Med et areal på over 12 kvadratkilometer, hvoraf 1,1 millioner m2 er under tag, har Københavns Lufthavne Danmarks vel nok største fysiske it-netværk.
Et netværk, der ikke bare skal sikre lufthavnens passagerer en god rejse, men som også skal leve op til en lang række omfattende compliance og sikkerhedskrav.
Derfor ærgrer det også Kenneth Lindegaard, CIO hos Københavns Lufthavne, når it-leverandørerne ikke har sat sig ind i tingene inden et møde. Her må man ifølge ham gerne, ligesom man gør det i tv-køkkenet, ”snyde” lidt, og have forberedt sig i forvejen.
”Det er ingen hemmelighed, at vi går meget op i it-sikkerhed og compliance. Og så virker det ikke særligt professionelt, hvis vi skal bruge op til 75% af tiden på at svare på spørgsmål fra en it-leverandør om noget, der burde være løst i deres egen databehandleraftale,” siger Kenneth Lindegaard.
Masser af it-løsninger
Ud over det omfattende fysiske it-netværk, der er lagt ud i lufthavnen, har de også en lang række systemer, der håndterer alt fra bagage, security til service management og diverse digitale kanaler. Og dem er der pt stort fokus på at videreudvikle.
Særligt det øgede trusselsbillede og det kommende NIS-2 direktiv spiller en stor rolle i forhold til de fremtidige it-løsninger.
”Ting som single sign-on, systemadgange og brugerrettigheder betyder rigtigt meget i vores løsninger. Og det skal man altså have styr på, hvis man vil være leverandør hos os. For ellers kan det godt være, at vi må finde en anden,” slutter Kenneth Lindegaard.
Hvis du vil vide mere
Er du interesseret i at høre med om, hvordan Københavns Lufthavne håndterer det kommende NIS-2 direktiv, kan du høre vores seneste podcast – CIO Insights.
Computerworld har også skrevet om, hvordan Københavns Lufthavne bruger data i dagligdagen (kræver Premium-abonnement).
Kenneth Lindegaard er også medlem af IT-Branchens CIO Transformations Board, hvor vi har samlet de mest visionære CIO’s fra store og mellemstore virksomheder.