Fundingtørke? Hvad er der af muligheder

Mens kapitalbehovet stadig er højt i den danske it-branche, er adgangen til kapital blevet markant mindre. Og hvad gør man så?

Hver 5. it-virksomhed ser manglen på kapital, som den største barriere for vækst, og hver 6. overvejer at søge kapital, hvis de om lidt rammes af økonomisk krise. Så der er et stort behov for kapital i den danske it-branche.

Desværre har tiderne ændret sig, og pengene kommer ikke længere af sig selv.

I 2022 tog investeringerne i danske tech-virksomheder et kæmpe dyk. På bare et år faldt fintech-investeringerne ifølge Børsen fra 9,5 mia. kr. i 2021 til 3,1 mia. kr. i 2022. Et historisk dyk på 6,4 mia. kr.

Samme avis fortæller også, at antallet af afnoteringer fra vækstbørsen First North er høj blandt it-virksomhederne, da markedet lige nu er frosset til is.

Find den rigtige fundingmulighed

At flere it-virksomheder måske lige nu oplever noget, der minder en kapitalmæssig isvinter, er dog ikke ensbetydende med, at der er umuligt at skaffe kapital. Du skal blot være mere skarp på, hvor du søger henne, og hvordan du præsenterer din virksomhedscase.

Først og fremmest handler det om at finde ud af, hvor din virksomhed befinder sig i sin udvikling og modenhed.

  1. Ide og udviklingsfase
    Er man nystartet – eller måske stadig blot i idefasen, hvor du typisk stadig er i gang med at analysere problemet og markedet eller at udvikle forretningsmodellen og produktet, er du typisk ikke moden nok til de større investorer.

    På dette stadie af en virksomhedsrejse vil man oftest tage udgangspunkt i egne midler, støtte fra familier og venner samt måske deltage i startup-konkurrencer, iværksætter legater eller initiere en crowdfunding.
  1. Startup og markedsintroduktion
    Er du så småt begyndt at sælge dine produkter – måske blot som prototype eller MVP (Minimum Viable Product), og dermed blevet lidt klogere på dit marked, kunder, produkt, omkostninger og prissætning, kan du også begynde at tiltrække mere professionelle investorer.

    Her kan business angels og diverse acceleratorprogrammer som f.eks. Vækstfondens ”Early Engagement” være relevante at tage fat i.
  1. Go-to-Market og profitabel forretning
    Du er nu i gang med din planlagte markedsførings- og salgsstrategi med dit produkt eller service, og du har landet de første ”rigtige” kunder.

    Venture og seed kapital, børsnotering, kapitalfonde og banklån vil være de naturlige kapitalmuligheder at kigge på i denne fase af virksomhedens liv, da man på det tidspunkt kan fremvise flere årsregnskaber, (forhåbentlig) sorte tal på bundlinje og en klar forretningsstrategi.
  1. Vækst og ekspansion
    Efter nogle år, hvor du og virksomheden har bevist, at dit produkt eller service er en succes og kundemassen stabil, er det blevet tid til at tage næste skridt på vækstrejsen – f.eks. med ambitioner om at udvide sit hjemmemarked, sin produktportefølje eller gå ind på nye markeder.

    I den fase af virksomhedens livscyklus vil man typisk kigge på kapitalfonde, børsnotering, banklån og måske tilskudsordninger til f.eks. eksportfremstød.

Tre forskellige kapitalmuligheder

Når du skal finde kapital til din virksomhed, er det vigtigt, at man gør sig klart, hvilken type kapital man efterspørger.

Grundlæggende kan kapital deles op i tre kategorier: Egenkapital (her får investorerne typisk en ejerandel af virksomheden), fremmedkapital (dette er ofte som lån) og tilskud (pengetilskud hvor der ofte følger nogle forpligtelser med).

De tre typer kapital er godt beskrevet hos Lederne Virksom.

Hvis du vil vide mere

Virksomhedsguiden.dk har skrevet en række artikler om de forskellige finansieringsmuligheder, som du kan læse her. På Erhvervsministeriets hjemmeside, kan du læse mere om vækstkapitalmulighederne fra det offentlige.

Vi har også selv skrevet lidt om, hvad man skal gøre, når man søger kapital eller, hvis man overvejer at gå på børsen. Og så er du altid velkommen til at kontakte vores Policy Board for kapital og iværksætteri, hvis du har spørgsmål, eller gerne vil være mere aktiv på dette område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *