IT-Barometer

Find rundt på vores talunivers via nedenstående navigationsbar.

IT-Branchen tager hvert år temperaturen på den danske it-branche ved at stille en række spørgsmål til sine medlemsvirksomheder.

Vi har her samlet nogle af de vigtige resultater fra IT-Barometeret gennem årene.

Resultaterne fra IT-Barometer 2025

Mere end hver anden ser manglen på kompetencer, som den største vækstbarriere for it-branchen i Danmark i 2025, hvilket passer meget godt med den reelle og kommende efterspørgsel.

Lige nu anslås det, at der akut mangler over 7.000 it-specialister i it-branchen, og om 15 år forudsiger IDA, Ingeniørforeningen Danmark, at der vil mangle mere end 20.000 it-folk.

32% af virksomhederne oplyser da også, at de helt har måtte opgive at besætte it-stillinger indenfor de seneste 12 måneder, da der slet ikke var ansøgere til dem.

39% af virksomhederne fortæller, at de måtte udskyde videreudvikling og innovation, mens hver femte i) måtte sige nej til ordrer og opgaver og ii) opgive at gå ind i nye markeder/segmenter, fordi de ikke kunne finde de rette kompetencer til det.

Stigende omkostninger og mangel på kapital udfordrer branchen

Mangel på kompetencer er ikke den eneste barriere for vækst i it-branchen. Øgede omkostninger og mangel på kapital er også store udfordringer ude hos de danske it-virksomheder. Knap hver tredje siger, at omkostningerne er med til at stoppe væksten, mens hver fjerde siger, at manglen på kapital er en udfordring for it-erhvervet.

Mens de stigende omkostninger har holdt sig på samme niveau siden 2023, er jagten på kapital blevet et mere udtalt problem i 2025. Hvor det i 2023 år var 20% af virksomhederne, der så manglen på kapital som en barriere for vækst, er det i 2025 nu 25%.

Allerede i 2022 så man de første tegn på, at investeringerne i danske tech-virksomheder tog et dyk. Her faldt fintech-investeringerne fra 9,5 mia. kr. til 3,1 mia. kr. på bare et år. Og det fald ser ikke ud til at være stoppet i 2024, hvilket bekymrer IT-Branchen.

Softwareudviklere er stadig i høj kurs

Det er stadig kompetencer inden for softwareudvikling & programmering samt sikkerhed & compliance, der er højest efterspørgsel på i branchen. I 2024 oplevede stort set alle kompetenceområder et fald i forhold til 2023. I år er billedet lidt et andet. I forhold til 2024 er det muligt at sammenligne 11 ud af 13 kompetenceområder med 2024, og for seks områder er det fald, mens der for de øvrige 5 er stigende efterspørgsel.

Særlig stor vækst er i forhold til analyse & databehandling, hvor efterspørgslen er steget fra 17% i 2024 til 35% i 2025.

Færre offentlige kunder stiller grønne krav

35% offentlige kunder tillægger i 2025 grønne krav og kriterier væsentlig betydning for deres endelige valg af it-løsninger. I 2024 var det 42%. Hos erhvervskunderne er det kun 33%, der i 2025 tillægger grønne krav væsentlig betydning, når de køber ind hos it-leverandørerne. I 2024 var det 38%.

Brugen af AI er eksploderet

I 2024 kunne Danmarks Statistik melde, at blot 28% af danske virksomheder anvendte kunstig intelligens. Til sammenligning melder 96% af virksomhederne i it-branchen, at de i 2025 AI i det daglige arbejde.

De fleste bruger AI i forbindelse med informationssøgning (92%) og tekstassistance (89%) Men en stor del af it-branchen (58%) bruger også kunstig intelligens, når de laver softwareudvikling.

Diversitet er på agendaen i flere virksomheder

Hver fjerde af de danske it-virksomheder har ikke konkrete indsatser vedrørende diversitet. Til sammenligning var det næsten hver anden i 2024. Dem der har, har det hovedsageligt inden for indsatser vedr. flere kvinder i it, alder og etnicitet.

Spørger man virksomhederne, har 32% diversitet som et strategisk fokusområde med specifikke KPI’er. I 2024 var det blot 18%. Mere end 4 ud af 10 har udarbejdet generelle guidelines for området, men har ingen specifikker KPI’er. I 2024 gjorde det tilsvarende sig kun gældende for hver femte.

Kun 6% af virksomhederne i branchen har som følge af udviklingen i samfundsdebatten eller lovgivningen (f.eks. den amerikanske debat om diversitet efter Trump-administrationens dekret) nedtonet eller justeret deres diversitetsindsats.

Regulering er en barriere for mange

1 ud af 3 it-leverandører oplever, at regulering af ny teknologi – fx GDPR, AI ACT, NIS2, DSA – er en barriere for at sælge eller udvikle nye løsninger.

Og mere end 2 ud af 3 oplever det som enten ressourcetungt eller meget ressourcetungt at forstå og efterleve gældende og kommende regulering.

Cyberrisici, makroøkonomisk volatilitet og geopolitiske konflikter udgør de største trusler


PwC spørger i deres årlige CEO Survey til trusselsbilledet blandt det generelle erhvervsliv. I år har vi i IT-Barometeret gjort det samme. Og ca. hver tredje it-virksomhed beretter, at truslen fra hhv. cyberrisici, makroøkonomisk volatilitet og geopolitsk uro er ekstrem eller høj. På alle tre føler it-sektoren sig mere udsat sammenlignet med erhvervslivet generelt, jf. PwCs undersøgelse.

I forhold til geopolitisk uro specifikt angiver hele 42% af it-virksomhederne, at de oplever dette som en barriere for vækst.


Siden 2011 har IT-Branchen årligt gennemført IT-Barometret. Nedenfor præsenteres nogle udvalgte resultater og det er desuden muligt at dykke ned i diverse årgange af IT-Barometret.

De største barrierer for vækst:

Mangel på kompetencer er den altoverskyggende barriere for vækst blandt de danske it-leverandører.

I 2023 angav hele 71,4% af it-leverandørerne at manglen på kompetencer er en af de største vækstbarrierer for erhvervet. I 2022 var det 84,7% af it-leverandørerne, der oplevede at manglen på de rette it-kompetencer var en stor barriere for væksten.

Mangel på kapital og det høje skatte- og afgiftsniveau i Danmark opleves af cam hver 5. virksomhed som en af de største hindringer for at øge væksten i it-erhvervet i Danmark.

Udfordringer med at besætte stillinger

I 2023 opgav 46,8% helt at besætte ledige it-stillinger, da der ikke var ansøgere til dem. I 2022 var det mere end halvdelen (54,5%) af virksomhederne som opgave at besætte stillinger.

Konsekvenser af mangel på medarbejdere

Mangel på de rette kompetencer har store økonomiske konsekvenser for virksomhederne. I 2023 måtte 36,5% af it-leverandørerne sige nej til ordrer og opgaver, mens 34,1% måtte udskyde videreudvikling og innovation, fordi de ikke kunne finde de rette kompetencer til det.