Både offentlige kunder og it-leverandører oplever ofte juridiske, organisatoriske, teknologiske og etiske dilemmaer, når man ønsker at bruge data i det offentlige.
Mange steder ender disse dilemmaer med at blive en stopklods for udviklingen af de rigtige løsninger. Det er uheldigt, da der findes mange gode konkrete eksempler på, hvordan man kan løse disse udfordringer.
IT-Branchen vil medvirke til, at potentialet ved anvendelse af data i det offentlige indfris. Vi vil sørge for at både it-virksomheder og det offentlige klædes på til at tage en dialog om dataanvendelse i det offentlige – bl.a. ved at dele de gode eksempler på, hvordan andre konkret har løst de forskellige dilemmaer.
Et dilemmaspil til alle offentlige it-afdelinger
Vi vil udvikle et dialogbaseret kortspil baseret på de juridiske, organisatoriske, teknologiske og etiske dilemmaer, som man typisk møder i det offentlige.
Kortspillet sendes til alle it-chefer i landets kommuner, til regionerne samt til statslige instanser.
Derudover skal det bruges på events og sendes ud til IT-Branchens medlemmer, så de kan bruge det overfor deres offentlige kunder. Spillet vil også findes også i en online version på itb.dk, så man kan spille den via pc, tablet og mobil.
Dilemmapillet skal få medarbejdere involveret i offentlige dataprojekter til at diskutere potentielle dilemmaer ved datadeling og -anvendelse. Hvis der opleves udfordringer, skal man i kortspillet kunne finde gode cases på, hvordan et sådant dilemma konkret er blevet løst andre steder i det offentlige.
Og det er her, din virksomhed kommer ind i billedet.
Dit bidrag er vigtigt
For at lave et godt og relevant dilemmaspil, der bruges aktivt i it-afdelingerne i det offentlige, har vi brug for din hjælp til at fortælle de gode historier.
Vi har i nedenstående udarbejdet en række dilemmaspørgsmål, som man typisk oplever i det offentlige. Har du eller dine offentlige kunder løst en af nedenstående dilemmaer, vil vi rigtigt gerne høre fra dig.
Du skal blot skrive, hvad I og/eller jeres kunde konkret gjorde for at løse dilemmaet. Da casen skal kunne stå på et kort, er det vigtigt, at du ikke bruger mere plads end beskrevet her:
- Beskriv den konkrete udfordring hos kunden (maks. 250 tegn inkl. mellemrum)
- Beskriv den konkrete løsning på udfordringen (maks. 250 tegn inkl. mellemrum)
- Skriv kontaktinfo hos kunden, hvis man vil høre/lære mere
Send mail til rfh@itb.dk eller mjb@itb.dk med ovenstående casebeskrivelse samt tydelig information om, hvilket dilemmaspørgsmål det har løst.
Dilemmaspørgsmål vedr. jura
1. Der er klare fordele ved at drifte hele eller dele af løsningen i udlandet, men vi få udfordringer, hvis vi ønsker at placere data i udlandet.
2. Det vil styrke resultaterne, hvis vi samkører data fra forskellige registre, men vi er i tvivl, om vi må gøre det.
3. Vi vil gerne benytte en ny teknologi til en løsning, men bliver forhindret af forældet lovgivning, som ikke er fulgt med de teknologiske muligheder på området.
4. Vi har et ønske om en ny måde at bruge data på, men bevæger os ind i et område, hvor der endnu ikke er klare juridiske rammer for, om vi må dette.
5. Vi vil gerne anvende en række data for at skabe bedre sagsbehandling, men har ikke selv ejerskab over alle de nødvendige data.
Dilemmaspørgsmål vedr. organisation
6. Dataanvendelse giver os mulighed for at gøre noget på en ny måde, men vi er ikke sikker på, at vores organisatoriske rammer og beslutningsstrukturer er klar til dette.
7. Vi vil gerne dele data, men systemerne er i høj grad opdelt efter afdelinger/kontorer, og det giver udfordringer.
8. Vi kan gøre tingene bedre, hvis vi deler og anvender data fra forskellige dele af organisationen, men der er ikke en villighed til at gøre det alle steder.
9. Deling og brug af data på tværs af områder og kontorer kan give bedre løsninger, men ledelsen vil ikke prioritere disse projekter.
10. Vi vil gerne kommunikere både internt og eksternt om vores projekt, men er i tvivl om, hvordan det vil blive modtaget.
Dilemmaspørgsmål vedr. teknologi
11. Hvis vi fik adgang til flere data, kunne vi understøtte beslutninger og afgørelser bedre, men vores it-systemlandskab er ikke indrettet til dette.
12. Med den nye løsning får vi adgang til en masse data, men manglende integration med eksisterende it-systemerne gør det svært at automatisere sagsområder, beslutninger og afgørelser.
13. Der findes masser af områder, som kan effektiviseres og forbedres med bedre brug og deling af data, men vi er ikke sikre på, at datakvaliteten er god nok til, at den kan bruges.
14. Vi vil gerne samle en masse data, men er i tvivl om, hvorvidt vi har tilstrækkelig it-sikkerhed til at kunne dette.
Dilemmaspørgsmål vedr. etik
15. Vi overvejer at øge anvendelsen af data, men det vil kunne opfattes som problematisk af omverdenen, hvis vi gør det.
16. Ved at samkøre data, automatisere processer eller bruge kunstig intelligens, kan vi få bedre resultater. Men er i tvivl, om vi så stadig kan forklare, hvad der ligger til grund for en afgørelse/beslutning.
17. Hvis vi samkører data, kan vi bedre understøtte sagsbehandlingen ved at identificere f.eks. målgrupper, fejl og snyd. Men nogle borgere kan føle sig stødt af, at deres data bliver behandlet og vurderet i disse sammenhænge.
18. Ved at indsamle mere data om bestemte borgere indenfor et bestemt område, kan vi få et bedre beslutningsgrundlag, men hvordan sikrer vi, at data ikke er biased/skæv i forhold til sagsbehandlingen.