Energien fyldte den store idrætssal på Københavns Professionshøjskole, da næsten 500 børn og deres stolte lærere var mødt op til året Coding Class-finale. Blandt flere end 1000 skolegrupper fra hele Danmark og Grønland var 13 spil udvalgt, som i ægte Løvens Hule-format skulle pitche sig frem til sejren.
Jakob Næsager, Børne- og ungdomsborgmester i København bød velkommen til de mange fremmødte børn og unge og pointerede, at Coding Class kan noget særligt:
”Noget af det jeg hører fra jer elever er, at den undervisning, I godt kan lide, er den, som I kan se, lugte, smage eller mærke – der, hvor I lærer på forskellige måder,” fortalte han og understregede, at Coding Class netop kan tage læring fra klasserummet og ud i virkeligheden:
”Det er godt at lære noget, hvor man ikke sidder og tænker ’Hvad i alverden skal jeg bruge det til?’. Men at man kan se, at det her kan man bruge fx i en virksomhed”.
Børn fra hele landet og i Grønland har med Coding Class-forløbene gennem det seneste skoleår arbejdet kreativt med at kode og problemløse. Og i dagens finale skulle de bedste løsninger så findes.
Fire priser skulle uddeles på dagen:
Innovationsprisen: For den nyskabende og kreative løsning
Kodningprisen: For den komplicerede kode som bare virker
Gamingprisen: For de gode spilelementer, der motiverer
Publikumsprisen: Som alle deltagere på dagen var med til at vælge

Per Fjællegaard fra YouSee var med som dommer på dagen. Efter at have hørt alle de skarpe pitches var han med til at udvælge årets vindere. Coding Class er et projekt, som YouSee og Nuuday bakker op om med stor begejstring: ”Vi er med for at inspirere de unge, og fordi vi synes, at der er it i alt. Coding Class er med til at danne mennesker og lære fx, hvad er forskellen på hardware og software? Det er vigtigt, for teknologi fylder mere og mere i vores alles dagligdag”.
Prøv de 4 Vinder spil
Sidst på dagen blev fire stolte vindergrupper kåret. Vinderne blev:
Publikumsprisen: Skolen ved Sundet:

Kodningsprisen: Enghaveskolen:

Innovationsprisen: Nørrebro Park Skole:

Gamingprisen: Hunderupskolen 6.b:

Coding Class finalen var sponsoreret af de trofaste Coding Class Angels, nemlig Nuuday, Computerworld it-jobbank, NNIT, SAP, Netcompany, Dansk Erhverv, KMD og Moot Agency.
Vil du vide mere om Coding Class?
Hvis du er interesseret i at vide mere om hvad Coding Class er, kan du læse mere om initiativet på vores Coding Class side eller tage kontakt til IT-Branchens Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation.