Under onsdagens afslutningsdebat i Folketinget udtrykte Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) sin bekymring for børn og unges trivsel i en digital verden. Statsministeren varslede øget regulering og udtalte:
”Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem skærmen, de sociale medier og den stigende mistrivsel. At påstå andet er i mine øjne både naivt og at flygte fra ansvaret”.
I IT-Branchen er vi helt enige i statsministerens bekymring omkring børn og unges trivsel, skærmtid og brug af sociale medier – og at der er brug for at sætte alle sejl for at få vendt den udvikling.
”Statsministeren spejler en bekymring, som rigtigt mange af os deler og er optaget af lige nu – At det digitale fylder for meget for os alle sammen og har en negativ påvirkning af især vores børn og unge. Der er heller ingen tvivl om, at vi som samfund, familier og individer har brug for at finde ud af, hvordan vi rammer en bedre balance,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
Tech-branchen skal kigge indad
Tech-branchen var til at starte med lidt af et Wild West, hvor virksomhederne følte en form for berusende frihed, fordi de havde en fornemmelse af, at alle ideer der kunne konstrueres, også skulle realiseres og føres ud i verden. Det har skabt en masse fantastiske løsninger, der er med til at forbedre vores hverdag og samfund ganske markant. Men den hurtige udvikling har også skabt en slagside, som vi skal have løst.
For selvom mange af os nok begejstres af de mange nye teknologiske muligheder, må vi nok også erkende, at udviklingen går stærkt – og også nogle gange for stærkt.
Det gør dog ikke, at vi skal træde bremsen i bund og lave forbud. Men vi bliver samtidig nødt til at stille klare krav og regulere tech-industrien, så det ikke bliver teknologien – men os som mennesker, der sætter retningen.
”Ingen af os, heller ingen af os i tech-branchen, ønsker, at vores børn skal ende som totale skærm-zombier fanget i algoritmernes net. Og naturligvis skal der stilles krav til de digitale platforme, der fylder så meget i vores børn og unges liv. Her er heldigvis et omfattende regelsæt, der stiller krav til tech giganternes platforme, på vej til at få effekt,” udtaler Natasha Friis Saxberg.
Flere af de store online platforme og tech-giganter er også begyndt at indse, hvor stor en impact deres løsninger har, og at der derfor også medfølger et stort samfundsansvar. Mange af platformene har allerede selv etableret forskellige former for sikkerhedsfunktioner og globalt ansat tusindvis af moderatorer til at styrke sikkerheden.
Derudover findes der allerede lovgivning til at beskytte børn og unge på internettet. F.eks. bestemmer AVMS-direktivet, at videodelingsplatforme skal beskytte mindreårige mod skadeligt indhold – bl.a. ved at anvende værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske metoder.
EU’s Digital Service Act (DSA) stiller bl.a. krav til gennemsigtighed omkring algoritmer, pålægger tech-virksomhederne et ansvar for moderation af indhold inkl. regler for markedsføring mod børn og unge.
Så vi er godt på vej. Men langt fra i mål. Og der skal meget mere til.
”Regulering løser ikke alt, og vi er også nødt til at udvikle en sund kultur i forhold til det digitale. Derfor er debatten også god, men vi er nødt til at få nuancerne med. For skærm er jo ikke bare skærm. Det kan både være godt og skidt. Det dækker jo over alt fra gode digitale læringsforløb i skolen til endeløs scrollen af sociale medier for at se, om alle andre ser bedre ud eller har det sjovere end en selv,” siger Natasha Friis Saxberg.
Vi mangler nogle digitale kostråd
Som statsministeren ganske rigtigt siger, så famler vi som voksne stadig rundt i den digitale verden, og ved ikke, hvad vi selv skal stille op. Og så er det svært at guide eller være rollemodel for vores børn.
Der er derfor brug for, at vi i Danmark får udviklet en række digitale ”kostråd”, der kan hjælpe både voksne, børn og unge – og ikke mindst tech-giganterne til at få en mere sund adfærd i den digitale verden.
”Både vi og vores børn er endt i et digitalt supermarked, hvor der både er digitale grøntsager med fiber og substans, men også alt for frit slag på slikhylden. Så reguleringen bør gå hånd i hånd med, at vi får udviklet nogle gode digitale kost- eller leveråd,” uddyber Natasha Friis Saxberg.
IT-Branchen anbefaler, at man nedsætter en hurtigt arbejdende gruppe af fagligt tungeeksperter, der skal udvikle de digitale kostråd, og at regeringen stiller krav til tech-giganterne om, at de skal hjælpe deres brugere med at overholde disse – og at der afsættes midler af til at befolkningen undervises i de nye kostråd.
”Vi har et fælles ansvar for vores børn og unges trivsel. Som tech-branchen er vi klar til at tage vores medansvar og bidrage til at finde en sund balance,” afslutter Natasha Friis Saxberg.