Det offentlige står i de kommende år overfor en massiv investering i nye it-løsninger. Disse it-løsninger bliver snarest sendt i udbud. Flere af disse kommende udbud blev for nyligt præsenteret, da IT-Branchen sammen med Dansk Erhverv inviterede medlemmer til udbudsoverblik.
Talerne ved dette års udbudsoverblik repræsenterede Danske Regioner og Region Sjælland, Digitaliseringsstyrelsen, SKI, Forsvaret og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Flere udbud på vej fra Forsvaret
Kristian Vensgaard, CIO i Forsvaret materiel- og indkøbsstyrelse præsenterede flere udbud, der bliver udrullet i løbet af 2022. Flere nye systemer skal etableres, mens der også kommer flere udbud indenfor drift og vedligeholdelse af it-infrastruktur.
Kristian Vengsgaard fortalte blandt andet, at man som leverandør til forsvaret skal forvente, at der bliver stillet høje krav til sikkerhed. Leverandører bliver udvalgt på baggrund af både kvalitet, erfaring, og pris, men sikkerhed og kendskab til Forsvaret er altafgørende hvis du vil komme i betragtning. Her er det også et krav, at du og din virksomhed kan sikkerhedsgodkendes før, du bliver leverandør. Det kræver tålmodighed, men det er det hele værd, fortæller Kristian Vensgaard, da det åbner op for et stort markedspotentiale i Forsvaret – og dermed hele NATO.
Et af de nye udbud fra Forsvaret bliver et udbud af drift, support, vedligehold og udvikling af HJV.DK, der er et planlægnings- og administrationsværktøj for Hjemmeværnets 45.000 frivillige medlemmer. Løsningen har et forventet budget på 90 mio. kr. Der sker meget på området, så der er meget af holde øje med.
Stigende behov for digitale løsninger
Også hos SKI er der nye aftaler på vej i udbud i 2022, som man som leverandør bør være opmærksom på. Det drejer sig blandt andet om indkøb af nye AV-løsninger, hvor et nyt system skal være grundlag for et dynamisk indkøbssystem, hvor leverandører løbende vil blive optaget og inddraget.
Signe Lynggaard, administrerende direktør i SKI kunne endvidere fortælle, at der er kommet en større indkøbsvolume på SKI’s aftaler på it-området. I 2017 havde SKI’s it-aftaler en omsætning på 4 milliarder, mens beløbet i 2020 var steget til 7 milliarder kroner, og det forventes at stige yderligere i 2021. Til indkøbsaftalerne hos SKI kan alle være med. Af de over 100 leverandører der er på en SKI-aftale, har over 40% af alle it-leverandørerne under 50 ansatte.
Også hos Danske Regioner, er der en forventning til, at flere af fremtidens udfordringer skal løses med digitale løsninger. Ambitionen er, at regionerne i langt højere grad kommer til at arbejde sammen om fremtidens digitale udbud.
Et af de centrale udbud fra regionerne en ny it-konsulentrammeaftale, hvor der for tredje gang bliver kørt som fællesudbud på anskaffelse af it-konsulenter. Aftalen forventes at have en værdi på samlet 1 milliard kroner.
Behov for en ny digital strategi
Adam Lebech, Vicedirektør hos Digitaliseringsstyrelsen, fortalte også om et stigende behov for digitale løsninger. Det er der flere sider udtrykt behov for, og Regeringen har også i sit forslag til finanslov afsat 270 millioner kroner til en ny digital strategi, så der bliver sat turbo på den stigende offentlige digitalisering.
Digitaliseringsstyrelsen udsender i løbet af 2022 nyt udbud relateret til Borger.dk, der skal varetage drift og vedligehold. Rammeaftalens værdi forventes at have en samlet værdi på 70 millioner kroner.
Digitaliseringsstyrelsen ønsker endvidere bedre at kunne understøtte samtykker ensartet på tværs af alle offentlige myndigheder således at borgere får nemt og hurtigt adgang til at kunne give og tilbagekalde samtykke. Derfor bliver en ny samtykkekomponent også sendt i udbud i 2022.
Hvilke udbud blev præsenteret på dette års udbudsoverblik?
- Udbud af udvikling og vedligehold af borger.dk (Digitaliseringsstyrelsen)
- Udbud af Drift af borger.dk (Digitaliseringsstyrelsen)
- Ny samtykkekomponent (Digitaliseringsstyrelsen)
- Nyt netværksudstyr (Region Hovedstaden & Sjælland)
- Nyt AV-udstyr (Region Sjælland)
- Overvågning af datakommunikation (Region Sjælland)
- Udbud af storage og servere (Region Sjælland)
- Udbud af it-konsulentrammeaftale (Alle regioner)
- Udbud af AMK-kontrolrumssystem (Region Sjælland)
- Udbud og implementering af mobile enheder til understøttelse af lægers arbejdsgange (Region Sjælland)
- Ny teleaftale, hvor leverandør står for indkøb, mobilt bredbånd og internet til hjemmearbejdspladser (Region Nordjylland)
- Telefoniaftale (Region Syddanmark)
- It-konsulentydelser (Region Hovedstaden)
- Nyt SU-system (Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte)
- Nyt ESDH-system (Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte)
- Studieadministrations system – Kopernikus (Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte)
- Kommunikationsplatform hvor kommunikation kan styres ved udsendelse via mobiltelefon til Forsvarets Personel (Forsvaret)
- Nyt sags- og dokumenthåndteringssystem (Forsvaret)
- Ny arbejdsmiljødatabase (Forsvaret)
- Drift, support, vedligehold og udvikling af HJV.DK (Forsvaret)
- Nyt rapporteringssystem, hvor man skal kunne rapportere på tværs (Forsvaret)
- Nyt datacenter (Forsvaret)
- Nye AV-løsninger (SKI)
- Standardsoftware til kommunerne (SKI)
- Nye computere (SKI)
- IT drift (SKI)
- Servere og storage (SKI)
- SaaS – Cloud (SKI)
Alle disse udbud kommer på udbud.dk, hvor flere detaljer også er noteret. Computerworld har også skrevet om Udbudsoverblikket i “Her er overblikket over de vigtigste it-udbud i 2022“.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om udbud, så følg med på udbud.dk, hvor alle udbud er tilgængelige.
Er du interesseret i mere info omkring nye udbud, så kan allerede nu tilmelde dig udbudsoverblik næste år, som afholdes torsdag 17. november 2022 på Børsen her
Vil du vide mere om udbuddet på det nye SU-system, så læs artiklen, hvor Willy Kofoed forklarer nærmere om, hvad det skal kunne, og hvad de lægger vægt på hos en it-leverandør.
Vil du vide mere om offentlig digitalisering, så er du velkommen til at kontakte Martin Jensen Buch.
1 svar
Jo tak, det er dejligt med masser af opgaver forude. Men hvor er selvransagelsen, når så meget af det går galt? Jeg orker næsten ikke at nævne hvor mange milliarder det koster i forsinkelser og fejlslagne projekter. Men jeg krydser selvfølgelig fingre for, at det går bedre næste gang.