Coop vil føre danskernes supermarked ind i en digital fremtid

Det er ikke bare en 50 år gamle mainframe, der står til at blive udskiftet, men også en stor del af det forretningsfundament, som Coop er bygget på. En enorm digital transformation i mia. kr. klassen, som i sidste ende skal styrke forretningen, og gøre danskernes supermarked tunet til det 21. århundrede.

Coop vil føre danskernes supermarked ind i en digital fremtid

Siden den første brugsforening så dagens lys i 1866, og med kendte navne som Kvickly, Super Brugsen, Dagli’ Brugsen, Fakta og Irma under sig, er der ikke mange danskere, der ikke kender eller har benyttet Coops supermarkeder.

En over 150-årig forretningssucces, som bl.a. bunder i deres insisteren på at være relevante og lokalt til stede for hver eneste dansker.

En verden i forandring

Udfordringen er bare, at danskernes vaner for alvor er ved at ændre sig. En forandring der er accelereret under coronaen og som gør, at Coop skal tænke i nye digitale baner.

”Vi ser ikke bare spise ude og take away-kulturen tage fart, men også at flere og flere danskere foretager deres dagligvarehandler på nettet i stedet for i den fysiske butik. Samtidig er vi nok også det land i Europa, der har flest supermarkeder per indbygger, hvilket giver en enorm priskonkurrence,” siger Morten Holm Christiansen, CIO i Coop.

Hvor den typiske danske familie for bare et par år siden maksimalt fik mad udefra en gang om ugen, sker det nu to gange om ugen, hvilket har stor betydning for, hvor meget familierne så køber ind i supermarkedet.

Under coronaen oplevede Coop samtidig en tredobling i danskernes online indkøb, og man forventer fremover, at flere og flere danskere vil købe ind online og ved brug af apps.

Der er derfor ingen tvivl om, at Coop helt grundlæggende bliver nødt til at flytte sig i forhold til de skiftende og mere digitale forbrugsvaner, som danskerne viser lige nu. Ellers vil virksomheden ikke overleve i længden.

Fremtidens digitale supermarked

Spørger man Morten Holm Christiansen handler transformationen om at turde vende tingene på hovedet for at kunne levere mere af det samme.

Et eksempel er den traditionelle tilbudsavis, som vi har vænnet os til at få ind igennem brevsprækken hver uge, spækket med fødselsdagstilbud og gode priser, og som stadig driver en stor del af omsætningen i supermarkederne.

”Men hvorfor skal vi egentlig fejre vores fødselsdag, når vi i stedet kan fejre din eller din families fødselsdag og samtidig give dig nogle gode tilbud, der kan gøre din dag endnu bedre. Det er sådan vi skal tænkte fremover,” udtaler Morten Holm Christiansen.

Han tror derfor også på, at de personlige tilbud i realtid via en app bliver fremtiden. F.eks. så man med det samme får forslag til hvilken vin, der passer perfekt til den steak, man lige har puttet i vognen.

Og så skal man ikke glemme, at en supermarkedskæde om noget er en enorm logistik- og volume-forretning, hvor der ligger store optimeringsmuligheder ved at opsamle og behandle data samt bruge ny teknologi som AI og softwarerobotter.

Så der er tale om flere store forretningsspor, der skal digitaliseres og optimeres over de næste år.

En massiv kompetenceindsats

Det er derfor heller ikke bare it-afdelingen, der bliver berørt af de store digitale planer, men hele organisationen og de 39.000 medarbejdere, der er i Coop.

”Internt er it-afdelingen gået fra ”blot” at skulle stå for driften og overholde et it-budget til, at vi nu har et klart medansvar for at realisere strategien og bidrage til bundlinjen. Det har også gjort, at vi er gået fra at være primært teknikere til at også at skulle være konsulenter, der skal kunne indgå i de forretningsmæssige diskussioner,” fortæller Morten Holm Christiansen.

Et øget ansvar med dertilhørende nye opgaver, som også har gjort, at man i løbet af de sidste par år har ansat mere end 150 nye it-folk, så der nu er omkring 300 it-specialister ansat.

Men også resten af organisationen løfter løbende deres digitale kompetencer. Her handler det ikke blot om den massive uddannelsesindsats Coop pt. har i forbindelse med deres interne SAP-udrulning, men også om at skabe en mere digital kultur i organisationen.

”Vi skifter stort set halvdelen af vores medarbejdere fast hvert år, så der ligger en evig træningsindsats og stigende krav om, at de nye løsninger skal være enormt brugervenlige for vores medarbejdere. Derfor har vi også en stærk og kontinuerlig kommunikation helt fra topledelsen, så alle forstår, at det her er fremtiden.”

Morten Holm Christiansen ser dog ikke kompetenceløftet som en isoleret ting for Coop, men som noget der skal ske på hele arbejdsmarkedet, hvis vi samlet skal komme godt ind i det 21. århundrede.

”Vi er naturligvis hele tiden ude og markedsføre Coop som fremtidens arbejdsplads, men vi når ikke i mål som samlet erhvervsliv, hvis vi bare hugger kompetencer fra hinanden. Mængden af it-specialister og de digitale kompetencer skal ganske enkelt øges bredt, og det er en kæmpe opgave, som vi skal tage på os som samfund. Der er ganske enkelt ingen vej uden om,” slutter han.

IT-Branchens CIO Transformation Board

Med CIO Transformation Boardet samler IT-Branchen de mest visionære CIO’s fra Danmarks store og mellemstore virksomheder. CIO’s fra virksomheder hvor digitalisering udgør en strategisk del af forretningen – men hvor man også vil mere end blot at digitalisere forretningen.

Du kan læse mere om CIO Transformation Board her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *