Højdepunkter fra årsmødet

Der var lagt på til en dag fyldt med inspirerende oplæg og gode netværksmuligheder, da IT-Branchen slog dørene op for årets politiske topevent i branchen, og så blev årets IT-Pris også uddelt. Vi giver dig højdepunkterne fra den begivenhedsrige dag.

Den stemningsfulde børssal var godt fyldt op med forventningsfulde deltagere, da adm. direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, bød velkommen fra årsmødets scene.

Rammerne for dagen var både festlige og faglige, og årsmødet gik i år under temaet Tech Skaber fremtiden, sammen skaber vi fremtiden.

På dagen kunne man derfor få masser af bud på fremtidens samfund, dets skabere og ikke mindst dens drivkræfter.

”Vi er så privilegerede at være virksomhedsledere i en tid, hvor måske 20 superteknologier topper samtidig. Det er en ny virkelighed og rollefordeling, vi ser fødslen til. Måske endda en helt ny verdensorden.” udtalte Birgitte Hass, da hun fra scenen satte tonen for dagens temaer.

Derfra blev mikrofonen givet videre til moderator for dagen, Journalist, radio- og tv-vært Pernille Enggaard, der fulgte publikum igennem en dag spækket med spændende talere, refleksioner og god debat.

Spændende emner og skarpe talere

Næste punkt på dagens program var et live-interview med futurist og virksomhedsrådgiver Jens Ulrik Hansen til en snak om netop tech-virksomhedernes rolle i fremtidens samfund.

Ifølge ham sætter teknologien og udviklingshastigheden simpelthen nye krav til ledelsen og selve værdisættet i både små og store it-virksomheder.

Det efterfølgende indspark kom fra Bo Nielson, CEO i Nets Holding, der kunne fortælle om, hvordan han og Nets takler virksomhedstransformationer og ansvaret som en af de helt centrale leverandører af den digitale infrastruktur.

Herefter fortale CFO i 3Shape, Nikolaj Kroman Jørgensen, om 3Shape’s rejse fra startup-virksomhed til etableret spiller.

Og så kom der ellers godt gang i samtalerne blandt årsmødets deltagere, da de gik sammen i mindre grupper for at diskutere og finde løsninger på nogle af dagens temaer. Her fungerede IT-Branchens bestyrelsesmedlemmer som samtaleværter, og gruppesamtalerne gav plads til refleksioner og ideer om nye tiltag til forandringer, som deltagerne kunne tage med sig hjem.

Sammen skaber vi fremtiden

Ved årsmødet blev der også stillet skarpt på manglen på it-kompetencer, der er et stort problem for branchen og et arbejdsmarked, hvor omstilling sker i større og større hastighed.

Til stor overraskelse for de mange deltagere, fik de pludselig besøg af ca. 100 skoleelever, der myldrede ind i salen og satte sig blandt deltagerne.

Fælles for børnene var, at de alle var blandt de over 2.700 danske børn, der havde haft it på skoleskemaet i kraft af IT-Branchens initiativ, Coding Class, hvor børn skaber kreativt med kodning og teknologi med hjælp fra en række dedikerede medlemsvirksomheder.

Initiativet er et ønske om at gøre kodning til et fast fag på skoleskemaet, og for at imødegå den fremtidige mangel på it-kompetencer.

Præsentationen af Coding Class, lå derfor også i fin forlængelse af næste taler på programmet, formand for Carlsbergfonden Flemming Besenbacher. Han talte om behovet for nye radikale løsninger og uddannelsesparadigmer, langsigtede hensyn og ikke mindst det stærke lederskab, der skal til, hvis de nødvendige kompetencer for fremtiden skal imødekommes.

Konklusionen var klar, Computational thinking, skulle være en kernekompetence, både i folkeskolen og for universitetsstuderende.

Derefter var der rundbordsdiskussion mellem uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, medlem af folketinget for de radikale Ida Auken og Flemming Besenbacher. Her var løsninger på nogle af fremtidens problemer med kompetencemangel på agendaen.

Salen fik også besøg af den finske programmør og forfatter, Linda Liukas, der har skrevet bogen Hello Ruby, som mener, at alle børn kan have det sjovt med at lære programmering på en kreativ måde. Hvis det gribes rigtigt an, kan det være ligesom at skrive poesi.

Masser af netværk

Formand for IT-Branchen Kim Nielsen havde æren af at runde dagens program af med en kort tale, hvor han kom ind på det store ansvar, der hviler på branchen, og de teknologivirksomheder der er toneangivende for udformningen af det fremtidige samfund.

”Teknologi skaber fremtiden. Den ændrer måden vi lever og arbejder på og definerer morgendagens samfund. I fællesskab kan vi løfte, sætte en agenda og skabe forandring! Det har vi vist med Coding Class og med mange af de gode udspil og aktiviteter, som er lavet i udvalg og grupper i ITB i løbet af året,” udtalte han inden han ønskede deltagerne en god aften.

Efterfølgende var der rig mulighed for årsmødets deltagere at netværke over en cocktail eller en fadøl, inden dagen sluttede af med social dining og underholdning med satiregruppen MAGT.  

Visionære danskere med succes modtog IT-Prisen

Traditionen tro bød dagen også på uddelingen af IT-Prisen, som i år gik til de tre stiftere af Zendesk, Mikkel Svane, Morten Primdahl og Alexander Aghassipour.

De har med store visioner og internationale ambitioner, opbygget et firma der med en børsværdi på over 23 mia. kr., i dag beskæftiger over 2000 ansatte over hele verden.

”Der skal lyde et stort tillykke til Zendesk fra juryen. En fortjent vinder og på mange områder en rollemodel for andre danske ambitiøse it-virksomheder,” udtalte Kaare Danielsen, medlem af pris-juryen og adm. direktør i Jobindex.

Prisen blev i år overrakt af formand for IT-Branchen Kim Nielsen, Kaare Danielsen, adm. Direktør i Jobindex og sidste års modtager af IT-Prisen, medstifter af Coding Pirates Martin Exner.

Til at modtage prisen var medstifter af Zendesk, Morten Primdahl.

Læs mere: Vinderen af IT-Prisen 2018 er fundet

IT-Branchen takker alle de fremmødte deltagere til årsmødet, der som altid var med til at sikre en fantastisk stemning i hyggelige rammer. Vi glæder os allerede nu til næste år!

Se billederne fra årsmødet her