Nu er der hul igennem: ATP investerer endelig pensionsmidler i danske vækstvirksomheder

Med store investeringer i både Veo Technologies og Ferrosan Medical Devices har ATP indfriet sit løfte om at støtte op om nyskabende og teknologisk drevne virksomheder med stort vækstpotentiale, så de bliver i Danmark. Noget som IT-Branchen har kæmpet hårdt for.

Tilbage i 2021 tog pensionsselskabet ATP et ambitiøst skridt fremad i deres investeringsportefølje ved at oprette en pulje på 6 milliarder kroner til at støtte danske vækstvirksomheder.

IT-Branchen har spillet en afgørende rolle i at presse på for, at der blev oprettet en dedikeret pulje til danske vækstvirksomheder igennem danske pensionsmidler.

Derfor glæder det også Natasha Friis Saxberg, administrerende direktør i IT-Branchen, at vi nu ser midlerne være ude at arbejde i virksomhederne:

”Uden tilstrækkelig vækstkapital har Danmark ingen chance for at holde på vores succesfulde iværksættervirksomheder. Derfor har IT-Branchen gennem flere år kæmpet for, at ATP kan understøtte nogle af de mest lovende vækstvirksomheder gennem langsigtede investeringer, som vi nu ser med ATPs kapitalindsprøjtningen i Veo Technologies og Ferrosan Medical Devices. Det gør mig både glad og stolt, at det er lykkes – især på hele Danmarks vegne, da vi på den måde kan holde flere virksomheder på dansk jord.”

Ved at støtte vækstvirksomheder med kapital og rådgivning, bidrager ATP både med at skabe vækst i det danske samfund samtidig med at der fastholdes arbejdspladser i Danmark.

Derudover styrker ATPs investeringer i danske vækstvirksomheder også Danmarks position som et attraktivt centrum for innovation og bidrager til at reducere behovet for udenlandsk opkøb.

”For 5 år siden skulle vi have rejst pengene i udlandet”

For det kan have konsekvenser for både arbejdspladser og den danske økonomi, når danske virksomheder må se mod udlandet i jagten på kapital, hvor det i mange tilfælde også indebærer at hovedkontoret må flytte med.

En af de virksomheder, som har mod på at vokse sig endnu større på dansk jord, er Veo, som producerer kameraer med kunstig intelligens til at optage, live-streame og analysere fodboldkampe.

Spørger man Veos administrerende direktør, Henrik Teisbæk, er han da heller ikke i tvivl om, hvordan forløbet ville have været, hvis ikke ATP havde trådt ind i deres Serie C-investeringsrunde:

“For 5 år siden var det umuligt for os at rejse de nødvendige midler i Danmark. Jeg synes, det er fantastisk for dansk iværksætteri, at det danske kapitalmarked nu er i stand til at investere i vækstvirksomheder som Veo. Vi har brug for mange flere vækstvirksomheder i Danmark, der kan vokse sig store og skabe arbejdspladser herhjemme”

I 2022 indgik Veo en investeringsaftale med ATP som hovedinvestor til en sum af ca. 75 mio. euro (svarende til ca. 560 mio. kr.)

Flere investeringsbud

Da Veo skulle rejse ny kapital til at fortsætte sin vækstrejse, havde de flere tilbud på bordet at vælge imellem. Flere var fra udenlandske selskaber.

Men ifølge Henrik Teisbæk faldt valget på ATP, da deres investering er langsigtet, og fordi de samtidigt delte en lang række af de samme værdier.

”Jeg vil skabe en stor dansk teknologivirksomhed, der ikke alene skal være økonomisk levedygtig, men også være en attraktiv arbejdsplads for alle vores medarbejdere. Det var helt afgørende for os at finde en investor med et fælles værdisæt, som også afspejler vores mål om at tage socialt ansvar og styrke det danske erhvervsliv. Og alt det fik vi med ATP,” fortæller Henrik Teisbæk.

Siden Veo blev stiftet i 2015 har virksomheden udvidet sin tilstedeværelse betydeligt og har nu kontorer i København, Miami og London. Virksomheden beskæftiger i dag 280 ansatte fordelt over otte forskellige lande. Hele Veos produktlinje bliver fortsat udviklet og produceret på deres hovedkontor i København.

I det hele taget matcher ATPs fokus på ansvarlige investeringer med Veos vision om at fortsætte med at vækste til gavn for økonomien og danske arbejdspladser.

”Hvis ikke vi havde modtaget investeringen fra ATP, var vi formentlig nødsaget til at afgive ejerandele til udenlandske investorer, som potentielt kunne have resulteret i, at vi måtte rykke hovedsædet fra København til udlandet,” fortæller Henrik Teisbæk.

Med investeringen fra ATP er der skabt gode muligheder for den danske tech-virksomhed til at fortsætte med at udvikle sine produkter og udvide sine globale markedsandele.

Fra det københavnske hovedsæde har Veo især blikket rettet mod USA, som på nuværende tidspunkt også tegner sig for den største del af omsætningen.

ATP fortsætter jagten på vækstvirksomheder

Om investeringen i danske vækstvirksomheder fortæller Anja B. Eriksson, Head of ATP Langsigtet Dansk Kapital:

”Som hele Danmarks pensionsfond er det vores kerneopgave at forvalte danskernes pensionsmidler med ansvarlighed og sikre fornuftige afkast. Vores evne til at bidrage positivt og understøtte danske vækstvirksomheder, så de kan nå deres fulde potentiale gennem et dynamisk, tilpasningsdygtigt og langsigtet partnerskab, skaber ikke blot værdi for os, men for hele samfundet. Det er vores investeringer i Veo og Ferrosan Medical Devices gode eksempler på. Investeringerne repræsenterer mere end blot en økonomisk forpligtelse. Det er investeringer i hele Danmarks fremtid.”

ATP fokuserer i sine investeringer i vækstvirksomheder på profitable virksomheder med en omsætning på minimum 250 millioner kr., hvor det er muligt at opnå ejerandele på mellem 20 pct. og 49 pct. Fra 2021 er der afsat seks milliarder kroner til investeringer over de næste tre år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *