3D har længe været brugt indenfor spil, film og Virtual Reality, og her har danske Unity, med en markedsandel på 60-70 procent indenfor AR/VR, længe siddet på tronen som verdens førende udviklingsplatform.
Det store brede indtog i mere etablerede brancher, har dog lade vente på sig. I hvert fald indtil nu.
”For et par år siden begyndte vi at se, at flere og flere store virksomheder og industrier downloadede vores udviklingsplatform. Det er ofte et tegn på, at virksomhederne er ved at blive mere seriøse omkring 3D-værktøjer, og at de vil til at bruge det i deres mere forretningskritiske projekter,” siger Bart Manning, der er ansvarlig for forretningsudvikling hos Unity.
Og ganske rigtigt. I de seneste par år er Unity blevet kontaktet af alt fra filmindustrien og reklamebranchen til transport og produktionsvirksomheder, der alle gerne vil arbejde videre med 3D.
Alle fordi de vil til at bruge 3D-visualisering mere professionelt i deres forretning.
3D som forretningsværktøj
For film- og mediebranchen, der ofte brugte særlige belysningsfolk, forskellige lokations og mange optagelser på bare det at få lyset til at være helt rigtigt i en film, lå der en enorm besparelse i at bruge 3D-softwaren til at fikse dette i realtid.
Men også bilindustrien har taget den såkaldte realtime 3D-visualisering til sig i de seneste år.
De bruger det både i forhold til at designe og udvikle nye biler, da det er hurtigere end at lave traditionelle men ressourcetunge lerversioner af deres kommende biler, og til at gøre det muligt for kunder selv at designe dele af bilens interiør.
I byggebranchen er det efterhånden alt fra arkitekter til byggepladser, der er gået i gang med at bruge 3D.
Da Unity f.eks. selv skulle bygge deres Londonkontor, blev hele kontoret tegnet i 3D, så man hurtigt kunne se, hvordan lys og forskellige gulve påvirkede kontorets udtryk.
På byggepladserne ligger der et stort potentiale i at bruge 3D til at genskabe byggepladserne virtuelt og træne medarbejderne i realistiske sikkerhedssituationer, uden at de bliver udsat for reel fare.
Så det er ingen tvivl om, at markedet for alvor rører på sig i disse år.
Årlig markedsvækst på 22,5%
Ifølge Grand View Research vil det globale marked for 3D-visualisering overstige 37 mia. kr. i 2025, hvilket vil svare til en årlig vækst på 22,5%.
Især indenfor arkitektur, produktudvikling og byggeri forventer man vækstrater på over 25% om året, hvilket gør området til et af de største fremtidige vækstområder indenfor it.
For Unity er dette både en stor forretningsmulighed, men også en stor udfordring.
”Vi kan sammenligne det lidt med dengang internettet gik fra at være noget, man hovedsageligt brugte mellem universiteterne og til at være allemandseje. Derfor tror jeg også, at vi vil se helt nye økosystemer vokse op omkring det her. Og det skal vi så være sikre på, at vi er klar til,” udtaler Bart Manning.
Ligesom Google, Facebook, Amazon og Netflix udsprang af og voksede sig store på grund af internettets mange nye muligheder, tror han, at vi på baggrund af realtid 3D-markedet vil se helt nye spillere, der vil vokse op omkring de nye økosystemer.
Derfor har Unity også allerede nu ændret deres organisation, så der kommer fuldt fokus på de fremtidige vækstmarkeder.
En mulighed for danske it-virksomheder
Analysevirksomheden IDC oplever ligesom Unity, at markedet er ved at blive modent, og at der begynder at ske noget på erhvervssiden.
”Virksomhederne har testet AR/VR over en årrække og er blevet klogere på, hvad man kan med teknologien, og deres ønsker til løsninger er derfor også blevet mere konkrete. Og det giver nye forretningsmuligheder – og kan også blive et stort vækstmarked for it-virksomheder,” udtaler Anders Elbak, analysechef i IDC.
Han tror derfor også, at it-virksomhederne generelt skal til at tænke på, hvordan og hvor de kan integrere 3D-løsninger ind i deres eksisterende forretning. F.eks. i forhold til at visualisere løsninger overfor kunderne eller i forbindelse med deres egen interne R&D.
Derudover ligger der ifølge IDC en forretningsmulighed for de virksomheder, der kan finde en plads i det økosystem, der er ved at etablere sig omkring 3D visualisering og renderinger.