At der er mangel på it-kompetencer herhjemme er efterhånden almenkendt.
Ifølge tal fra IT-Branchens IT-Barometer 2018 ser 2 ud af 3 virksomheder da også manglen på it-kompetencer som den største barriere for vækst. Ligeledes peger tal fra regeringen på, at vi i 2030 vil mangle 19.000 it-specialister.
Men hjælpen og de digitale kompetencer kan måske være tættere på, end man lige skulle tro.
I hvert fald hvis man spørger de to socialøkonomiske virksomheder, Special Minds og Specialisterne, der begge har det klare mål at være bindeleddet mellem virksomheder og specialiserede medarbejdere med en autismeprofil.
Her arbejdes der på, at flere får øjnene op for de stærke kompetencer, deres kandidater besidder. Eftertragtede evner der kan skabe stor værdi for et kompetencehungrende erhvervsliv.
Naturlig it-interesse og passion for detaljer
Fordelene er nemlig mange og tydelige ved at have en medarbejder med autismeprofil tilknyttet. Her finder man nemlig oftest en tankegang, der er oplagt til arbejde indenfor it.
”Mennesker med autisme er målrettede og kvalitetsbevidste helt ind til benet. It er ofte det altoverskyggende interessefelt for vores medarbejdere, så de er vant til at sætte sig ind i et it-system og danne sig et overblik,” udtaler Theresa Høgenhaug, Head of Business Development and Strategic Partnerships, i Special Minds.
Det unikke ved Special Minds er, at alle deres it-konsulenter sidder på egne kontorer i Århus og Aalborg og løser typisk opgaver igennem fjernadgang. Samtidig er der altid en test manager eller teknisk projektleder tilknyttet.
Det gør det nemt for virksomhederne, da de dermed slipper for det personale- og ledelsesmæssige ansvar, og det skaber de idelle rammer for it-konsulenten.
Ifølge Theresa Høgenhaug kan man da også mærke manglen på it-kompetencer herhjemme.
”Det er noget, vi sagtens kan mærke. Vi får flere og flere henvendelser fra virksomheder. Derfor er det også glædeligt for os, at vi kan byde ind med kompetencer, der matcher ind i de forskellige udviklingsafdelinger.”
Test og fejlfri kvalitet
For medarbejderne i de to virksomheder er ingen it-opgave for lille eller for stor, men det er især indenfor f.eks. softwaretests, de kan gøre en kæmpe forskel.
Ifølge Theresa kan folk med en autismeprofil især udmærke sig her, da der er tale om ekstremt detaljeorienterede mennesker med en hurtig og høj læringskurve og med hjerner, der kan holde fokus over lang tid, så de kan levere en vedvarende høj og fejlfri kvalitet.
”Ved softwaretest kan vores ISTQB-certificerede medarbejdere sikre en langt højere kvalitet og effektivitet. Det passer ofte rigtig godt sammen med udviklingsafdelinger, der så kan fokusere mere på at udvikle. Hvor disse tests nogle gange bliver lavet som en nødvendighed, kan vores medarbejdere løfte den del til et helt uset niveau.”
It og autisme går ofte hånd i hånd
Mange af de samme holdninger finder man hos Carsten Lassen, Administrerende direktør i Specialisterne.
Ifølge ham går it-kompetencer ofte hånd i hånd med autisme. Her påpeger han også den stærkt logiske og analytiske sans samt nul-fejls-tolerancen, som særlige fordele deres specialister bestrider, når det kommer til opgaver i it-branchen.
”Disse mennesker har flair for strukturer, analyse og mønstergenkendelse. Og det værste en autist kan opleve, er at lave en fejl. Derudover kan de ofte overskue ekstremt store datamængder,” udtaler Carsten Lassen.
”Mange af de opgaver virksomhederne outsourcer i dag, ville vi sagtens kunne løse. Derfor er det også ærgerligt, at man flytter it- og testopgaver til udlandet, for vi har altså arbejdskraften herhjemme i form af autister,” siger Carsten.
Hvad skal man tage højde for?
Konceptet bag Specialisterne og Special Minds har tydeligt vist, at medarbejdere med en autismeprofil kan være værdifulde bidragsydere for arbejdsmarkedet. Begge virksomheders mål er da også, at man fokuserer på potentialet frem for diagnosen.
”De flestes fravalg af autister på arbejdspladsen bygger på manglende viden. Mange tror, at de skal have en doktorgrad i psykologi og, at det kræver en kæmpe arbejdsindsats. Men det gør det altså ikke, for vi har jo sikret, at de folk vi sender ud, er selvkørende, og den supervision de har brug for, den får de af os,” forklarer Carsten Lassen.
Man mener at et sted mellem 1-2 % af befolkningen på verdensplan har autisme, og 80 % af dem er uden for arbejdsmarkedet. Herhjemme svarer det til godt 20-30.000 mennesker, der har passionen og evnerne, men mangler en arbejdsplads.