Flere vil læse særligt de lange it-uddannelser, men vi uddanner stadig ikke nok

Weekendens nye tal for kvote 2-ansøgere til it-uddannelserne viser, at it-interessen fortsat er høj. Men selv med 1 % flere ansøgere i år tyder alt på, vi stadig ikke kan imødekomme fremtidens massive efterspørgsel på it-specialister i erhvervslivet.

Tom kontorbygning

56.675 håbefulde ansøgere har i denne weekend trykket ”send” og skudt deres kvote 2-ansøgning til en videregående uddannelse afsted.

Og opgørelsen over lørdagens ansøgere er positivt nyt for en it-branche, der hungrer efter arbejdskraft.

Antallet af førsteprioritetsansøgere til STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er nemlig steget markant med 8 %. Søgningen til STEM-området har dermed nået det højeste niveau i de seneste mange år.

Også it-uddannelserne oplever en stigning interesse, og der har været en mindre stigning på 1 % sammenlignet med 2024. I år valgte 5.256 ansøgere en it-relateret uddannelse som deres førsteprioritet via kvote 2 – en lille fremgang på 69 ansøgere. Ser vi tilbage på 2022, hvor kun 3.849 søgte it som førstevalg, er interessen vokset støt år for år.  

De samlede ansøgertal dækker dog over store forskelle mellem uddannelsesniveauerne. Mens de akademiske bacheloruddannelser inden for it tiltrækker de studerende, går søgningen til it-relaterede erhvervsakademiuddannelser den modsatte vej.

Ifølge de nye tal er søgningen til erhvervsakademiuddannelsen Datamatiker eksempelvis faldet med 9 % i forhold til sidste år og søgningen til Multimediedesigner er faldet med 10 %.

Samlet viser it-uddannelserne fortsat en solid og stigende tiltrækningskraft på de unge.

”Niveauet i 2025 er nu det højeste i fem år. Det er en positiv nyhed for vores branche, hvor vi har kæmpet for at tiltrække flere unge og it-kompetencer stadig er en yderst eftertragtet ressource,” udtaler Mette Lundberg, Direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Som at slukke en skovbrand med en vandpistol

Men selvom det er positivt nyt, at interessen vokser, tager Mette Lundberg imod nyheden med behersket begejstring. Det skyldes for det første, at vi stadig er meget langt fra at matche den forventede fremtidige efterspørgsel og for det andet, at politiske aftaler betyder, at færre vil blive optaget.

Mette Lundberg

”Behovet for it-specialister vokser eksplosivt, men vi uddanner dem lige nu i et tempo, der svarer til at prøve at slukke en skovbrand med en vandpistol,” uddyber hun.

World Economic Forum (WEF) forudser, at størstedelen af de kompetencer, der vil være øget behov for de næste 10 år, er inden for tech og it. Pt. ser 63 % af de danske it-virksomheder manglen på it-kompetencer som den største barriere for vækst i en branche, der sidste år omsatte for 313 mia. kr.

Samtidig måtte hver 3. helt opgive at besætte it-stillinger, da der slet ikke var ansøgere til dem, hvilket medførte at 34,6% af virksomhederne måtte sige nej til ordrer og opgaver, mens 40,0% udskød videreudvikling og innovation.

Det er på blandt andet den baggrund, at Mette Lundberg mener, at det danske arbejdsmarked vil mangle it-kompetencer i stor skala de kommende år.

Hvor hårdt vil dimensioneringsloftet ramme optaget i år?

En ting er hvor mange, der har søgt ind på it-uddannelserne, men det afgørende spørgsmål er om uddannelsesinstitutionerne overhovedet har kapacitet til at optage dem.

Allerede sidste år lagde de politiske aftaler om dimensionering og udflytning i sommeren 2024 et solidt loft over optaget på it-uddannelserne, og den tendens vil blive forstærket i år pga. kandidatreformen, frygter Mette Lundberg. Med kandidatreformen blev det besluttet at reducere optaget på de videregående uddannelser, herunder it-uddannelserne. Hvordan og hvor hårdt det samlet rammer ved vi ikke endnu, men fornyeligt viste en aktindsigt hos KU, at de vil reducere optaget med 74 pladser.

”Vi kommer igen i år til at skuffe mange potentielle studerende, der drømmer om en it-uddannelse på grund af de politiske beslutninger. De unge skal nærmest skyde med laserpræcision for at vælge den rigtige uddannelseslinje, det rigtige universitet og den rigtige by – ellers er der lukket. Det giver ingen mening,” afslutter Mette Lundberg.

BT skriver Rekordmange har søgt ind – men det er stadig ikke nok, mener brancheorganisation

Computerworld skriver: Tusindvis søger ind på en it-uddannelse – men stadig ikke nok til at mætte markedet: “Som at slukke ildebrande med en vandpistol”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *