde sig til – selv, hvis der er en risiko ved det. Det mener, Thomas Angelius, CIO i Rambøll:

Jeg oplever flere have bekymringer om de nye AI-sprogmodeller. Tit med argumentet, at vi ikke forstår helt til bunds, hvordan de fungerer. Men helt ærligt. Hvor mange af os kan forklare, hvordan en mobil virker? Og alligevel bruger vi alle en hver dag.”

Og Thomas Angelius er ikke alene. Emil Sarauw, Head of Artificial Intelligence hos Droids Agency, er også en af de eksperter, som mener denne type af AI vil ændre vores vores verden.

”Tilbage i 2007-2008, der snakkede man jo hele tiden om, at det var da meget spændende med de der sociale netværk. Men i virkeligheden var det jo et godstog der var i gang med at ramme hele samfundet,” fortæller Emil Sarauw og fortsætter:

”Nu her 15 år senere kan vi bedre se, hvad det var, vi blev ramt af. Områder som nyheds-, PR og reklame-branchen er jo nærmest blevet vendt på hovedet, og den samme udvikling har medført forskellige kendte og ukendte psykologiske indvirkninger på os som forbrugere af sociale medier, som vi stadig forsøger at blive klogere på. Dén teknologiske udvikling vi er midt i lige nu med fremkomsten af de store sprogmodeller – den synes jeg lugter meget af den samme type disruption”.

Hvad kan du som CIO bruge teknologien til i dag?

Nogle af de muligheder, som den nye teknologi giver os, er endnu ikke afklarede. ChatGPT er trænet på baggrund af 45.000 GB tekstdata og har flere end 175 mia. parametre. Til sammenligning, påpeger Emil Sarauw, er der ”kun” 22GB tekstdata på hele Wikipedia. Den nyligt publicerede GPT-4 vurderes at være trænet på mere tekstdata og have op til 1000 gange flere parametre.

Nogle af de oplagte opgaver, som Emil Sarauw ser et potentiale for, at ChatGPT allerede i dag kan løse er:

  • Spørgsmål/svar (generelt eller på organisationsniveau)
  • Internetsøgning
  • Tekst og indholdsproduktion f.eks. til sociale medier
  • Kodning
  • Behandling af ustruktureret data (fritekst)
  • Legal tech
  • Oversættelse
  • Resumé
  • Personlig terapi
  • Personlig assistent i Word, Powerpoint mm.
  • Generelt dækkende personlig assistent (inden for nærmere fremtid)

Også Thomas Angelius ser flere muligheder for, at Rambøll kan anvende teknologien:

”Hvis du er en ekspert på noget og kan spotte fejlene hurtigt, så kan du bruge ChatGPT til at automatisere meget nemt og hurtigt. Og hvis du er totalt amatør på noget, så kan teknologien måske gøre det bedre, end du ellers selv ville kunne have gjort,” fortæller han og forklarer, at der begrænsninger for, i hvilke tilfælde Rambøll kan anvende teknologien:

Ofte så sælger du ikke services på et område, hvor du er totalt amatør, men hvor du er specialist. Det er det, vi gør. Så derfor kan man sige, at for os er der ikke er en kommerciel anvendelse med salg direkte til kunderne.”

På indersiden af Rambølls kundeleverancer ser Thomas Angelius til gengæld en anvendelse af generative AI til fx at styrke de eksisterende processer f.eks. til kontraktstyring. Fordi ChatGPT opererer på dagligdagssprog kan systemerne forhåbentlig forstås og anvendes af en større brugergruppe end tidligere.  

Hvor skal vi stoppe op?

Selvom både Thomas Angelius og Emil Sarauw er begejstrede for mulighederne i den nye teknologi, erkender de begge, at der er områder, hvor vi skal være påpasselige.

Ligesom alle mennesker er biased, så er de kunstige sprogmodeller det også. ChatGPT er trænet på store mængder engelsksproget viden fra f.eks. internettet, bøger og andre kilder. Den data er menneskeskabt.

Det betyder, at hvis du f.eks. beder ChatGPT om at forholde sig til en igangværende konflikt i verden, så vil du få en gennemsnitligt svar, hvem der har ret i den konflikt. Men det er jo ikke sikkert, at den holdning afspejler din eller din virksomheds holdning.

Emil Sarauw forklarer dog, at der til dels også er en fordel med sprogmodellerne: ”Det er i praksis nemmere at afklare bias i en model på en systematisk måde, end det vil være med mennesker. Der er eksempelvis eksisterende procedurer for, hvordan man kan kontrollere, om en machine learnings-model performer uagtet af fx køn. Det kræver dog, at man som bruger eller udvikler af machine learningsmodeller prioriterer at lave denne type undersøgelse”.

Compliance, datasikkerhed og privacy er nogle af de andre emner, som kan få CIO’s til stoppe op og holde igen med den nye teknologi. Og det er der gode grunde, til istemmer Thomas Angelius:

Hvad med alt den information, vi propper ind modellen? Hvor ryger det data hen? Og kan man egentlig få det ud igen? Det er nogle af de ting, vi endnu ikke er helt klar over. ”

Med andre ord skal man som virksomhed holde sig sit ansvar om datasikkerhed og privacy bevidst. En løsning, som Emil Sarauw, foreslår er allerede nu, at lave guidelines for, hvordan og til hvad de ansatte må bruge og anvende sprogmodellerne.

Og én ting er de begge enige om. Løsningen er ikke at gå i baglås, men til gengæld konstant at vurdere risiciene ved at bruge teknologien:

”Det der med at sige, ’Jeg vil først gå ind i det, når jeg 100% forstår det’. Ja, så bliver man i hvert fald ikke den første til at implementere noget som helst nogensinde,” afslutter Thomas Angelius.

IT-Branchens CIO Transformation Board

Thomas Angelius er en del af IT-Branchens CIO Transformation Board. Her samler vi landets mest visionære CIO’s. I boardet sidder CIO’s fra store og mellemstore virksomheder, hvor digitalisering udgør en strategisk del af forretningen, men hvor man også vil mere end blot at digitalisere forretningen. Læs mere her eller kontakt Anne Sofie Josephsen.

Vil du vide mere om kommercielle de muligheder og faldgruber ved Generative AI?

Bliv klogere på AI og alle de nye muligheder som bl.a. ChatGPT åbner for virksomheder. Deltag i IT-Branchens event i Dansk Arkitektur Center d. 25. april. Det er gratis for medlemmer at være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *