Hvad er de første ting it-virksomheder typisk spørger om, når de overvejer at benytte en standardkontrakt i stedet for selv at skrive en kontrakt fra bunden?
Det har vi spurgt DAHL Advokatfirma om. De har været med til at udarbejde standardkontrakterne, og svarer hver dag på it-virksomhedernes kontraktspørgsmål.
Kan en standardkontrakt tilpasses eller kun bruges ”as is”?
En standardkontrakt er en skabelon, et idé-katalog, og ikke et låst dokument.
Selvom den kan bruges ”as is” og blot udfyldes, bør den derfor altid tilpasses den konkrete virksomhed, så skabelonen bliver til virksomhedens egen standard. Dette kræver nogle gange få ændringer og andre gange flere. Dog bør de kommercielle forhold altid tilpasses.
Når standardkontrakten tilpasses, hvor ensidig bør den så være?
En standardkontrakt har kun værdi, hvis den kan anvendes i ca. 80% af tilfældene uden ændringer.
Men vær samtidig realistisk, og gennemtænk de reelle risici. Det gør kontrakten mere anvendelig for kunderne.
Det gør det også nemmere at sige ”nej tak”, hvis en kunde ikke ønsker at anvende den.
Efter standardkontrakten er tilpasset og implementeret, bør den så forhandles igen, hver gang den anvendes?
Helst ikke. For så mister den værdien af at være en standardkontrakt.
Hvis den er balanceret ift. markedet, bør situationen ikke opstå for ofte. Der vil dog altid være specifikke situationer og undtagelser, som er acceptable.
Oplever du, at den ofte skal genforhandles, anbefaler DAHL Advokatfirma, at I laver et sæt standardafvigelser; dvs. ”fall-back” positioner på de oftest forhandlede dele af kontrakten.
Bør en standardkontrakt implementeres overfor alle kunder?
Start med at prøv kontrakten af på en repræsentativ gruppe af kunder, og tilret den evt. på baggrund af deres feedback. Derfra kan du så implementere den bredere.
Typisk opnår du det bedste resultat ved løbende at implementere i takt med, at kontrakterne fornys eller genforhandles.
Er det en god idé med standardkontrakter på alle områder?
Det er en balance mellem tid og gevinst. Du koster ressourcer at sikre, at standardkontrakten er tilpasset til formålet.
Det giver mening, hvis standardkontrakten kan anvendes ofte. Det giver derimod mindre mening, hvis den kun anvender den lejlighedsvist – eller hvis indholdet er meget forskelligt fra kunde til kunde.
IT Branchen og DAHL Advokatfirma har formaliseret et samarbejde, hvor DAHL Advokatfirma i samarbejde med IT Branchen løbende udbyder en række juridiske ydelser til foreningens medlemmer. Kontrakter, kurser, særlige virksomhedsarrangementer og netværk, blot for at nævne et udpluk af tilbuddene. Gennem samarbejdet får IT Branchens medlemmer adgang til en specialviden, ikke kun juridiske, men også et dybt kendskab til branchen, kutymer og produkt-/ydelses kendskab. DAHL Advokatfirma har i dag flere certificerede it-advokater ansat.