Alt fra producenter af biler og robotter til mobiler og spilkonsoller melder i disse tider ud, at de ikke kan levere deres produkter til tiden, da de står og mangler de semikonduktorchips, der er nødvendige for, at deres produkter fungerer.
Årsagen til manglen skyldes flere forskellige ting, der sammenlagt har skabt det, som eksperterne kalder den perfekte storm, og som lige nu rammer verden for fuld kraft.
Først og fremmest er der en enorm efterspørgsel på mikrochip, da de stort set bruges i al elektronik og på tværs af alle brancher.
Coronapandemien, handelskrig mellem Kina og USA, brænd i en af verdens største chipfabrikker og ekstremt vejr i USA har også alle været medvirkende faktorer til, at der lige nu produceres langt færre semikonduktorchips, end der er behov for.
Goldman Sachs mener f.eks., at udbuddet ligger 20% lavere en efterspørgslen, hvilket er et stort hul på et voksende marked. Og Gartner Group har netop offentliggjort en rapport, hvor de forudsiger, at udbuddet af chips først kommer tilbage på normalt niveau i sommeren 2022.
Chipmangel kan have betydning for danske it-leverandører
Overordnet set er it-branchen dog ikke den hårdest ramte branche under chipkrisen. Det fortæller Anders Elbak, analysechef i IDC, i et interview til ITWatch.
Han begrunder det med, at it-branchen har et længerevarende forhold med chipindustrien og derfor er bedre gearet til at håndtere sådanne udfordringer, ligesom branchen som den store kunde de er hos chipproducenterne, nok også står forrest i rækken, når produktionen kommer helt op i gear igen.
Men derfor kan danske it-leverandører alligevel godt blive ramt af kontraktmæssige udfordringer både mht. leverancer og stigende priser. Specielt når det kommer til leverancer overfor det offentlige.
”Som leverandør på f.eks. en SKI-aftale kan man godt være forpligtet til at levere hardware over en flerårig periode og til en fastsat pris. Og kan man pludselig ikke levere pga. chipmangel, så kan det koste bod,” udtaler Martin Jensen Buch, chefkonsulent i IT-Branchen.
Sidder man med især længerevarende kontrakter, hvor man kan blive udfordret på sine leverancer pga. den globale chipmangel, opfordrer han derfor til, at man gennemgår sine kontraktlige forpligtelser og tager en snak med sin kunde om, hvordan man løser det midlertidige problem.
IT-Branchens medlemmer kan få hjælp her
IT-Branchen afholder d. 8. juni et møde med ekspertoplæg fra Dahl Advokatfirma om, hvilke risici du skal være særlig opmærksomhed på, og hvordan du kan mindske dem, hvis du som leverandør vil byde på et udbud eller SKI rammeaftale.