Alarmerne bimler og bamler over statens it-projekter

Digitaliseringsstyrelsen har netop offentliggjort deres rapport over statens it-projekter 2020. Rapporten indeholder både en status for statens it-projekter samt en status på driften af de eksisterende systemer. Og det er alvorlig læsning.

Alarmerne bimler og bamler over statens it-projekter

I forhold til statens store it-projekter viser Statens It-råds statusrapport 2020 desværre en stigende andel af gule og røde projekter over tid.

Sammenlignet med seneste rapportering fra 1. kvartal 2020 er antallet af røde trafiklys steget fra 11% til 20%, andelen af gule trafiklys er steget fra 32% til 40%, og andelen af grønne trafiklys er faldet fra 57% til 40%.

”Vi har aldrig haft så stor en andel af projekter med status rød eller gul i rapporten – over 60%. Noget af det skyldes selvfølgelig corona, men rapporten nævner også konsulentbesparelserne som en udfordring for flere ministerier,” siger Michael Wätjen, salgsdirektør i Nine og formand for IT-Branchens udvalg for offentlig digitalisering.

Rådet advarer om mangel på it-konsulenter

For første gang advarer It-rådet om faren ved at spare på it-konsulenterne, da de digitale kompetencer ganske enkelt ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang i det offentlige.

”Myndighederne har simpelthen ikke de nødvendige kompetencer i deres egne organisationer, og har derfor svært ved at komme i mål med it-projekterne til tiden og til prisen. Det viser med al tydelighed, hvor farligt det er at følge konsulentbesparelsesvejen. I sidste ende kan det gå ud over kvaliteten og gevinsterne,” konkluderer Michael Wätjen på baggrund af rapporten, hvor det også fremgår, at ressourcer og kompetencer er en af de hyppigste anbefalinger i rådets risikovurderinger.

22% af statens it-systemerne har faktisk kun én person ansat, der har teknisk viden om selve systemet, og det bekymrer IT-Branchen.

Eksisterende systemer er også udfordret

I forhold til den eksisterende systemportefølje viser rapporten, at der fortsat er store udfordringer med mange af systemerne.

Hele 57% af de kritiske statslige systemer har 1 eller flere udfordringer. Særligt bekymrende er det, at sikkerheden ikke er tilstrækkelig i 27% af alle de kritiske systemer. F.eks. mangler 20% af de kritiske systemer noget så simpelt som sikkerhedsopdateringer.

Budgetter der tillader fokus på drift og vedligehold, er meget vigtige, ellers ser vi problemer med driftssikkerheden og ikke mindst it-sikkerheden, så kan det have alvorlige konsekvenser advarer IT-Branchen.

”Det kan i sidste ende betyder uautoriseret adgang til vores følsomme persondata, eller at offentlige systemer bliver lagt ned i længere perioder. Og her taler vi om systemer, som vores offentlige forretning eller sågar vores samfund er afhængige af virker,” slutter Michael Wätjen.

Hvis du vil vide mere

Her kan du læse Digitaliseringsstyrelsen artikel om rapporten, og her kan du læse selve Statens It-råds statusrapport 2020.

ITWatch har skrevet lidt om det ”It-rådet: Konsulentbesparelser skaber problemer for offentlige it-projekter” og her “Stoppet for det offentliges konsulentbrug vil betyde skade på centrale systemer“.

Berlingske skriver “Alarmlamperne blinker på de statslige it-projekter

Mens Computerworld skriver “Statens It-råd: Sikkerheden halter hos danske myndigheders kritiske it-systemer.

Du kan læse mere om vores mærkesag om offentlig digitalisering på vores hjemmeside, ligesom du altid kan tage fat i Martin Jensen Buch, hvis du f.eks. kunne være interesseret i at deltage i vores udvalg for offentlig digitalisering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.