De fleste er enige om, at diversitet, mangfoldighed og ligestilling er vigtig på arbejdspladsen. Og med god grund.
Virksomheder eller teams med høj grad af diversitet tager gennemsnitligt bedre beslutninger, der fører til en højere bundlinje i virksomheden. Samtidig oplever diverse grupper større trivsel og samhørighed på arbejdspladsen.
Alligevel er der ikke sket særligt meget i it-branchen, hvis man f.eks. kigger på antallet af kvinder, der er ansat i branchen.
Vi er fortsat blinde
Ifølge Rikke Viemose, der er forfatter til bl.a. ”Nu taler jeg” og snart også ”Håndbog for privilegieblinde mænd”, der udkommer 4. nov., er vores største udfordring vedr. diversitet, at vi grundlæggende ikke anerkender, at vi ikke har ligestilling i Danmark.
”Vi har som mennesker en tendens til at være blinde over for vores egen bias og vaner, og derfor får vi ikke grundlæggende ændret os. Det kan man også se på ledelsesgangen, hvor kvinder stadig er stærkt underrepræsenterede,” fortæller Rikke Viemose, og henviser til en opgørelse, som Berlingske lavede for nyligt.
Den viste, at blandt Danmarks 1.000 største virksomheder, var der kun 71 kvindelige CEO’s. Til sammenligning var der 80 topchefer, som enten hed Lars eller Peter.
Så selvom flere og flere virksomheder skriver fine hensigtserklæringer og politiker, der skal fremme diversiteten, så er it-branchen i Danmark stadig en meget homogen gruppe.
Den manglende forskellighed ønsker IT-Branchen at gøre op med, og derfor afholder vi et arrangement ”Ledelse i forandring” d. 10. nov., hvor der sættes spot på, hvordan man konkret kan komme til at arbejde med diversitet i virksomhederne.
Alle har blinde vinkler
En anden ting, vi bliver nødt til at anerkende, er, at alle mennesker , uanset køn, har blinde vinkler.
”Alle er biased, så det skal man ikke være bange for at indrømme. F.eks. har vi som samfund en tendens til se dét, som vi forbinder med det maskuline, som noget positivt, mens dét, vi forbinder med det feminine, ofte er noget svagt eller negativt. Derfor vil de fleste også have en ubevidst tendens til at vælge mænd frem for kvinder. Men jo mere opmærksom, man er på sin bias, jo bedre kan man arbejde med det,” siger Rikke Viemose.
Hun opfordrer derfor lederne til at sætte nogle konkrete mål for at skabe mere diversitet både generelt i virksomheden og på ledelsesgangen.
Her handler det ikke bare om at sætte nogle mål eller kvoter for f.eks. antallet af kvinder i ledelsen, men også om at turde udfordre sig selv på sin ledelsesform.
”Det kan for eksempel handle om at være opmærksom på, at alle skal have ordet ved teamsmøder og måske at uddelegere opgaver lidt anderledes, end du plejer. Forskning viser, at kvindelige medarbejdere oftere end de mandlige får de ”ikke-forfremmende opgaver” såsom af arrangere firmafesten eller brygge kaffe. Prøv at udfordre de vaner: Giv flere af de forfremmende opgaver til kvinder og bed den karrierebevidste mand om at tage sig af den nye medarbejder eller maden til firmafesten,” udtaler Rikke Viemose.
Er du en af de privilegieblinde mænd?
Danmark indtager en ærgerlig sidsteplads i forhold til resten af Norden, når det gælder diversitet og antallet af kvinder i ledelsen. Heldigvis kan man gøre noget ved det.
10. november afholder IT-Branchen et arrangement ”Ledelse i forandring”, hvor selv privilegieblinde mænd kan få gode konkrete værktøjer til, hvordan man selv og i virksomheden kan arbejde med diversitet og mangfoldighed.