Kommunal Digital Inspirationsdag: Inspiration til modne teknologier i kommunerne

Sønderborg Kommune, Morgendagens Kommune og IT-Branchen inviterer til Digital Inspirationsdag for kommunale medarbejdere – få indsigt i teknologi, der frigør hænder og forbedrer servicen.

business cirle jylland

Dato & tidspunkt

Lokation

Reimerskolen, Kirke Alle 9, 6400 Sønderborg

Sønderborg Kommune, Morgendagens Kommune og IT-Branchen inviterer til Kommunal Digital Inspirationsdag. Hvis du arbejder i den kommunale sektor, kan du komme med og blive inspireret af teknologi, der kan frigøre hænder og sikre god service.

Torsdag den 15. maj 2025 afholder vi sammen med Sønderborg Kommune og Morgendagens Kommune en Kommunal Digital Inspirationsdag med det formål at demonstrere teknologi, der kan frigøre hænder og sikre god service. Morgendagens Kommune vil være moderator i løbet af dagen.

Torsdag den 15. maj 2025, kl. 09.00 – 15.00
Afholdes på Reimerskolen, Kirke Alle 9, 6400 Sønderborg

Program

08.30: Registrering og kaffe/te
09.00: IT-Branchen, Morgendagens Kommune og Sønderborg Kommune byder velkommen  
v/ Anders Lillienfryd, Regionschef, IT-Branchen, Tim Hansen, Kommunaldirektør, Sønderborg Kommune og Mikkel Rohde Madsen, Community Facilitator, Morgendagens Kommune
09.10: Digitaliseringsindsatsen i Sønderborg Kommune
v/ Jannie Mathilde Markussen, Afdelingsleder, Sønderborg Kommune

En kort fortælling om, hvordan Sønderborg Kommune arbejder med digitalisering og hvordan vi fra Digitalisering og IT’s side løbende prioriterer og koordinerer i samarbejde med resten af organisationen. Vi har en handleplan for digital transformation og har lavet et par konkrete nedslag.
09.35: AI på dagsordenen i den offentlige sektor
v/ Søren Frederik Bregenov, Chefkonsulent, KL og Taskforcen for Kunstig Intelligens

Udviklingen indenfor kunstig intelligens går stærkt og i mange kommuner har man implementeret AI-løsninger eller er på vej til det. Men erfaringerne peger på at det er komplekst og svært at sætte løsninger i drift og skalere dem til andre områder. Det skyldes bl.a. lovgivningsæssige rammer og data. Søren Bregenov kommer ind på nogle af de aktuelle indsatser, som man arbejder med på tværs af kommunerne samt i den digitale taskforce for kunstig intelligens, som skal understøtte bedre rammer for AI.
10.00: Deloitte: Skalering af AI i kommunen og forudsætningerne for skalering fælleskommunalt
v/ Henrik Wiingreen, Senior Manager, Deloitte

I Varde Kommune har Deloitte implementeret en AI-baseret ruteplanlægningsløsning i plejesektoren, som har optimeret den daglige drift og frigjort tid til borgerservice. Løsningen automatiserer planlægningen, sikrer kontinuitet mellem borgere og medarbejdere og overholder alle lovgivningsmæssige krav.
Udfordringerne for kommunerne i at skalere AI-projekter inkluderer omsætning af lovgivningsmæssige rammer til logiske algoritmer, robust dataintegration baseret på valide data samt omfattende medarbejdertræning. Mulighederne ligger i øget effektivitet, bedre ressourceudnyttelse og forbedret velfærd for borgerne.
10.25: Pause
10.40: Okay, men hvordan gør vi det?
v/ Jannie Mathilde Markussen, Afdelingsleder, Sønderborg Kommune, Søren Frederik Bregenov, Chefkonsulent, KL og Taskforcen for Kunstig Intelligens og Henrik Wiingreen, Senior Manager, Deloitte. Modereret af Mikkel Rohde Madsen, Morgendagens Kommune

Hvordan skalerer vi succesfulde projekter på tværs af kommunen og sektoren?
Hvor ligger de største muligheder – nu og på sigt?
Hvilke udfordringer skal vi løse for at lykkes?
Paneldebat med Sønderborg Kommune, KL/Taskforcen for Kunstig Intelligens samt Deloitte. Faciliteret af Morgendagens Kommune
11.10: Twoday: AI automatiserer mailudkast til borgerhenvendelser inden for Plan- og Bygafdelingen (AI der læser og analyserer byggereglement, lokalplan, tidligere dialog med borgere)
v/ Jakob Ladekær, Head of AI, Twoday

Plan og Byg afdeling i Gentofte Kommune modtager mange henvendelser fra borgere og ønsker at understøtte deres medarbejdere ved delvist at automatisere processen med at besvare disse. Det opnås ved at anvende et solidt datagrundlag samt store AI-sprogmodeller til automatisk at generere et udkast til svar på de mange spørgsmål på dansk. 

