Udspillet, der er en del af regeringens vækstinitiativer 2015, skruer op for dækningskravene og stiller krav om, at sikre de 10 pct. dårligst dækkede områder en markant bedre dækning.
Krav regeringen tidligere har brugt i forbindelse med frekvensauktioner, og noget IT-Branchen finder helt naturlig at have med. Så længe de stilles intelligent.
“Først og fremmest er det vigtigt, at man i forhold til dækningskravene konkret ser på, hvad den givne mobilfrekvens kan bruges til. Man kan f.eks. ikke stille samme krav til en 1800 MHz frekvens i forhold til en 700 MHz frekvens, da der er stor forskel i både rækkevide og datahåndtering på disse,” siger Mette Lundberg, direktør for kommunikation og politik i IT-Branchen.
Derudover har IT-Branchen pointeret, at det er vigtigt, at man stiller sammenhængende dækningskrav, så teleselskaberne har mulighed for at dække et bredere område via mobilmaster – i stedet for at skulle tvinges til at dække enkeltstående adresser eller meget små geografiske områder.
Brug auktionspengene til at dække hullerne
Regeringen har tjent mange milliarder på tidligere frekvensauktioner, og der er uden tvivl forventninger til, at de fremtidige auktioner også skal indbringe en del penge. Og her er det skuffende, at de mange penge ikke bliver brugt på netop at forbedre dækningen.
“I IT-Branchen havde vi gerne set, at regeringen havde været endnu mere ambitiøs og ladet nogle af de rigtigt mange penge, som teleindustrien betaler i forbindelse med frekvensauktionerne, gå til at supplere dækning de få steder, hvor den markedsdrevne udvikling aldrig vil kunne sikre fuld dækning,” siger Mette Lundberg.