Teknologi og digitalisering har et enormt potentiale for at accelerere Danmarks bæredygtige omstilling og bidrage til regeringens ambitiøse klimamål. F.eks. har brugen af autonome biler potentiale til at sænke transportsektorens energiforbrug med hele 60%.
Men i takt med at vores verden i stigende grad bliver digitaliseret, betyder det også, at mængden af data hele tiden stiger. Faktisk stiger mængden af data på globalt plan med hele 25% om året.
Med en datamængde der stiger med så eksplosiv hast, er det derfor også gørende, at vi som branche fokuserer på at gå forrest i arbejdet mod at begrænse vores energiforbrug.
Svært at måle branchens energiforbrug
At måle på det energiforbrug som finder sted hele vejen gennem værdikæden, lige fra hvad det energimæssigt koster at bygge kode, overføre data, lagre data mm. er dog en svær sag, for der er mange forskellige parametre at måle på.
Skal man f.eks. blot medtage det energiforbrug det koster at lagre data på en server eller skal det energiforbrug det har kostet at producere serveren, overføre data mm. også med i regnestykket?
Det forsøgte IT-Branchen i samarbejde med en række aktører på tværs af branchen at finde løsninger på, da vi tidligere på ugen afholdt virtuelt debatmøde i samarbejde med Alexandra Instituttet, DTU Fotonik/INCOM, Telia Danmark, DigiPlex, CIBICOM, Rejoose ApS, KMD og DI Digital.
Energimærkning kan være vejen
En af de løsninger der blandt andet blev diskuteret på mødet, var ideen om en energimærkningsordning som vi kender den fra andet elektronik som f.eks. opvaskemaskiner.
Ved at skabe en sammenlignelig energimærkning kan man som forbruger sammenligne energiforbruget fra forskellige digitale services, og aktivt vælge den grønnere løsning.
Til sidst blev det diskuteret hvordan en energimærkningsordning også har potentiale til at agere konkurrenceparameter, så beslutningsprocesser ikke blot bliver drevet udelukkende af pris eller funktionalitet, men i langt højere grad også løsningens aftryk på klimaet.
Hvis vi kan blive enige om hvordan vi måler energi og CO2-aftryk på tværs af forskellige løsninger, kan man som indkøber også stille krav hertil, så man ikke blot skal vælge på baggrund af f.eks. pris, service og funktion, men i tillæg kan vælge at lade løsningernes klimaaftryk indgå i vurderingen.
Videndeling skal hjælpe os den rette vej
Debatmødet var det første af en række af debatmøder i forbindelse med DaCOto-projektet, som er et projektsamarbejde støttet af Infinit.
Samarbejdet har til formål at finde ud af hvilke energiparametre, der er de rigtige at måle på, for at undersøge energiaftryk.
Som en del af samarbejdet, vil der i efteråret blive afholdt en række forskellige events relateret til projektet. Så hold øje med vores eventkalender, hvor vi løbende vil opdatere med de seneste events.