Løsningen er en sikker online brugergrænseflade til testformål, hvor udvalgte medarbejdere nemt kunne indtaste spørgsmål og hurtigt skabe et AI-genereret svar. For at opnå en høj træfsikkerhed baseres alle svar på data om lokalplaner, byggereglementet og kommunens tidligere svar på lignende spørgsmål.
11.35: Sopra Steria: AI-assistenter i praksis – Erfaringer fra vores nordiske naboer
v/ Kasper Lynge, Head of Data, Automation and AI, Sopra Steria

Hvordan kan AI effektivt understøtte kommuner og forbedre borgerdialogen? Kasper Lynge, Head of Data, Automation and AI i Sopra Steria, præsenterer konkrete cases og live-demoer fra Bergen og Drammen Kommune. Se, hvordan AI-assistenter hjælper borgere med hurtige svar og reducerer arbejdspresset i forvaltningen. Få indsigt i de nyeste løsninger og potentialet for jeres kommune.
12.00: Frokost og netværk
12.45: AI i Udbudsprocesser
v/ Jan Ulrich Hvalkof Johansen, Head of AI/UI, Capacit

I dette oplæg vil vi dykke ned i potentialet af AI i kommunal administration. Vi vil vise, hvordan AI kan effektivisere procesgange og øge transparensen i udbudsprocesser. Jeg vil demonstrere, hvordan AI kan interagere med store dokumenter og forenkle komplekse og tidskrævende opgaver for kommunerne og udforske vejen til mere effektiv og offentlig service gennem AI-løsninger.
13.10: AI-Chatbot services, som er sat i produktion hos flere offentlige myndigheder 
v/ Donny Winther, Senior Business Developer, ATEA

Aktivér OpenAI sikkert og skalerbart på jeres egen udvalgte informationer, via vores færdiglavede Atea Chat Copilot løsning, og skab digitale assistenter der kan hjælpe med alt lige fra tekstbehandling til ekspertrådgivning.
13.35: Visuel kommunikation med borgerne sparer tid – både i behandling og i venteværelset 
v/ Claes Frederiksen, Direktør, Jansson Kommunikation og TBD fra Nyborg Kommune

Visuelle elementer som video og skærmdeling, letter komplekse dialoger via telefonen.
I Nyborg Kommunes tandpleje har patienter undgået unødige køreture, fordi behovet kan vurderes på forhånd ved hjælp af video. Det betyder, at tiden på klinikken bliver brugt bedre, og at tandlægestolen kun bliver optaget af dem, der reelt har brug for det.
14.00: Pause og Netværk
14.10: Avatars i det socialpædagogiske arbejde
v/ Frederik Jensen, CEO, Active Avatars

Aktive Avatars er en digital app-løsning der benyttes i det socialpædagogiske arbejde for mennesker med udviklingshæmning, i misbrug eller med en psykisk sårbarhed på forskellige sociale tilbud i Sønderborg Kommune.
Platformen er inspireret af gaming-verdenen og funktionerne i løsningen bygger på elementer fra rollespil.
Både borgere og personale oplever Aktive Avatars som motiverende og meningsfuldt, og platformen bidrager til at øge deltagernes selvstændighed, sundhed og sociale netværk.
14.35: En platform til alle kommunens AI-værktøjer
v/ Victor Skytte, Co-Founder, Promte

Promte gør det muligt at bygge specialiserede AI-assistenter ovenpå data, kommunen selv er i kontrol over. Det bruges f.eks. til at søge i lovtekster, på hjemmesider, i vejledninger, overenskomster og meget andet.

Vi viser, hvordan vores platform og nye mobilapp kan samle alle kommunens AI-værktøjer ét sted – med fokus på enkel adgang og administration for kommunens medarbejdere.

Alt er udviklet med datasikkerhed og transparens for øje, så kommunen altid har fuld kontrol over, hvilke data der bruges samt hvordan og hvor data behandles og opbevares.
15.00: Opsamling, kaffe, kage og tak for nu

Hvorfor skal du deltage?

Kommunerne står konstant overfor et krav om effektivisering og udvikling til glæde for borgerne. IT-Branchen ønsker på denne baggrund at styrke dialogen om innovative digitaliseringsprojekter – til fælles glæde og inspiration. Derfor afholder vi løbende Kommunale Digitale Inspirationsdage sammen med kommuner rundt om i Danmark.

Tilmeld dig

Er du offentlig ansat, kan du allerede nu tilmelde dig. Bemærk arrangementet henvender sig til offentlige ledere, medarbejdere der arbejder med innovation, digitalisering og udvikling i primært kommunal regi.